Når arbejdsfolkene går fra kirken, efter at den er bvgget færdig, det første de da møder, det skal graves levende ned. I Mørke er der gravet et lam ned. På Torsager kirkegård lige så. De kan somme tider se, det render og Lopper. I Bregnet er det en hest, og den har også nogen set. Maren Knudsdatter, Uglbølle.
Midt imellem Gjetrup og Randrup skole ligger der en stor bakke enlig for sig selv vesten for vasen, det er Hjælpensbjærg. Der siger de, der skal sidde et guldskib, og når Danmark er gået så rent i armod, at der er ingen råd på nogen måde, så kan skibet graves ud, og det kan klare det hele. Men for den tid er der ingen, der kan grave i bjærget. Jansen,...
Om Gjebjærg (Gedebjcerg) i Volstrup sogn fortælles, at der skal ligge en &kat begravet i en kobberkiste, som nogle mænd fra Ølcsenliede en gang gravede efter. De gravede i flere dage og fik kisten så højt, at de havde fat i det ene håndtag. Da udbrød den ene af mændene: <Nu får vi den!" Så gik håndtaget af kisten, og den sank dobbelt så dybt, som...
Nar de graver kjelder i Nordby, synger de, idet de kaster jorden fra afsats til afsats: Der gik én, hurra for én, én og est der gået, ja, mer end til bekom, hiv en op med sang, for hundred er så lang. Under afsyngelsen af dette kastedes seks spadefulde i vejret. Derefter begyndte man igjen: Der gik to o. s. v, og når man havde sunget 100 vers (altså...
En gammel sømand fra Strandhuse fortalte mig. mens jeg var hjemme i Narre -Bjært, at der i hans barndom Var skov fra N.-Bjært til skovmøllen i Kolding, og man kunde gå bele den strækning fra gren til gren i træerne. Der var sa tæt med skov langs med brodderne af Kolding fjord både mod syd og nord, at der næsten ikke var ea bar plet at finde. Graver Chr....
En Klitbo gik nede ved havet, og da ser han en smørfjerding, der driver nede i havstokken. Han får den i land, men så skiltes den ad. Smørret vilde han jo nok have bjærget hjem, men havde ingen ting at bære det hjem i. Endelig kommer han i tanker om, at han jo er i to par bugser og kunde godt trække af de underste og bære det hjem i dem. Så når han også...
Nede i Tyland brugte de, når de byggede et nyt hus, for at forebygge uheld, at få fat i en hugorm og komme den i en gryde og så komme tre håndfulde af hver slags fødevarer af hvad der var i gården ned ved ham, og så blev der lagt et stenlåg over den. Den gryde skulde så graves ned i huset. De kunde høre den synge der nede i jorden 10 år efter. A har hørt...
For Blegsot fik jeg det Råd, at vi skulde tage for 10 Øre Safran, og det skulde kommes i en Pægl Brændevin, og så skulde den Flaske graves i Jorden efter Solnedgang. Der skulde det stå i 24 Timer, derefter tages op, og nu skulde jeg af denne Vædske have en Spiseskefuld fastende hver Morgen. Det var min Bedstemoder, der gav mig det Råd, og hun hjalp mig...
Et lille Stykke sydøst for Ølsted Kirke, vel en 1000 Alen fra Kirkegården, i Bredemade har der været en hellig Kilde, som var meget søgt af syge Mennesker. For sondre Ende af samme Eng har ligget et Slot, der kaldtes Dueholm. Det var sandsynligvis en gammel Røverborg, hvortil der var Sejlads op fra Horsens Fjord. Når man graver lidt ned i Engen, kommer...
Det første Kreatur, der kom på Pladsen, når de fik begyndt at lægge Grund til en ny Kirke, det skulde graves levende ned, og det blev Kirkens Liglam eller Lighest, og det skulde varsle for, når nogen skulde dø. For at vide, hvor Kirken skulde ligge, skulde de have et Par løbske Heste spændt for en Sten, og hvor de standset, der skulde Arbejdet begynde,...
En Mand, der hed Just, stod og grov Overtørv her ude ved Røgild Krat. Da han så graver ind under en stor Egebusk, kommer han til en Vældt Hugorme. Dem skytter han ikke om og render til Side, men vil dog have nogle flere frem og pirrer atter ved. Da kommer der én, som er hvid, og den gav sig efter ham. Han var en stor, kraftig Mand, men løb dog nu ned...
Lars Møller i Vennebjærg kjørte hvert År to Læs Digetørv (Tørv, der graves af Agrene) op til en Høj, der lå lige vesten til Gården og lagde dem oven på den. Der havde været tre Høje, men den ene havde han ført ud. Så blev der sådan en Mængde Tusser i Gården, de Folkene kunde ikke være for dem, og for at blive fri for dem var det, han lagde de Tørv op....
Norden for Kyge ligger et stort Bjærg, som kaldes Kyge Kuld; samme Steds siges der, at skulle været en Jættestue udi gamle Dage, eftersom Hullen udi Stenen er endnu at se. Allerøverst på samme Bjærg begyndte én at grave efter Kobber eller andet sådant, og som han havde gravet en Dag, kom der en Røst til hannem om Natten og sagde: »Dersom du graver mere...
Der er et sted i Snævre, i Bjærgby, de kalder Maren Egholms hul. En kjælling, der hed Maren Egholm, var anset for en heks og gjorde så mange anstalter og lede kunster. Så blev folk kjede af hende, og hun blev dømt til at tromles ihjel i en pigtønde, og så skulde huu graves ned i et hul der, hvor øgene blev stående med hende. Hun blev så gravet ned på det...
En skruptusse graves ned i en myrebo og ligger der, til alt kjødet er gnavet af den. De ben, der nu er tilbage, skal gnides i pulver og gives en pige i et glas mjød eller vin. Den karl, der giver hende det, vil hun holde af. E. T. K.
Der var en ung mand, som blev forelsket i en pige, der på ingen måde vilde have ham. Han svor da på, at hun skulde blive hans kone, og hvis ikke, vilde han ønske, at hans hoved aldrig måtte få ro i graven. Men da hun vedblev at vægre sig, bandt han hendes hovedhår fast til hans hestes hale og red hende således ihjel. På gården ligger et dødninghoved på...
For koldfeber tigger man et nygjort æg i Guds navn, pikker hul på det, lægger 13 peberkjærner og 13 af sine egne hår deri og graver så ægget ned i jorden. Eftersom det opløses, svinder feberen. j. m.
I Hassing, ikke langt fra St.- Tcgers kilde, findes en dal, kaldet Troldgab, og en høj, Troldhøj. Nogle mener, at det skal være Trollesgab og Trollesbøj, idet en anfører, Trolle, i en af svenskerkrigene med sin trop blev nedsablet der. Han skulde så være begraven i højen, og denne da have fået sit navn. Til bekræftelse herpå kunde for resten tjene, at i...
Der er en høj tæt norden for Hjørring, de kalder Stovhøj; der var dragen i. Den rugede over en jærnbeslagen kiste med en ring i hver ende, som stod fuld af penge. Men den skulde graves op tiende. De blev ved at grave så længe, til de kom til dragen, og så fløj hun ud med de ord: "Dersom a må int i Stovhøj blyww, så skal di mæ aldrig a Goorbo sø dryww."...
Der var en mand, der hed Mærgård, og hans kone og han de fulgtes ad fra kirke og hjem, de skulde have boet nede ved, hvor Povl Smed nu boer. Så kom der en bitte krumme strid imellem dem, og han kom til at give hende et slag, så blodet kom af hende, og hun døde af det. Han tog nu af blodet og skrev i hendes salmebog, og så tog han sig selv af med livet....
