Der hørte en eng til Vorgård, og fru Ingeborgs mand havde tilstedet bønderne, at de skulde have den efter hans død, meu det vilde hun ikke gå ind på. De blev ved at forlange den, men hun sagde nej. Ja, så kom hun til Helvede. Hun svarede og sagde, at uår hun kom, hvor hendes mand var, så var det nok. Men kunde de skaffe at vide, hvordan han havde det,...
Der var en mand på Sejlstrup, der hed Vihbæk, han gav aldrig almisse til nogen tigger. Så en dag kommer der en tigger til ham og spørger efter, om manden var hjemme. »Her boer ingen mand,« svarede Vilsbæk, »her boer eu vældige herre.» »Gud skelov og tak, så var det Dem, der gav os den gode regn i går.« »Å, rejs du til Helvede.« »Der var a i går, og...
I byen boede en mand, om hvem folk sagde: «Dersom Vorherre ikke kjender ham bedre end os, kommer han ikke i Himmerig. En dag red han fra byen, og om aftenen kom hesten hjem med manden hængende død i den ene stigbøjle. Alle folk i byen sagde, da de så og hørte det: «Den stakkel han er gået lige lukt til Helvede; han har ikke en gang fået tid til at bede...
I Napoleon den stores tid, da de danske soldater fulgte ham på hans lange tog, blev de indkvarterede i en kirke på Scmiso. Nu traf det sig en dag, der var begravelse på kirkegården, og nogle af soldaterne fik da i sinde at ville ud at høre ligtalen. Men præsten vilde ingen tale holde. Da der nu var mange slægtninge til stede, og den afdode var en rig...
Der var en karl i Knudstrup, som hed Svend, han var så slem til at bisse, og det var sådan en kommersbroder. Når det var varmt, og naboerne kom til ham, sagde de: Kan du bisse i dag, Svend?" Strags gav han sig til det, og det lo folk jo af. Men så træffede det en Knudstrup markeds dag, at det også var godt vejr, og da kom Svend i tanker om, at han vilde...
Der var en, de kaldte hende Sidsel Hæls, fordi hun bandt hendes ene ben i vejret, så hælen sad oppe ved roven, og så lavede hun sig et par krykker og gik omkring og tiggede. Men det kunde jo ikke gå an, hun sådan bar sig ad på de egne, hvor de kjendte hende, og hun var da en gang kommen helt til Store-Restrup at tigge. Forvalteren spurgte hende om, hvor...
Værst var det dog i kammerjunker Fineckes velmagtsdage. Nar han kom, kunde han begynde ved den ene ende og så prygle alle de 80 bønder igjennem med sin store pisk. Når han så var færdig, tog han sin store hat af, og da stod der en røg op af hovedet på ham som af en skorsten. I hostens tid kunde han ligeledes begynde at prygle karle og piger fra den ene...
Fra Misthusum går der en Vej ind til Skjærbæk, og Beboerne der sagde, at den tilhørte dem, men Folkene i Misthusum sagde, at det var deres. De blev da opfordrede til at sværge på, at den tilhørte dem, og Retsforhandlingen skulde foregå netop på Vejen. Der var 12 Beboere i alt, og de 11 gik hen for at sværge, men den tolvte var syg og kunde derfor ikke...
Der ligger en Gård i Rostrup, der nu hedder Marienborg, men det gamle Navn på den er Birkevorde. Lidt syd derfor i Nærheden af en Bæk blev der omkring Midten af det attende Århundrede en Mand dræbt. Omkring hundrede År derefter kom Manden fra Birkevorde ridende hjem fra Rostrup midt om Natten. Det var Sognefoged Niels Mikael Nielsen. Da han så kommer...
Det var vist på Brandtbjærg eller en af de andre store Gårde derhenne, der døde en Herremand, og så gik han igjen, og der blev sådant Spektakel i Gården, te de kunde ikke være der. Så hent de Præsten, han var netop Broder til Herremanden, og han satte ham hen og sagde til Folkene, at nu skulde Gjenfærdet ikke komme der tiere, udentagen de bar ham ad...
På Ferritsleogård boede en Mand, som hed Salomon, det var Stamfaderen til næsten hele den Slægt, der boede i Ferritslev. I hans Tid spøgede det slemt på Gården, men det blev manet ned ude på Marken. En af hans Folk rykkede Manepælen op, da han var bleven en gammel Mand, og op af Hullet kom en Bræmse, og om Morgenen efter går der et Føl ude blandt Kvæget,...
På Ferriislevgård, en syv Fjerdingvej fra Nyborg, boede en Mand, der hed Salomon, og Konen hed Ingeborg. Det spøgede ikke så lidt på Gården og ude i Marken. En Morgen var Ingeborg gået ud at malke, og det var mørkt, så hun kunde ikke skjelne de enkelte Kreaturer. Da viser det sig, at hun er kommen til at sidde og malke et Føl i Steden for en Ko. Da hun...
Der var en gammel kjælling i Iglsø i Vestervelling, de kaldte Heksekaren. Hun kunde malke mælk af en syl og deslige ting- Så var der en fattig dreng, der var født op på sognet, han sagde, at han vilde lære at hekse, for ellers blev han aldrig til noget i verden. »Når a får det lært«, sagde han, »så skal a nok lære deher storehanser at makke ret, der nu...
Det var jo en farlig prygl deu Niels Skylle. Han skulde en gang ud på jagt. Da sagde fruen til ham : »Jeg synes ikke, han kommer med noget vildt.« Så gik han og var kun heuuo en bitte smule, da kommer han og lægger ni harer up og ned ad gangen. Så siger hun: »Tænk på din arme sjæl, Niels.« En gang de skulde ud på jagt, vilde de ikke have ham med, så...
Ved præstegårdens stengjærde i Sønder-Kongerslev såes en gang hver aften et hvidt gjenfærd. Så en aften gik en klog mand hen og passede det op. Da skikkelsen som sædvanlig indfandt sig, sagde manden til den: "Guds fred"! - "Den har jeg," blev der svaret. "Hvad går du da efter?" spurgte manden. "Det skal jeg sige dig, hvis du vil hjælpe mig," svarede...
Ude sydvest for Skjærbæk lå en by, der hed Husumog bestod af 12 gårde, som lå på opkastede volde. Man sagde om de folk der ude, at de havde fået for meget jord, og det var gået sådan til, at de havde aflagt falsk ed, idet de havde taget jord i støvlerne og svor på, at de stod på deres egen jord. Så kom stormfloden 1658 og skyllede dem væk, så de alle...
I gamle dage plejede præsten og degnen i Besser at ride på én hest op til kirken om søndagen (kirken ligger et lille stykke fra byen). En julemorgen, da kirkegjængerne var forsamlede på kirkegården, ventende præst og degn, så de dem komme i en flyvende fart ridende op mod kirken, og begge klamrende sig fast til hestens ryg, denne løb nemlig løbsk med...
Konen på Kogsbøl havde svoret sig et stykke jord til, og en stor rad hus, der var hendes kohus, var netop bygget på det stykke jord. Så døde hun, men fik ingen hvile i graven og kom hjem og sagde til hendes søn, at han skulde lade sig en jærndragt lave og tage den på, og den skulde han have på, for at hans sjæl ikke skulde brænde i Helvede. Det gjorde...
I gammel tid skal der have boet en ugudelig frue på Hajstrupgård. Hendes mand havde med uret tilegnet sig en eng, hvorved en hel familie kom i armod. Efter sin død kom han i sort dragt og satte sig for konens seng: »Giv Stolum igjen, giv Stolum igjen! ellers står din stol ved min.« »Hellere en sjæl fordømt, end en familie i armod,« gjensvarede hun og...
For midten af det nordre hus af en gård i Kolby er der mange gamle folk, som har set en flamme brænde om natten, og sagnet fortæller, at i det hus, der, før Kolby brændte i året 1848, var stuehus, skal ligge en stor skat begravet. Den er nedgraven i fjendetid af en tidligere ejer af gården, som havde tjent sig stor rigdom på søen. Han var en hollandsk...
