Indtil for 50 år siden har man i Hjorslev, Otterup sogn, brugt at slå kors for hestene, når man havde fodret dem af. Karl Timmerman.
da.etk.DS_07_0_00868
I en Gård i Uglbølle kunde Konen se, at der gik en lille én i en krumskåret brun Trøje. Det var et Fruentimmer, og hun fulgte bag efter Karlen og gik op og ned, mens hans fodrede, og ind og ud af Hakkelsehuset. Det var nok en Nissekjælling, men Karlen mærkede hende ikke. Rasmus Hornbæk, Bendstrup.
da.etk.DSnr_02_B_00105
De havde en gang en præst i Alling, der hed Wenzel. Så havde han en pige, der druknede sig. De lagde hende på strå inde i en lade, og der gik præsten ud til hende om aftenen og spurgte hende om, hvorfor hun havde gjort det. Hun svarede straks, at han havde flere øjne end hans egne. Der stod nemlig en dreng i nærheden og var ved at fodre nogle kreaturer....
da.etk.DS_05_0_00824
I Anders Larsens gård i Elmelunde sad ofte en stor sort hund med røde øjne så store som tekopper, så karlene turde ikke gå ud at "fodre af." En mose lidt fra byen hedder Svends hule, her gik folk al tid vild om natten, og det skyldte de et gammelt får for, som gik der og spøgede. theodor jensen.
Nissen på Skjeld ved Vedsted gryntede en aften som et svin, da manden var kommen ud i stalden for at fodre hestene. Det sagde: «U, u!» men manden rendte i sin iver hovedet mod væggen og sagde: «Av, av!» Da lo det inde i foderbåsen og sagde: «Hahaha !» Så vidste manden, at det var gårdbukken, og gik rolig ind, for han vidste nok, at den sorgede for...
På en gård kom den afdøde ejer og fodrede kreaturerne hver nat. Han gik i sine daglige klæder og fodrede det alt sammen, men det fik intet foder alligevel. n. c.
Da der var kvægpest her i egnen, havde de hytter og jordhuller ude i skoven til de friske kreaturer, og bar fodring langvejs fra derud, for at de ikke skulde blive smittede. De måtte gå hele fjerdingervej for at fodre deres kræ. Peder Svane, Hornum.
Jeg var hos min Broder, som ejede Gården. Så blev han syg. °g når jeg så om Aftenen var ude at fodre af, kunde jeg så tydelig se ham komme og stikke det ene Ben ind i Foderloen til mig, men han kunde ikke trække det andet med sig. Det var akkurat at se på, ligesom mens han var rask, men Synet varede kun et Øjeblik, for der var jo ikke noget. Han døde da...
En karl, der tjente i en gård i Jævngyde, kom ulykkelig af dage, idet han druknede omme ved Knud bro, men de mente jo rigtig nok, at den gamle mand skulde have slået ham ihjel og båret ham i en sæk derned og så kylt ham i vandet. Siden var der sådan en skralren og skrumlen i stalden og hen på loftet. Juleaften og nytårsaften var folkene mest bange, da...
Der var fire brødre, der gik sammen i en gård i Krogstrup og var i små omstændighed. Så en juleaften går de to og følges ad ud at fodre. Da de var komne ind igjen, siger de til de andre folk, at de vilde til at i byen et bitte korn. Men så går de ud i laden og arbejder, for de havde set lys der ude, da de var ude at fodre, og de graver en kjedel op med...
En karl gik over gården ud at fodre, og da kom Hoens jægere flyvende. Som de sagde, sådan sagde han det efter dem, men så kom de og slog ned på ham, og hvis han ikke var sluppen ind ad stalddoren, så havde de split ham ad. Derfor har a al tid passet på ikke at efterligne sådanne lyd. Vinkel.
En mand i Lundby kom silde hjem fra Odense, det regnede og var fælt vejr. Han lod hestene stå for vognen, da nissen plejede at spænde fra og fodre. Men om morgenen, da han vågnede, stod hestene endnu for vognen. Han kaldte på nissen og spurgte: «Hvorfor har du ikke spændt fra, lille Niels?» «Tror du, at jeg skulde gå ud og skidte min ny kjole, som vor...
Der var nisser i de to osterste gårde i byen på Hjarno, og de kunde ikke forliges, de sloges imellem så længe, at der var store blodspor i sneen om vinteren. I en anden gård var en nisse, som var meget dygtig til at tærske, men ikke af de allerbedste til at fodre hestene. Soren Hansen.
I en gård i Kolby boede en nisse, han gik og hjalp til med at passe lowueret (kreaturerne), men en aften, da han gik og fodrede hestene, slog den ene hest ham. Siden den tid blev den hest jo længere jo magrer«, folkene i gården kunde ikke forstå, hvordan det kunde være, da den blev fodret godt. Endelig kom man i tanker om, at nis måske havde en finger...
Her har de også fortalt om nisserne (gårdbonisser), og hvordan de vilde gå og hjælpe folkene med alt og især med at fodre kreaturerne. Men fårene vilde nissen ikke fodre, for de vilde træde ham. Et sted lovede han manden, at der aldrig skulde blive mere end én arving i gården, og på den måde blev rigdommen holdt vedlige. (Se afdl. I. nr. 355 m. fl.)...
To drenge vilde have en kat til at flyve og bandt derfor to svineblærer i halen på den og bar den ud i marken. Men i steden for at rejse ad luften lob katten hjem. Da stalddøren stod åben, lob den ind i hakkelseloen hen foran hestene, og de blev 'ange, stiede tilbage og tog hver sin krybbe med sig. Manden, som just var færdig med at fodre, begyndte da...
Pigerne havde det strængt i de tider. A var kun seksten år og skulde både moge under øg og hoveder, røgte og malke og give kalvene. Den store pige skulde moge ud af svinehuset, og a skulde trille det ud. Vi skulde også læsse og sprede mog, og det var altid kvindfolkene, der skulde passe brændingen. Kuren Marie Jensdatter, Ravnkilde.
Der var aldrig tale om lys i stald og kolurs. Di' malkede i mørke og fodrede hestene i mørke. Om formiddagen tarsk mand og karl sammen i loen. men om eftermiddagen skulde karlen skjære hakkelse, og da skulde den store dreng heran og tærske sammen med manden. Per Rytter, Testrup.
En mand i Skrannerup skuldr gjøre hove til So, og så red han til hove på et gammelt helmis. Han tog et trug med i fodersækken, for at det skulde se ud, som han havde foder med. Men han fik jo hesten staldet ind pa gården og fik karlene til at smide noget foder fur den. Pa den måde fik han den godt fodret. Han havde heller ikke mad med, og nar han så kom...
Min faders moder hun hed Karen Jenster, og hun blev gift her i Gadbjærg med Jens Kristensen. Hun skulde have en ko i medgift fra Smidstrup, men i det samme kom kvægpesten. Smidstrup by ligger som i en dal mellem nogle banker, og der nede i det dalstrøg kom en blå tåge og lagde sig over, så de kunde tydelig se den, og med den fulgte pesten. Folkene i...
