Der var bjærgfolk i et bjærg, der var der oven til Søndergård. De forbyttede et barn derfra. Han var i en gård nør i byen og en sølle stymper allé hans dage. Han lignede også en dværg og gik i skywter (skjorter) al hans tid. En gang var der bryllup i højen, og da kom bjærgfolkene ind til Søndergård om natten og tog et og andet. Lars Spillemand, Gjøtrup.
I Torpet i Saltum var en kone, som havde fået et barn forbyt og fået en dværgedreng igjen. Det var en føjting eller vanskabning, der var skjæv og avet på fødderne og så meget ussel med snak. I den gård turde de ikke sætte en gryde på ilden uden at korse den. Gryn og mel og slige ting korsede de, når de satte det fra dem. Lavst Kristensen, Jetsmark.
En kone lå i barselseng. Så var der kommet noget troldtøj og havde forbyt barnet. Da hun blev vågen, kunde hun mærke det og sagde til pigerne, at de skulde lægge barnet ud på moddingen. Da de gjorde det, så lå hendes eget barn der, svøbt som det havde været i vuggen. Hun havde gjort kors i panden på det. Anders Højbjærgs kone, Havlund.
Lindebjærg Bjærgmand var en Gang ovre i Besøg hos Yllebjærg Bjærgmand. Men da han så drog tilbage, fik han hans Vanter forbyttet, og da han så kom hjem og kunde se, det var YllebjærgMandens, han havde fået byttet, tog han og fyldte dem med Jord og kylte dem så tilbage, og det samme gjorde så Yllebjærgmanden med dem, han havde fået. Så rystede de begge to...
Ved en Gård, der ligger nordvest for Hald By, var der Ellefolk, de boede ved en Vildkjelde vesten Gården. Folkene så, at det var nogle små hvide Dukker, der dandsede runden om Kjelden. Der var tre Hold Børn i den Gård, og i hvert Hold var der et Par Stakler. Det var Snakken, at de var blevne forbyt af Ellefolkene. Disse Stakler var så svært gode til at...
Der var et Barn i Harre blevet forbyt. Han vilde så gjærne have Pølse. Folkene vilde gjærne have at vide, hvad det var for en én. Konen blev rådet til, at hun skulde koge en spæd Gris til ham. Det gjorde hun. Så sagde han: »Nu er a så gammel, te a kan huske, der har været Skov og grøn Eng, som Harre og Hjerk Kirker står, men aldrig kan a huske, te a har...
For nogle Folk oppe i Vennebjærg blev et Barn forbyt. Det græd altins, og Konen vågede over det og døjede svært med det. Det groede blot med Hovedet og var så elendigt. En anden Kone rådede Moderen til at give Agt på det, når hun gik ud. Da hun så gik ud, lo det ad hende. Så gik hun ind igjen og gav ham dygtig i Røven. Da kom Bjærgkonen .... Kristian...
Vættelys brugte de gamle at svøbe ind i nyfødte Børns Svøbelister, for at de ikke skulde blive forbyttede. De kan også lægges på Bunden af Vuggen. Mange endnu levende Personer har haft sådan en Sten i Svøbelisten. A. c. Poulsen.
Der skal hver Nat brænde Lys hos det nyfødte Barn, indtil det bliver døbt, at underjordiske Folk ikke skal forbytte det, ti i så Fald bliver det en Skiftning o: på Sjæl og Legeme vantrevent. I et Barns Svøb må indsyes et Vættelys, for at Vætten o: en Underjordisk, ikke skal tage det. (Beskr. af Vigerslev og Veflinge.) J. F. Boesen.
Der var én her nede i Tåstrup, de troede var en Forbytting, hun så jo ikke svar pæn ud og kunde ikke snakke, var heller ikke svar stor. Om Natten, når de andre gik i Seng, så rejste hun sig og lå på Gulvet og legte med deres Træsko. Så rå hun kunde komme ud, så gik hun hen til en Høj tæt ved Gården, og der lå hun. De havde derfor hende bundet ved...
Et Barn blev døbt, lige strags efter at det var blevet født, for at Troldene ikke skulde bytte det. I det Hus, der ligger imellem Lungsholm Skov og Tågerup Kirke, var en Dreng med et Hoved Uge så stort som en Skjæppe, og Folk sagde, at han var forbyttet. Han stod almindelig uden for og rev i Pilene, når vi gik til Højbygård til Hove, han stod der evig og...
En Mand og en Kone gik og høstede. De havde et Barn med dem, og det satte de ved et Neg. Da kom der en Ellekone og forbyttede det. Den Gang Konen kom hen og vilde give Barnet Patten, kunde hun forstå, det var galt. Så kom Manden og gav det af Strygestikken. Så blev Ellekonen gal og kom igjen med det rigtige Barn og sagde: Hun havde ikke sådan været ved...
Der var et par folk i Harre, som havde et barn, der ikke voksede af stedet. Så tvivlede de nok på, at deres barn var forbyttet. En gang, de havde slagtet en gris og havde kommet hovedet i en gryde, så tumler dether barn der framme og ser hovedet i gryden. Så siger det: "A kan håww løw å grønt græjs trej gånng, hur Harre å Hjærk kjærker står, men en sådan...
Fortællerens fa'rmo'r har opholdt sig i den by, hvor folgende skete: En mand og en kone i Fæsted, Hygum sogn, havde et barn, der blev forbyttet. Barnet, som var lagt i steden for, fandtes liggende på en stol, rullet sammen som en hund. Det var vissent og slantent, med sære store øjne. De havde det i flere år, men så mente nogle, at hvis konen vilde af...
I min barndoms dage fortalte man meget om bjærgfolk. Mange havde set dem dandse runddands oven på jorden, og deres mange små børn legede, mens de gamle dandsede. De havde stor lyst til at forbytte folks børn, og det var ikke nemt at blive af med sådan en bjærgknægt igjen. Han skulde klædes nøgen og lægges ved udgangsdørens dørtræ, samt dernæst rubbes...
Der var en gang nogle folk, hvis lille barn var blevet forbyttet af de underjordiske, men de vidste ikke af det. Så var det en gang, at konen gjærne vilde i kirke, og hun bod da tjenestekarlen et stykke tøj til en vest, når han vilde passe barnet, mens hun var borte. Det vilde karlen da nok, meu så snart konen var gået, siger barnet til karlen: "Det skal...
For et par menneskealdre siden fandtes der i Dagbjærg et tosset menneske, der gik under navn af SølleJens, og som troede at være et bjærgmandsbarn, der var blevet forbyttet. Når man spurgte ham om, hvem hans fader var, svarede han altid med sin langtrukne stemme: <De vé a et, men mi farbro bowe i æ Dojs (Dagbjærg Dås)." Men det, der vakte forundring,...
Her oppe i Rogen er et bitte mandfolk, det kommer mig for, han skal være død nu, men hvis ikke, kan han være over halvtredsindstyve år, og han gik og var fårehyrde. Han lob ikke efter fårene, de skulde nok lystre ham alligevel. Det menneske havde ondt ved at hage (sætte hagen op på) bordet. På Lerups marked så a en gang en anden bitte mand, men han var...
Der var en dreng vesten for Skibsted, hans fader kaldte de Kjååld-Jens, han kunde rende til og tage i benene af præstens bæster, og de kunde sparke ham langt hen, men hån skogrede kun af det og kunde ingen skade tage. Det var, for det han var forbyt. En aften var han kroben op på en hanebjælke, og så holdt søsteren forklædet ud. han skulde have at...
Der var en skifting i Dagbjærg. Han var en stor lang slamper og gik i en lang sløvkjole. Det var alt det ban kunde gå, han gik sådan og slingrede. De sagde alle sammen, at det var et forbyt barn. I hans tid brændte Dagbjærg by, og så blev han henne og var henne i lang tid, indtil byen var bleven bygget op igjen. Da han så kom tilbage, vilde de have at...
