Der var en bitte plantage til oster fra præstegården, og der vilde somme tider én komme og hugge et træ. Præsten havde en mand mistænkt og fik ham så op i præstegården. Men forst havde han gjort aftale med en anden mand, at han skulde gå ud og hugge en okse fast i et træ og holde på oksen, til han selv kom. Da nu den anden mand var kommen til...
Der var et lille Korn galt et Sted i Guldager, lav a var hjemme. Manden kaldtes Morten Tyrk og var en skidt Person, vi Born var så bange for ham. Når der kom en Høne på hans Landeri, så sagde han: »A skyder den, så kan I få æ Stumper.« Han og Konen kunde ikke komme til Rette, a har set, hun har fået Hug af ham i hendes bare Ende, og han plejede at sige...
A har tjent i Kaspergård i Ribe, det var tæt ved Slottet, og i den Gård skal Kongen have boet. A var der kun en Sommer, og så lå a jo ved den anden Pige om Natten. Først lå vi oppe i en Sal, men så kom vi ned at ligge i en Stue, hvor der også var Rullestue, og a lå forinden i Sengen. Udenfor Døren var der en Trappe op til Loftet. Der kunde vi så høre,...
A har tjent et Sted, hvor der blev én nedmanet. Det var i Morten Bjærgs Gård i Gjesing, Brøndum Sogn, og der var a i tre År. Dether Gjenfærd kom hjem til Gården om Aftenen og gik op på Loftet, og der blev nu sådant Dumleri der oppe, men hvad han gjorde, vidste de ikke, for de turde ikke gå derop. Nu var de jo så kjede af det, og så gik de ned til Præsten...
Der var en Præst i Brøndum-Nebel, han var god nok til at præke, men ikke så dygtig til at mane, for han havde kun gået den sorte Skole halvt igjennem. Så blev han en Gang kaldt hen for at mane én der i Sognet; men Gjenfærdet slog Bogen fra Præsten. Han begyndte at læse igjen, men den blev slået fra ham anden Gang. Til sidst måtte de have Bud efter...
Der skal gå et Lys fra Brøndum Dam til Brøndum Kirkegård. Men jeg kan ikke fortælle mere om det, jeg véd nok, det snærper, men ikke, hvor det snærper ind. Karen Jørgensdatter Brok, V.-Nebel.
da.etk.DSnr_02_J_00051
Der hjemme i Guldager var a en Dag et lille Korn før Aften ude at gå med min Fader, og lige med ét, da vi går hjem ad, siger a til ham: »Det røger så grov ved vor Ovnskorsten.« Den var ude i Haven, og det var tre Dage siden vi havde bagt. »Å, sikke noget Trat,« siger han. »Kan I ikke se det, Fader?« siger a. Nej, han kunde ikke, og det passede ikke, for...
Min fader var fra Jævne, og han har fortalt mig om en gårdmandsdatter dér, som kunde malke andre deres køer. Det sagde hun og fortalte inde om aftenen. »Hvem har lært dig det?« sagde hendes fader. »Det har min aldernoder.« Så vilde han, hun skulde vise ham det. »Hvis a nu skal blive ved, så doer koen.« »Hvis er den?« »Det er vor nabomands.« »Ja,...
Go tåwwle å ta ed åwwle å strt/g- jawwnle, få de æ gawwnle. Siges om hosten. Niels Lynderup, Brejning.
da.etk.JAH_01_0_00159
Her i Rugsø siger de: Ma^'en, tæ^'ern, hæ/ern, spajen. Vel doont go ud æte nia/en.
Ka do er' go wd å hendt mæ mit ]yiv, dær hænger UUd i logabet. luger Marie Jensen, Kjølsen.
Han or vildøv: vil ikke høre; pajer: tøjsko; tromplinger: håndsten og noget større; knuptørvjord: lav, sid jord; no goer do o di øngst bien : er ung endnu.
Næe vi fo fastelavn o bagen, ska vi te å go i seng ve dawen. J. A. Jensen, Balle.
Vi siger om den pige, der kan strø sandet på gulvet smukt, at hun også dandser smukt. P Jensen.
Når én drikker lærkeæg, bliver han god til at synge, det forstår sig, de må ikke va re kogte eller rådne, og det må helst være på fastende hjærte. A. E. Jakobsen.
Xe mæ go dæ jænn wej ej e ste § dæ nån wej uk. så to mæ djer hønslok. J. M. i.
En gammel kone i Ulvborg, Anne i Anholt, sagde, når hun kom ind for at tigge: Go á&w i då, ved i nåwe rå? komen ud te slawiten i dà. e. T. K.
Walkummen hjem 1! a ha et sit dæ siin i goer 2. Du gor imæld 3, 4 å slajre 5, go no end 6 a bestel nood 7 fa fojen 8. Guj hjælp mæ 9 å dæ mæ 10; i muen 11 skal a tæsk da^ 12. så do skal e^ kryyv 13 fræ mi fædder 14. De buur mæ 15 å go te kroers 16 mæn do gor 17 å dreArer 18 å sladrer 19, te Dæwlen søÆer i dæ 20. H. P. Nielsen, Sejling.
