Noget syd for Hjanhøw ligger en stor, bred Kampesten på en Mark. Den vilde Manden, som ejede Marken, have bort og sendte derfor fire Karle hen med store Stålstænger, at de skulde brække den op og få den bort. De fik da Stængerne under Stenen og var ved at lette den; men da så' de til deres store Skræk, at Stenen lå på andre store Stene og dækkede over en...
Der var en gammel gårdmandskone i Skallerup, det var nu egentlig T. Kr. Kristensens bedstemoder, hun fik sig lavet nogle kroge ved bysmeden til at sy i hendes livstykke, og der hængte hun noget fetalli, som hun vilde have smuglet ind i Hjørring, og som egentlig skulde fortoldes. Det hang altså under skjørtet, og hun mente altså på den måde at kunne få...
Der var Spøgeri i Skallerup Præstegård. Vi havde en Karl, der forud havde tjent i Præstegården som Kusk, og han fortalte, at når nu Karlene lå i deres Kammer om Natten i den østre Længe, så kunde de næsten hver eneste Nat høre sådan et Spektakel på Loftet, det var, som de kunde måle Korn op og smide med Skjæppen, så de turde ikke ligge der, undtagen de...
Noget i syd for Hjames hoj, Tornby sogn, ligger på en mark en stor flad sten. En gang vilde markens ejer have stenen bort, da den var ham i vejen sådan midt i ageren. Han sendte da fire stærke karle hen med stålstænger for at vælte stenen bort. Endelig fik de den lettet i det ene hjorne, men så med skræk, at den hvilede på fire store hjornesten, og...
Det var det År, a gik til Præst, da bliver det galt i Gården Stejlbjærg, sådan om Efteråret efter at Køerne var bunden ind. De kunde ikke få Smør, og så troede de jo, det skyldtes Foderet. Der var ikke så lidt Mælk, men der kunde aldrig blive Smør, ihvor længe de kjærnede, og til sidst stod det helt som ud af Kjærnen, når de havde kjærnet allerlængst,...
Der var en Pige på en 17, 18 År, hun skulde hen til en Mølle en Aften og hente en Skjæppe Gryn, og det var pænt Måneskinsvejr. Hun kom også forbi Kirken, hvor der gik en dyb Hulvej om ved med en Brink hen i Midten. Da hun så kommer og går hjem igjen, så møder hun der et Mandfolk, og så siger hun til ham: »Hvad går du her efter?« Hun glemte rent at hilse,...
Der er nogle høje på Viuf mark, der kaldes Femhøje. En karl, der kjørte til Dons mølle, kom der forbi, og da dandsede de nede i højen. Så slog han en sten derned. Da kom bjærgmanden op og sagde: "Hils Fiymdké, te Lill er død." Anders Udesen, Abildgård.
da.etk.DS_01_0_00369
De havde en byfoged i Hjørring, som hed Kofod, han havde tilsagt sognefogden i Ugilt K listen Pedersen til at møde ved Ilbro, for der var noget galt med broen, som de skulde have efterset. Byfogden kom først og ventede så en tid på sognefogden. Til sidst blev han lynende gal, for det han skulde sidde der og vente med befordringen. Imidlertid kom...
da.etk.JAT_05_0_00435
I mit hjem kan a huske, vi brugte at brænde brændevin. Det var jo forbudt, og vi skulde passe så nøje på. at betjentene ikke kom over os og tog os ved det. Så kom der en mand til vinduet om natten og sagde, at betjentene de kom og skulde se efter, for der var nogle, der havde mældt os. A er jo fra Nørre-molle, og så havde vi anbragt tojet i en kjælder...
For en 70 år siden var der en præst i Sønder-Harritslev, der hed Weise. Han havde en avlskarl, der tillige var kusk for ham og var noget betroet. Når han så kom til Hjørring, skulde han jo forrette ærender for præsten. En gang gav han ham det bud med, at han skulde gå ind til Steffen Hattemager, det var den eneste hattemager der var i Hjørring i de...
Der tjente en karl ved Jens Madsen i Hundelev, o han så ikke ud til at være rigtig sløv. Han skulde gå og pass kreaturerne om efteråret i kjæret, og da han kom hjem med dem om aftenen, så manglede der en ko. Hans husbond spørgei ham så efter, hvor den rode ko var bleven -if. Ja, hun var gået i bløde i en vældgunge, og den gang a kom til hende så trykte...
Det har været skik her ved bryllup, at når gjæsterne havde spist, så skulde de alle gå hen og kysse bruden og sige tak for mad. Det var helt almindelig, og ved barnedåb skulde de kysse den, der bar barnet, De blev beværtede med kjodsuppe og kjod, dernæst bygsuypo og fisk. Til en forsamling blev der altid givet fon, der som regol bestod af en kop smør, et...
I det sydlige Jylland, mellem Eibe og Varde, havdG man i min barndom folgende skik. Julemorgen stod husfaderen op meget tidlig og tændte lys, kaldte på alle børnene, så de blev vågne, men dog blev i deres senge, gik så hen og lukkede alle dørene op lige ud til gården og sagde, idet han lukkede yderdøren op: Kjære jul, kom herind! Når han atter kom ind,...
Ser man om foråret første gang: storken stå og viben flyww, sædmani gå og ploven dryww, får man et godt og heldigt år. Fru Høeg-Høyer.
Horer man storken knebre, før man ser den, bliver man sladderagtig. Ser man den stående, skal man blive hjemme. Fru Iløeg-Høyer.
Ser man viben flyve, bliver man flittig, ser man den stå, bliver man doven. Horer man den, for man ser den, bliver man arrig og vredagtig. Fra Høeg-Høyer.
Storken stå og viben flyv', så skal man hjemme blyv'. Ser man storken flyve, skal man ud at rejse. Fru Høeg-Høyer.
Går man vild på en vandring, skal man vende sit forklæde - manden sin trøje og dreje sig tre gange avet om, så linder man sig straks til rette. Fro Høeg-Høver.
da.etk.JAT_03_0_00327
De æ måest mæ si kålld åest. Kuthr. Høeg Høyer.
da.etk.JAT_01_0_00844
