Ved Ringe kirke er en kirkehest, ved Kværndrup et kirkelam. Det har så lang uld, at den slæber efter det. Når dette lam kom og vendte sig for en sygs dor, så vidste man, at han døde. P. Jensen.
Ved de fleste kirker går der sådan et elier andet dyr og spøger og varsler i sognet for dem, som snart skal dø, det kommer da og henter dem, det vil sige, kommer og vender uden for doren og går så igjen. Disse gjenfærd af dyr er kommen deraf, at man har indmuret et levende dyr i eller under kirkemurene, da kirkerne blev byggede. Kværndrup og Gislev...
Det kunde ellers også ses på kragerne, der sad i eskene om Kvænidrup kirke, fra hvilken kant de første døde vilde komme, nemlig fra den side, mod hvilken de vendte hovedet og skreg. P. Jensen.
I Kværndrup kirke er der et kirkelam. Det ser ud som et almindeligt lam, kun med den forskjel, at det har så lang uld, så den slæber efter det. Det har sit leje over en af kirkens hvælvinger ved «det lille stanghul. > Her tik det forhen rent halm til sit leje hver lille-iuleaften. Mette Degns havde i sin tid den bestilling at bære halm op til...
da.etk.DS_02_H_00028
Al jord skal mod verdens undergang blive udstykket i ene kålhaver. Mod verdens ende skal folk blive så rige og så forfængelige, at de ikke véd, hvordan de vil klæde dem, men de skal dog, inden verden forgår, blive så fattige, at de skal komme til at fæste deres klæder sammen med torne. Der skal inden verdens ende blive så stor en krig, at både...
Ved vestsiden af Kværndrup kirke sidder et ansigt, omtrent en alen fra jorden. Det skal være et billede af helgenen st. Laurentius. En gang har det siddet oppe mod enden til, men det er sunket mer og mer, og når det nar jorden, forgår verden. p. j.
På vestsiden af Kværndrup kirke er der i en grundsten udhugget et menneskeansigt, der sidder omtrent en alen fra jorden. Niels Hjulmand i Kværndrup fortalte derom, at det var et billede af st.-Laurentius (kirken er en st.-Laurentius kirke). Man fortæller ellers om dette ansigt, at det tidligere har siddet hojere i muren, men bliver ved at synke, og når...
Osten for Trunderup ligger en skov, som kaldes Nord torp. En kone ir& Kværndrup gik en gang herud for at malke til middag. Og da hun ikke bavde gået i kirke efter en barselfærd, var der noget inde i skoven, det lignede mest et langt, hvidklædt menneske, der lagde armene, slåene i lås, på skovgjærdet og råbte: «Skynd dig, du hedenske kvinde, det er...
Det er ikke godt at spinde om helligaftenerne,, heller ikke loverdag aften. En pige, der spandt en sådan aften, så et spøgelse strække tre gloende fingre ind ad doren, idet det sagde: «Se, det fik jeg, fordi jeg spandt om løverdag aften !;> P. Jensen, Kværndrup.
Vorherre havde en gang lovet Djævelen, at han måtte råde på jorden i den tid, da der ingen lov var på træerne, men for at han så ikke skulde få for meget råderum, indrettede han det således, at de små bøge beholder bladene vinteren over. P. Jensen, Kværndrup.
Det såkaldte Adamsæble (luftsrørshovedet) kom frem på den måde, at da Eva gav Adam af den forbudne frugt, spiste han jo også deraf, men kom for sent i tanker om, at det var synd. Han greb sig vel med hånden om halsen for at standse en mundfuld, og den blev også siddende som en fremstående knude, og efter ham arvede så alle mænd Adamsæblet. P. Jensen,...
Marren er én, som man ikke kjender, men dog på en måde er elsket af. Det er mange gange let at hore, når marren kommer, man kan høre, den sætter sine træsko og går op i sengen; men vil man blot vende ryggen i vejret i sengen, så går den igjen. Marren vejer efter kyndiges sigende omtrent ved en sæk hvedemel. Når den, som sover hos den, der bliver...
Æggene, som snogene lægger, siger man, at tusserne ligger ud. P. Jensen.
Der var en gang to karle, som lagde sig på en åben plads for at sove til middag. Den ene var allerede falden i sovn, da den anden så en stor hugorm komme hen til den sovende og lægge et stort gront blad lige på hjærtekulen af ham. Derefter lob ormen bort igjen. Men den vågne karl skjonnede nok, at det gronne blad kun var et mærke, som ormen lagde på det...
Henne i Rerringe sogn blev beboerne en gang enige om at ville søge at få udryddet alt det kryb, der var i sognet (o: rotter, mus, hugorme, snoge o. s. v.), og da der til den tid var en klog mand i sognet, henvendte de dem til ham. Han var også villig til at besorge det væk, men han stillede flere betingelser. Således forlangte han først, at beboerne...
I gravene omkring herregården Soby-Søgård er der en fæl stor lindorm, som arbejder på at få gården undergravet, så at den kan synke, hvilket også vil nå sig en gang ved juletid. De gamle herskaber har derfor heller ikke villet bo på gården til hojtiden, fortæller man, men er rejst anden steds hen. Undertiden bliver vandet i gravene tykt og plumret, det...
Henning skytte skod en gang en lindorm på Lindhjær mellem Sandager og Ryslinge. Straks, da han så ormen, blev han bange og gik baglænds, men gled da i noget kogjødningog faldt. Ormen, som med oprejst hoved havde fulgt ham, lagde sig også stille. Henning gjorde igjen mine til at rejse sig, men nu begyndte også ormen at krybe. Langt om længe fik han bøssen...
I Ringe so, som nu næsten er groet efter, var der for nogle år siden to lindorme, en gammel og en ung. De kunde brøle så hojt, at det kunde høres lige hertil, og det er dog en mil. Hvor den gamle lindorm blev af, véd man ikke noget om, men den unge blev skudt. Den blev nemlig så næsvis, at byens folk forenede sig om at ødelægge den. Senere har der nok...
Der var ved en af herregårdene her i det sydlige Fijen en lindorm, som havde taget ophold i et hult træ tæt ved gården. Når malkepigerne kom her forbi med mælkespandene, havde den for vane at gå ud af træet og hen til spandene, hvor den da drak så meget mælk, den vilde. Man turde nemlig ikke forstyrre den, da den så kunde blive farlig; men når man lod...
Ved præstens Viemose (Vidjemose) ved Fravde præstegård, stod en manepæl, fortalte Ma Drues, men hun skulde nok vogte sig for at rykke i den, for så var hun bleven der. Hun horte tit ligesom et barn græde derude, og undertiden hørte hun en susen i luften og ligesom noget, der sagde: «Grav! grav!» Ma Drues har tydelig set, at pælen rokkede, og en ravn...
