Dænd føst bak, vi komme te, næe vi goe fra Wåstrup te Tuerop, heje Skattenbjørre. Hæe ær æ endt råert å go om natten, få dær æ fleje, dæ hå sit i stowe sart hund mæ en lang glowi rød tonng hengi laivnt ud ow halsi rænd omkreng hæ. Han rænde hen å wæji å rænde tesist ud i e kjær, som æ dæ. fr. poulsen.
De hå hæt let mæ væ;'ret: er blevet lidt bedre; dær æ roskav ve et: rosomhed; mi fåer go båwwneng te Sofiendal (Vengegård): hovarbejde; dænd hå lø ui po marken: er bygget på marken; kchven hå ståndt åpo flir pælle: stået på fire søjler
Her i Rugsø siger de: Ma/en, spa/en, spaden, tæjern, bæ;'ern. Vel doont go ud æte ma;en. Kulden æ slemm. A hår it kund såww får kulden (o: for høste). Lærer Holm, Ørsted.
Tjenestedrengen sidder og spiser i mørke. Så siger han: Nå, no fæk a hæjsen smør nåk, no goer ed imod i nejes. Det hjalp, så fik de tændt lys. Han måtte jo ikke få så meget af smørret. Lærer Kr. Kjeldsen, Brahetrolleborg.
"We do wææ så go^-e å kom hæn te wås o tiisde å fo en bi ust å brø å så føle mæj te kjærk å hjæw ijæn å fo en skiifuld te di ojen, å så bløww dær så lænng, du SJæJ løjjster. Jakob Lykkesgård, Tørring.
Æ agger æ lonng, å æ træskur æ tonng, æ mælldmadder æ smo, å æ medassowwn æ fo, å ålldsamel jawer di o, en ska strææv å go, tejele åp å silde i sæng, te Fanden sku tejen i Tokhiict fa dræng. Gadbjærg.
A endda, mæ sølle dreng a ska tiile å mi seng ud å fløt æ væjer, di ajer hår ed bæjer. A so te æ swel mi maww dænd wa huel, a so te æ nø/, dær wa låndt te æ bo/', æ daww di æ låring, å æ træsko ær tånng, æ mælldmarrer æ smo, å æ målldtirrer æ fo, å hwær så sååi di, te a sku go. Borbiærg. M. Moller. Sir.
Min Bedstefader gik en Morgenstund lige i Lysningen og vilde op på Marken for at se efter nogle Kreaturer, og ved Siden af Vejen var der sådan en Banke. Da kommer der en bitte Dværg, der kunde forestille at være som en Dreng på en 78 År, og han havde en rød Lue på. Så sagde han: »Mæ bette But te Bassel goer.« Min Bedstefader svarte ham så: »Ja sågu gå!«...
da.etk.DSnr_01_0_00237
En gammel degn i Rostrup, der hed Iver, gik inde i skolen om vinteren i en skindtrøje og med bælgvanter på. Så en dag i vintertiden kom der en fremmed ind i skolen, og ha 1 beder god dag. Iver siger: »Go-daw,» måler ham med øjnene og siger igjen: »Hwa æ dehæer får en bette kloer?« Den fremmede svarede: »Jeg er stiftamtmand Pentz fra Ålborg.« ...
En aften, som Soren Skovs fader, der var spillemand og boede på Mariager mark, vilde ride fra Fjeldsted ned til Mariager for at hente nogle strenge, fordi han skulde spille til gilde den aften, vilde hesten, da han kom til Broddenhoj, ikke af stedet, og det var for ham, ligesom der var en mængde små sorte svin, der gryntede og puslede omkring ham, men så...
Når man kom ind et sted i Salling og havde hilst, sagde husmoderen: Væ så goive å go fræ æ der å sæt dæ hæn ve æ skyww å fo dæ en tor kaffe. Go så hæn te æ kåkel ii fo dæ en nøfuld warrm, ilav a gor ud å lawwer nøj te te di mælldmad. Lærer Mortensen, Jirandstnip.
Den står lykke for, dei forst om året ser: en flyvende vibe, en rendende stråndskåå, en standende stork, en drivende plov og en barfodet smed. Joh. Nielsen.
Byremse fra Birk v. Herning. A goer mi saen dæ neje, sa Wolle Skræje. De mo do mussel &t, s.t Kræn Fret, De æ bæst a folie væjen, så Niels Dæjn. Nej. Fanden rii mæ ær er ef, så Kræn M . . Da trower a sku de, så Anders K . . Ja pænnedo ær e så, så Pe P . . Dæ ka væær en nottebene om de, sa Anders U.. A, I er pennedø no æseler bwæjæn, sæ gi. Pe...
Go dav! Tak! Hvor æ do fræ? A æ fræ AVonng. hvor æ dawv æ lonng, a æ træsko æ tonng, à æ mældnuwie æ smo à kvons fo, spiset let ft ekke tit, tiele op à silde i sæng, skam sku die tien få dræng. Vejle-eguen. Nik. Chr.
I Ajstrup, Yindblæs sogn (Gjerlev herred) har der vel været mange hegse, men endnu flere har der været i Norup i samme sogn. Ajstrup tyv å Nårrup hegser hed det. Ajstrupperne var slemme til at stjæle og ellers i det hele nogle hårde karle: Ka a go igjemmel Ajstrup uskjænd, så ka a go igjemmei Helvede ubrænd, sagde de. Ajstrup ligger nordostlig i det...
Dawen æ lonng, å træskun æ tonng, mælldmaderen æ smo, å a hå få londt å go, tit for a ow en hæsselståk, ålder kan a bestell nåk, tiile åp å silde i seng, hier skuld da Fanden tien få dræng. Peder Johansen, Mos Sø.
Jit stæj bagtes dær om nætten, å så kam Wøens jægger å låå sæ ve owwnsmondingen, få ban sojt aldti te, hwå tlæ wa ild. Han vild it go dæfr«, få han fæk en teng. Så ga di ham bytø/ren, å dænd gang han ræjjst m<æ-en, brommet en fåfserdelig i loften. Så såå Woens jægger: Di haj it slawen dæm åpo munden, dæ hå gi dæm de ro. Johan Jensen, Mollerup.
Kanel c : næppe; o mi trennd sii : {om lejet i sengen) på min side; siitares: tørres langsomt; go i siibælld: i langdrag; å buddi: danne lerkar til med en flad sten, inden det brændes; å flægger sæ end mæ jæn: indsmigre sig, gjøre sig lækker; stowwlenger å tremlenger: forskjellige slags potter; spændsk: storagtig. Fjends herred.
Der var en mand her i Visby, der hed Snøvle-Jakob, han var på sognet. De lagde en forfærdelig mængde børn til, men de havde engelsk syge allesammen og døde, det ene efter det andet. En tid havde de dog en del levende. Da konen skulde have det syvende eller ottende, bebrejdede en af sognets beboere ham, at de fik så mange børn, og han kunde ikke fbrsørge...
For en 50, GO år siden hjalp alle bønderne i Er rindlev præsten med at kjore hans gjodning ad, og så fik de fri beværtning og deres nadver til sidst, men der var ingen dands. Det sidste læs kaldtes skraben. Det blev dækket over med grønne grene, særlig hyldegrene, for dem var der jo nok af omkring kirkegården, og så blev der læsset sa mange møgbrydere...
