I Lacletund på Vestre byes mark sees ofte om sommeren fire store lys ligesom kulmiler, men kun i frastand, i nærbeden er intet at se. Sagnet fortæller, at en fader med sine tre sonner i gammel tid der hostede korn, og medens de sad ved meldmaden, begyndte sonnerne at anmode faderen om at gjøre skifte med dem, og give enhver sin part. Da han ikke vilde,...
For mange år tilbage var der i Brede sogn en halvtosset uhyggelig person, som man kaldte Heldrengen, fordi han næsten hver nat gav møde på kirkegården for at følge 1 i em til graven, der snart skulde dø. Mange gyste ved at se barn komme, for han kom ikke gjærne uden som varsel om noget ondt. Ofte gik han stiltiende ind i storstuen og mumlede, idet han...
da.etk.DS_02_H_00283
På Ti celleborg fælled i Brede sogn kan ingen have heste eller kreaturer tojret; de støder sig løse hver nat. To mænd kjørte derud en tidlig morgen og så ligesom et dodt helmis ligge tværs over vejen. Både heste og folk blev forskrækkede, men så forsvandt det. A. L.
«Tønder skal forgå, men Rørkjær blyw en staj så goi!» dette er velbekjendt ber. Når en rod stud kommer svommende og ser ind ad glambullerne på Norre-Lygum kirketårn, da skal verden forgå. A. L.
Twi sætter a mæld Dæwleu å mæ! du gjor di fenger få brejj å di to få lang. Da skal a bennd dæm i en selketro, så jomfru Marri, å så vel a si å den dæwe\, dæ ska gjø mæ nåwet. I jomfruens nawn. Araen! A. L
Pastor Lavtrup i Ensted ved Åbenrå havde en gammel jysk tjeuestpige, som hver aften hojt bad følgende: Hwar awten, a te senge går, fjåwten Guds engle om mæ står, tow ve mi hojem, tow ve mi fojem, tow ve mi hywer si i, tow ve mi venster sii, tow mæ væk, tow mæ dæk, tow mæ væj viis te den evige paradis. A. L.
Mod mareridt er det allervigtigste at skrive på senge lågen tre såkaldte marekors. Hvert kors dannes ved at skrive en streg ud i ét, således at den danner 5 spidsvinkler, og det hele kors har form som en femoddet stjærne. a. L.
En mand fra Vollum fortæller, at hans bedstefader en gang lå i fugled (o: for at skyde ænder). Da kom der en ulv til ham, som holdt sig nær til. Men han kunde nok mærke, at det var ingen rigtig ulv, mcu en varulv. Hver gang, han pegede efter den med bøssen, blev den stående, men lod han den synke, kom den nærmere, og således plagede den ham hele natten....
Varulven rev får og kalve ihjel og pinte køer, så blodet kunde løbe ud af yveret på dem. Der blev en gang et lam henne hver dag for byens hyrde et sted, og folkene mente, at det var en ulv eller ræv, der gjorde det. Men konen troede ikke manden ret og hængte sit gamle røde ryes skjort over et lam. Hun passede nu selv på, at de alle kom vel ind, men et...
En gammel præst i Emmerlev ved Hbjer ved navn Holst, skal have fortalt konfirmanderne, at de nedmanede stundom påtager sig skikkelsen af en Natravn og flyver omkring i luften. Pælen havde efterladt et stort hul i højre vinge. Træffer det sig nu sådan, at nogen ser solen igjennem dette hul, han kunde herefter se alt, hvad der ellers var skjult for andres...
Ved åbredden mellem Brede og Agterp lå en mand, der var i fugled, som man her siger, for at skyde vildænder. Som han der ligger og lurer, ser han et kvindfolk komme farende med langt udslaget hår og skrigende: «Red mig, red mig!» Efter hende kom en mand til hest, som så river den jamrende pige op på hesten til sig og iler bort med. a. L.
Nissen eller pugen fik jo al tid smor i sin søde boghvedegrød, og dersom det ikke glemtes af husmoderen, så bragte han huset lykke og velsignelse i al verdslig henseende. _ Men smorret spiste han ikke, nej, det gjemte han for deri at stege deres sjæle, som han havde stået i forbindelse med i denne verden. A. L. 80 B. Nisser.
En mand i Stybbæk havde en puge. En gang, da han fik vel tidlig opfodret, kom pugen hver aften og bragte et helt læs ho, som han stjal fra en anden mand, han ej kunde lide. Når han kom med hoet, så det ud, som om hele massen af sig selv trillede hen ad vejen, men pugen sad midt inde deri og råbte uophorlig, til hvem han modte: «Lakisse, lakisse!» og...
Farer nogen vild i skoven, er det eliefolkene, der lader én gå vild. Man skal da vende et klædningsstykke avet. A. L.
da.etk.DS_02_A_00136
I krattet ved Haverslund var det fuldt af ellepiger, og i byen boede en mand, som havde en smuk son ved navn Tammes (Thomas). Ham havde eliekvinderne et godt oje til, og når han sildig om aftenen drev kvæget ned i folden, hørte han på deres sang og spil og så' på deres dands. Tit blev han længe borte, og så skjændte faderen på ham, men hans længsel...
For nogle år siden kjorte nogle gårdmænd fra Solsted til Tønder med korn i den tidlige morgenstund. Lidt henne så de alle en skare småbitte folk komme til vogns fra en fjærntliggende høj. Det syntes at være flyttegods, de førte med sig. Vogne og heste var i forhold til folkene. A. L.
"Xo ær æ så gammel som ti skov' omhuggen å opgroi, men aller har æ se en fruu i et æggeskal bruu." o. s. v. Den kloge kone vilde have puttet skiftingen i den glohede ovn, men konen i sengen bad for det. Så kom bjærgkonen: "Her har du noget til svob til dit barn," sagde hun og gik. Men svobet bestod af et væv af purt guld, besat med ædle stene. a. L.
En at min moders piger, der var fra Henne, bar fortalt, at et par forældre der i nærheden havde en søn, som var stum, og som man holdt for en skifting, men som i meget var klogere end andre folk. Når hans fader t. eks. vilde så eller forrette andet markarbejde, og derfor tog seletojet ud af stalden, slæbte den lille det ofte ind igjen, og stundom...
Et par mænd gik en aften fra Mogeltonder til Tønder og så da en lille kulsort figur komme frem af jorden ikke langt fra dem. Straks derpå kom to lignende skikkelser, den ene fra øst, den anden fra vest, og disse tre begyndte nu en underlig dands et stykke fra jorden på den jævne mark. Da den havde varet ved en stund fløj de to atter mod hver sit hjørne,...
Min mand, præsten Jessen i Vedsted, lod en stor høj på præstegårdens mark gjennemkaste for at finde oldsager, som dog ikke fandtes. Adskillige frarådede det som farligt, da ingen levede længe, som gav sig af med sligt. Året efter blev min mand syg og døde, og vist nok tror adskillige, at højens gjennemkastning har været årsagen. A. L.
da.etk.DS_01_0_00583
