En herregårdsskytte red ud på jagt en tidlig morgen, og snart jog hundene en hare op. Men hvor ivrigt de end forfulgte den, og hvor hurtig end jægeren foer efter den på sin raske hest, var det ham dog umuligt at iudheute og fange den. Det var også en underlig hare, for den havde otte ben, men brugte kun fire ad gangen, og når de fire blev trætte, veudte...
I Væær sogn ved Horsens boede i tidligere tid en kone, som i daglig tale gik under uavuet Ma Bøkes (Maren Bødkers). Huu var almindelig frygtet af egnens folk, der troede, at hun kunde hekse. En gang var naboens kalv løbet ind i hendes ærter. Sønnen og datteren, der skulde passe kalven, havde meget travlt med at få den bort, indeu Ma Bøkes kom, men alle...
I Hellevad boede en præst, kaldet hr. Lovens. Haner især kjendt for sin uhyre styrke og sin dygtighed til at mane. Til denne præst kom en sildig aftenstund i stærk frost og sne en mand, og sveden trillede ham uagtet den stærke kulde i store dråber fra panden. »Hvad vil du her så silde, og hvordan er du tilredt?« sagde hr. Lorens (Højer). »Ja, det må I...
Der var en gammel skytte på Tjele, som hed Niels Skytte, og han kom en gang til Ørum kro og sad og svirede der. Så kom han til at sige, at han let kunde ramme det gab, der sad henne i ladevæggen, og de påstod, at det ikke kunde lade sig gjøre i sådant et mørke, en kunde knap se en hånd for sig. Det kom til et væddemål, og han skulde så til at prøve. Så...
Når skaderne skræpper (skrægger), så kommer der fremmede. Ant. N., II. V. R.
da.etk.JAT_03_0_01184
Knappenool å knyww ska kjærlihie fædryww, gafler å skier dænd atter ska fåraier. Ingeborg Christiansen. Sidste halvdel af verset har Hans Andersen, Sinding, og Ida Falbe Hansen sådan: men so/nool å skejer ska kjærlighied fåmejer. A. Bindesbøl har: guldringe og sølvskeer skal kj . . . .
da.etk.JAT_03_0_00549
En mand fortalte mig en dag følgende: Da der var skabt alle slags folk, manglede Svenskerne. Men så en dag blev Moses så vred og slog med sin stav så hårdt på en kokase, at der sprang en skikkelse som et menneske op der af, og det blev til en Svensker. Han og hans afkom var al tid i vejen for andre mennesker. Derfor er Svenskerne så ilde lidt, hvor de...
En stakkels bedragen husmand, Jens Olesen af Mørke, har til amtet indleveret en klage, hvorefter en bedragerske, Sidsel Rolundsdatter, der nu hensidder i Randers arrest, havde indbildt ham, at hun, da hun en nat havde sovet i hans lade, to gange havde haft besøg af en hare, der havde indgivet hans hest en drik, men da haren kom tredje gang, havde hun...
Der boede to Mænd i Sødover, og de var Naboer. Den ene hans Besætning var nogenlunde, for han passede hans Ting ret ordentlig, men den anden hans var dårlige, for det han var så slusket. Men Hovkrikker skulde de jo have, og dem havde de da begge to. Den Mand, der var slusket, han var misundelig på den anden, for det hans Besætning så ret godt ud. Så traf...
I Høgsgård i Nørre-Nissum var der for et halvt hundrede år siden en kone, der hed Ane Marie, og hun kunde gjøre store heksekunster, fortælles der. Hun var bleven vred på en nabopige, og så lagde bun noget, som ingen vidste bvad var, på vejen, som bun vidste, pigen vilde gå, men det gik ikke sådan, som beksen bavde tænkt, bendes datter kom forst over det,...
For en del år siden boede der en kone i Skibsted ved Bælum, der hed Listnette. Samme Lismette havde ord for at kunne hekse. Hun havde en søn, der, medens han var dreng, tjente på Vorgård som røgteren3 medhjælper. Samme dreng var nok ikke altid fri for at være næsvis og skjødesløs, som drenge undertiden kan være, hvorfor røgteren somme tider truede ham...
En vinter, da Præstø Jjord var tillagt med is, gik en af byens borgere med sin bøsse ud på isen for afprøve, om ban ikke kunde være så heldig at træffe noget vildt, et stykke råvildt eller dådyr, der forlystede sig over isen fra de omkring fjorden liggende skove, for dyrene tilhørte nok herremanden på landjorden, men ikke på isen. Den gode borgermand gik...
I Funder by levede der en gammel kono ved navn Gjertrud i en lille hytte, sammen med bendes barnebarn, en lille dreng. Hun havde flere gange ladet sig forstå med, at hun kunde hekse, og til Kristen Pedersen, der har fortalt dette, har hun en gang sagt, at det var så rart at omskabe sig til en hare, for få kunde man så prægtig narre skytterne. En dag var...
På Bástriq) hede ligger Tinghøj, og vi kan mindes, at der er blevet 4 henrettede på den. Forst en mand og hans stifdatter fra Balling. Han havde giftet sig med en enkekone, også lokkede han bendes datter. Da hun havde faet barnet, tog de livet af det. Konen tog sig det ikke nærere, end at bun gik hjemme og vaskede klæder, den dag hendes mand og datter...
Stenen over døren i Nødager kirketårn er sat der til en amindelse om en junker Niete Mår (eller efter andre Niels Høeg), som boede på en gård øst for Stabrand, kaldet Tolstrupgård, og hans broder, Jonas eller Jens Mår, der boede på en gård ved Mårup. Dem, der kalder den ene Niels Hoeg, de taler da ikke om broderskabet. De var vældige jægere og agtede...
Under Bålsbjcerg udi sydvest ligger en liden by, som hedder Baby, udeu tvivl så kaldet, fordi der i fordums tid har været en temmelig god jagt der omkring Bålsbjærg med rådyr, harer, ræve og andre smådyr. Sydvest derfor ligger en liden høj, som kaldes Stumpehuld. Derudi haver været et spøgelse, som hed Stumpepilt. Så haver det sig en gang begivet og...
Hr. Nobel (o: Hans Hansen Nobel f 1756) eller, som han altid nævnes, Junker Nobel lever endnu i Folkemunde som en lidenskabelig Jæger. Når der om Aftenen høres Sus i Luften, siges af og til, at det er Junker Nobel, der til Hest farer af Sted på Jagt. Endogså hans Død sættes i Forbindelse med hans Jagtiver. Han jog en Hare, og den smuttede ned i Lyndelse...
Leverrim. 1. Til den gamle vestjyske skik, at man skal rime, forman spiser lever, knytter sig mange små rim, der es af flere forskjellige. No vil a riim, gid ålld mi uvenner hænnd i en griim, a den \vå aw lejer, atten all op i æ væjer. Næ så æ griim gik i stokker, så fol åll mi uvenner nier å glemt al djær nokker. De to sidste linjer har jeg også hort...
Der var en gammel kone, der boede på Bredkjærx Hove til sidst. Hun var enke, og alting gik tilbage for hende, husene faldt ligefrem ned, og hun var i den største armod, endda hun var en ægte troldheks. Men a tror ikke, det giver nogen næring til folk. Enten hendes gård var under præsteembedet, eller den gjorde hoveri til Bøvling, det véd a ikke, men nok...
