I min fødeby Kirke-Værløse levedefor omtr. lOOårsiden en mand, som havde Cyprianus og læste flittig i den En gang havde han solgt et læs korn til Helsingør. Da nu kornet blev målt, vilde det ikke ligge stille, men blev ved at rejse enden i vejret. Da kjøbmanden nu så det, sagde han til bonden: »Jeg ser nok, det er galt fat med dig; men den, som laver...
Den gang Kristian d. 2den indkaldte Hollændere, som blev bosatte på Amager og Hasselø, kom der også ti familier til at bo på Bøtø, som før den tid var ubeboet. De byggede dem en by omtrent midtvejs og dyrkede i fællesskab den jord, som den dag i dag horer til byen. Men så var der en af deres efterkom mere, han fik løfte pa så stor en strækning sonden for...
Den gang A/sø kirke skulde bygges, havde bygmesteren forpligtet sig til at gjøre den færdig til en vis tid, ellers skulde han give en masse penge. Men ligesom han havde fået grunden sat og skulde til at mure, fandtes denne styrtet ned på vejen, som fører forbi pladsen og går efter Grenå. Han måtte til at begynde igjen, og tiden nærmede sig, da han skulde...
Omkring Hordum kirke lå en gang eu lindorm. I førstningen var den ikke ret stor, men til sidst voksede den op til sådant et dyr, at den nåede syv gange omkring kirken og kunde endda tage sin egen hale i munden. Men den blev til en uhyre plage for folk der omkring, ti ikke alene kom der naturligvis i mange Herrens tider ikke et eneste menneske i kirke,...
I de store klitbakker langs Vesterhavet har der også i gamle dage boet bjærgfolk lige så vel søm i højene inde i landet, Disse puslinger er kun 6, 7 kvarter høje med store klodsede hoveder, brede ansigter og store runde næser, rødt hår og dertil al tid en rod bunden uldhue på hovedet. Disse mandslinger søgte at komme i slægt og svogerskab med folkene i...
En badel stuà, høwwed: fod (Himmerland): di fælde (om fåret, der taber ulden, Randers): dær æ en sandbli øwwe de støk joer: sandrevle; å blåk jæn wal: tage godt ved næsen: blåt sæ får eller dyww sæ får å tø: dy sig; brødyws: den, deltager stødet op for andre f. eks i trætte og slagsmål (Randers): dær æ et brat eller et bratmol dierøwwe: høwsager,...
Alverdens skaber med god besked, Hor det, som vi bede. du haver os alting vel bered. Vær os alle en nådig Gud med glæde. Den vinters tvang du drev af land, lad sommeren os gå til hånd Velkommen med majmåneds tid, Gud glæd os og den sommer blid. Vor skov og mark sig fryder smukt, Voldborrig bær lov og græs med frugt. Den lille lærkes liflig klang dig...
Da Molboerne havde deres jord i fællesskab, blev der ikke holdt anden deling, når cle skulde have deres korn hostet, end at den mand fik mest, der kunde få det meste hostet, og den, der kun kunde overkomme lidt, måtte nojes med det. Så var der en gårdmand, han havde altid måttet hjælpe sig med en lille part, for han havde hidtil været ene om det, og han...
I den tid Spaniolerne var her inde, da fik fru Jermiin på Engelsholm Niels Christian Pedersen samlet til gården. Han var toldbetjent Pedersens søn ved Skjern bro. og hun havde holdt ham over dåben, for hun var jo ejer af Lundenæs og Lønborggård og Skrumsager. Da han nu var hendes gudsøn, ofrede hun på at få ham oplært og uddannet i fremmede sprog. Da han...
Oppe imellem Flensborg og Åbenrå ligger der en Kro, som kaldes Oldemorstoft. Her bedede de altid med de store Hestekobler, der kom nede fra Jylland. En Aften kom der en Student til Kroen, han skulde til Flensborg og tage den sidste Examen, og så vilde han nu være der om Natten. Da han havde fået sin Aftenspise, forlangte han at komme i Seng. Men hen på...
I Stervbogården i Trunclerup, der nu ejes af Niels Knudsen, boede i begyndelsen af dette århundrede en mand, som hed Peder Jakobsen. Han blev gift som ung mand, imens han endnu havde en tolvårig halvsøster hjemme: Maren Jakobsdatter (fodt 31/s 1798). Denne pige blev nu pludselig overfalden af som man den gang troede et dobbelt onde, idet hun fik både...
Enevold Hvids kone skulde en gang til at få et barn, og så var hun jo ringe, og han gik ud og så på himmelen. Men da han kom ind igjen, sagde han, at dersom forløsningen kunde opholdes noget, måtte det endelig ske. Så går han ud igjen. Et stykke tid efter kom han ind og sagde, at dersom hun kunde nu føde, så måtte hun, hvad tid det skulde være, nu skulde...
Der bliver hjaret lidt efter den: den er ugleset, hades; han huger møj : går krumbojet; ruder H kaldes bitte Lavstes kone; vøwwnåggel: nøgle, der vindes i lag: de ga en strube: det strittede imod, gjorde trækning i kroppen ; en karendos med det: rende om kap med; a ka et fåsto, hvi de skal oppes: tages op igjen ; de æ få stæjl: for grovt, går for vidt;...
I Nørre-Ravndal i Lem boede en mand ved navr Søren Kristian Ravndal. Kort efter at han havde fået gården, giftede han sig med en pige, der hed Mette, men de passede ikke godt sammen, for han var ærlig og vilde ingen fornærme, men hun var slem til at stjæle ; når hun kunde komme af sted med at rapse noget, hun kom forbi, så tog hun det, hvad enten hun...
Ved bryllup gik det her sådan til. Om søndagen var bruden selv ude at bede de folk, der skulde lave til. Hvor eneste kone i byen var med, eller også var der en pige fra det sted, hvor konen ikke kom. Så slagtede og bagede de. Om mandagen skulde to bydemænd ud at bede, og de sagde hvert sted: A har en flittig hilsen til jer fra ungkarl [Mikkel Gonimesen]...
I min barndom i Adslev blev der holdt kjørmesgilde omkring ved kyndelmissetide, enten lidt før eller lidt efter. Det var et bestemt lag, som holdt dette gilde hvert år, og det gik på omgang, så én holdt gilde ét år, og næste år naboen. En ugestid før gildet skulde holdes, gik bydemanden, som altid var skjænker ved gildet, og en mand af laget, omkring og...
Der boede for nogle år siden en præst i Estrad, som jeg kan fortælle noget om, da han har konfirmeret mig. Han var i det hele en rigtig smuk mand, men han kunde ikke prædike og gjorde sig heller ingen ulejlighed med at lære det. Var det en søndag, der kom en del folk til kirken for at hore ham, da kom han ikke, og var det en søndag, han kom i tanker om...
Folketro om nytårsaften. 1. Nytårsaften snakker den ældste ko inde i kohuset. En mand som gik der ind for at høre. hvad den sagde, hørte den sige: I år kan vi sagtens, for da er der sa meget sæd i halmen. Da manden hørte det, lod han al sin halm tærske på nyr, men så blev alle hans køer syge og døde. L. Frederiksen. 2. Møder man nytårsaften uden penge...
På den vestlige fløj af borggården til Ulsund i Nes står bogstaverne P. H. der betyder Peder Harpøt, og på den østlige står A. T., der betyder Ane Tange. Det viser altså, at den nuværende borggård er bygget af Peder Harpøt. Da Svenskerne var her, brændte de garden af. *) Og som de sagde læ noget i med den anden kone. Familien boede så i den østre fløj af...
I sidste halvdel af marts var Ilte bataljon draget sydpå fra Ålborg og kom forst imod fjenderne, og der gik forfærdelige rygter om Tyskerne. Folk var meget bevægede og gav meget til soldaterne og kongen: penge, havre, rug, uldtrøjer og vanter, masser af hosesokker o. s. v., det kjørtes til Hobro og sendtes derfra til armeen. Meget blev vel også på...
