En mand fra Sønderholm havde været i Ålborg og kjørte nu hjem. Så kom han forbi Trold kirke, og da kom der en dværg ud og klappede i sine hænder og sagde: "Hilsen Ati, at Watt er død." Da han kom hjem, fortalte han det og føjede til: "A kan ikke vide, hvad det var for én?" Så kom der én op fra en kiste, der stod på gulvet, og sagde, idet han gik op og...
En dag var manden i Kaidal til mølle. Da han nu kjorer hjem fra møllen, så kommer der en rost og siger, om han ikke vilde hilsen Atis, te Watis var død. Det vidste han jo ikke, hvad var. Da han kommer hjem, går han ud i kjøkkenet til konen, der var ved at lave aftensmad, og han fortæller hende det. Da tog det på inde i ovnen og'klagede sig: "A, er Watis...
da.etk.DS_01_0_00336
Ole Krogslunds Fader i Krogslund kjørte til Mølle over ad Kollund. Da hørte han noget råbe til ham, te han skuld hilsen Biltser fræ Baltser, te Baltser wa dø. Da han kom hjem, fortalte han det, og så vandt der en bitte én op i Kakkelovnskrogen og sagde: »Åå, er Baltser dod.« Kristine Marie Birk, Bestyrerens Kone på Navtrup Fattiggård. så vandt der en...
da.etk.DSnr_01_0_00272
Der var et sted, der var ellefolk under deres ovn, og de kom og lånte brød, men betalte det godt nok igjen. Så en aften kommer der en rendende til manden ude i gården og siger: "Du skal hilsen Atis, te Watis er død, når du kommer ind." Manden kunde ikke forstå, hvad det var for noget pjåk. Men da han kom ind, sagde han det alligevel, han vilde jo...
Bydemændene kaldes de to ungkarle, der går omkring og indbyder til bryllup. Hos præsten lyder indbydelsesformularen således: A hår en flittig hilsen frå ungkål ST. N., lissom åsse frå hans kjærrest N. N., at Di vel komm te kjærken næstkommend toosde å gjeer djer bruudviels å felle hjæm mæ dæm å vær djer indbudden gjæst, så lænng Di.lester. Efter at den...
Der er tre gårde i Kjølvring i Aby. I den østerste gård havde de gårdbukker. Manden havde to røde køer, der stod sammen og var ensdan (o : af ens udseende), og endskjøndt folkene slet ikke passede dem, var de dog bedre i stand end de andre køer. Den gårdbuk sad ved siden af kakkelovnen i flere år. Da kom der en aften en og loppede (o: åbnede lidt) døren...
En mand der kjørte hjem ad en aften, hørte én råbe : "Hils Hatte, te Fatte er død." Han grinnede, ilav han kom hjem. Konen spurgte, hvad han grinnede ad. "Ja, det var snart noget sært noget. Han tykte, ilav han kjørte, te der var noget, der hoppede op i vognen til ham og sagde: Du kan hilsen Hatte, te Fatte er død. Ilav han han siger det, hører de noget,...
En kone skulde dele 8 potter mælk i 2 lige store dele, men havde ikke andet at måle med end tre krukker; den ene rummede 3 potter, den anden 5 og den tredje 8 potter. Hvorledes bar hun sig ad for ved hjælp af disse at dele mælken som forlangt. Chr. Weiss. Opløsning : Når al mælken er i ottepotskrukken, fylder hun trepotskrukken, som så derefter tommes...
Da der var 4 porte i Kjøbenhavns volde, rejste en karl derind for at more sig, han gav en skilling for at komme ind ad porten og 1 skilling for at komme ud ad porten, og han kom ind og ud gjennem alle 4 porte. Hver gang han var inde i byen, brugte han halvdelen af sine penge, og da han var kommen ud gjennem den sidste port, havde han givet sin sidste...
Det har rødder i jorden, ligesom Hans Anders's gård i Alsønderup. Chr. W.
da.etk.JAT_06_0_01236
Løvetand kaldes også på Sjælland Fandens kjærnemælk eller mælkeurt; gjogeurter kaldes her i egnen og vist nok de fleste steder på Sjælland gøgsgrød, flt. gøgsgrødder; at læsse gjødning kaldes vist nok endnu på det meste af øen at bryde møg; livvarer bruges i det nordligste Sjælland, ligesom i visse egne af Jylland om kreaturerne; orehakkelse er den...
Hvor meget er 10 til 2? 5, når hver af dem skal have lige meget. Chr. Weiss. Man tænker straks på 10 og 2 og svarer som regel 12.
Skomager Frank i Soderup var egentlig en Kjøbenbenhavner, vilde han lade, han snakkede fornemt, og det var dog en lille fornøjelse i hans fattigdom. Skomageriet var det ikke så stort bevendt med i hans ældre år; men så gik han til Holbæk en gang om ugen og hentede en] kube fuld af hvedebrød til at sælge. Kort for hovedet var han, og kunde snart blive...
Sagnene om jorbrand kan antages [at hidrøre fra, at man i gråvejr kan have set en eller anden bygning, stærkt belyst af solen, som fra en skybar plet har skinnet på den. Den 9. november 1894 gik jeg i middagstiden fra Tingerup til Scderup. Det var aldeles gråt i luften, hvor jeg var, men stille. Pludselig så jeg mig hændelsesvis omkring, og det forekom...
Sidst i tyverne og forst i trediverne var det en dårlig tid for bønderne. Ja, en enkelt var der, som havde penge. Hed det sig: Han har fire snese dalere, troede de, han havde slået en Jøde ihjel eller i det mindste stjålet dem fra en rig mand i Kjøbenhavn. Til vort var det rent forskrækkelig galt. Inden fader slap, lå han hen i samfald 12 år og kunde...
En karl fra Viborgegnen kom til at tjene en hestehandler, mod hvem han ofte var på rejse både i og udenfor riget. En gang kom han til Hamborg, som han fandt meget behag i, og da han kunde få en god tjeneste hos danske folk der i byen, sagde han farvel til hestehandleren og blev hos disse folk i to år. Så får han lyst til at se sine gamle forældre og...
Anders Hansen var kommen hjem fra markedet med en ko, der så så sølle ud, at folk ikke kunde begribe, hvad han vilde med den. Gamle-Klavs. der tit havde spil med Anders, spurgte ham en dag, de traf hinanden i smedjen, hvad han havde givet for den. Nu kunde Anders nok forstå, at han skulde bære løjerne op for en gangs skyld, og derfor svarede han ganske...
En mand, der havde gjort noget, så han måtte give møde i retten, skulde her skrive sit navn. Han undskyldte sig med, at han ikke kunde skrive. Kan De slet ikke skrive noget? spurgte dommeren. Ikke andet end beter, svarede synderen. Chr. Weiss.
En mand kjøbte skråtobak, og da han havde tygget det, tørrede ban de brugte skråer på kakkelovnen, men asken brugte konen til snus. Chr. Weiss.
På en gård i Kalundborg-egnen boede i slutningen attende århundrede en gammel militær, major Påske. Han fik ord for at være en krækkelhas, der levede i idelig ufred med do omboende bønder, fordi de ikke rigtig kunde komme i gang med at holde deres kreaturer på deres eget, og majoren lod dem optage og lod sig betale efter lovens stræughed. Nu havde en af...
