Stamfaderen for de Dejbjærg rakkere var en rytter, der lå i garnison ved sit regiment, men der siges ikke, hvor eller af hvilket folk lian var, eller om han var af Taternes slægt. Han havde større lyst til et frit ubundet liv end til de krigerske øvelser, og da han så sit snit, deserterede han. Men det blev bemærket, tre ryttere satte efter ham, og...
Til Brøndum, Sim og Torup havde herskabet på Lindenborg kaldsret til 1849. En gang kaldtes hertil en præst ved navn hr. Stevelin med den forpligtelse at ægte en kammerjomfru fra herregården. Så skete det tit i gi. dage. Det var et berygtet fruentimmer, som nok havde stået i utilladeligt forhold til herremanden. Derfor sørgede præsten over den...
da.etk.JAH_06_0_00824
Der foitælles om en præst i Dejbjærg. som blev hentet for at berette en dødssyg gammel natmand. Kusken stod i forstuen, da den syge talte med præsten, og hørte enkelte ord. Præsten kom ud. bleg og skjælvende, han talte ikke om. hvad den syge havde betroet ham, men han blev aldrig menneske mere og døde kort efter. Men det rygte gik, at natmanden i...
Ved tidens uretfærdighed var natmændenes forsorgelse kommen til at hvile alene på Dejbjærg som en trykkende byrde, men en nidkjær præst sammesteds rippede op i sagen, det bevistes, at Kvembjærghuset havde stået med 19 alen på Skjern sogns grund, kun med to på Dejbjærg grund, og således blev Skjern sogn tvunget til at bidrage halvt med Dejbjærg til deres...
I skjellet mellem Skjern, Stavning og Dej bjærg là indtil for en menneskealder siden et hus bygget på alle tre sognes grund. Beboerne modtog af alle tre sognes beboere korn og andre gaver. Gamle fattigprotokoller udviser, at deres trængende har fået understøttelse fra alle tre sogne. De havde også stolestader i de tre kirker, og endnu kaldes de nederste...
Det var i den tid. de skulde til at være ærlige, dem, der tog heste af, da var der en hest, der gik i dynd i en mose her ved byen, og så skulde byfolkene jo til at tage huden af, og hver kom med sin tællekniv. Nu stod de og snakkede vel meget om, at nu skulde det stykke kjød til det bryllup, og nu det stykke til det bryllup. Det blev manden, der ejede...
En velklædt person kom en aften ind i en kro og vilde blive der om natten. Så skulde de jo til bordet at have noget at spise, men han havde sat sig ved en uderside langt fra bordet. Da de andre nu skulde til at begynde, kom pigen og sagde: Du skal værsgod og sætte dig op til æ bord. Så satte han sig også op, men da de skulde til at spise, tog han hans...
Rakkerne gik med armene flåede helt op til skuldrene og fangede ål. På åbæjeren jog de armene ned og hibsede dem op. Abæj o: et sted, hvor der er fast grand eller brink (lige ud til vandet. Just Yinter, Logsted.
Når en hose er våd og skal flå es af eller krænges, kaldes, det i Easium: å bræt en á: ban stod å affent: bødlede og sled; howwsomgesnovvwsen: modig, vel meget oppe i vandet.
Pastor Ussing havde en hest, der dode. Da de skulde E. T. Kristensen: Det jyske almueliv. Tillægsb. V. 8 have den affilet, vilde karlene ikke tage sig det arbejde på. gik præsten ud og gav den selv en 2, 3 snit på huden, og vilde karlene godt tage fat, og hesten blev flået. Frands Mikkelsen, Mejlby.
En mand i Vesterterp ved Løgumkloster havde hørt tale om, hvor sejlivet en ræv var. For at erfare, om det var sandt, flåede han en anskudt ræv og lod den lobe. Dagen efter traf nogle torvegravere den i Kløring mose, hvor den i den stærke middagshede gik og klagede sig jammerlig. De dræbte den, og misgjerningsmanden var siden ilde set og fik derfor et...
En mand i Skanderborg, der bed Gert, havde ej alene avlsbrug, men og tillige skomagerværksted. Så døde en hest for ham, og han vilde have den flået. Kroppen lå ude i haven, og så tog han en dreng med sig derud, som skulde hjælpe ham at flå. Nå, dreng, nu kan du der begynde. Så gjorde han det. Nå, mester, hvor skal a så ben? Du skal ikke kalde mig...
Jeg havde en gang lovet degnen i Torsted at synge for ham til begravelse, da han var taget ned i hans eng. Jeg kommer til kirken, men folk sagde, at præsten var endnu ikke kommen. Han har vel glemt det. Jeg gik så ned til præstegården. Da sad han ude i loen og var ved at kaste byg og havde flået bukserne dygtig op. God dag, sagde jeg, der er...
Der var en, der hed Klæmen, han flåede, hvad det træffede, og hans kone kaldte de Eloemens Mis. Hun kom en gang ind til Hersom præst, det var en gammel mand, de kaldte Holst, og der vilde hun jo tigge som sædvanlig. Han kom da ud og vilde formane hende: Så stor en synder hun var, og hun skulde da vende om og his op og her ned. Ja, hvem kan ta' den...
I en gård boede en kone med sin lille datter, der var hendes eneste barn. Så hændte det sig en dag, at der kom to ryttere til garden og vilde gjærne overnatte der. Det fik de lov til, men om natten stjal konen noget af deres sager, og da barnet havde set det, sagde hun til det: Hvis du siger det til dem, at jeg har taget det. sa putter jeg dig levende i...
Én, de kaldte Henrik Rakker og boede i Ovtrup vesten Varde, havde også sit distrikt her om ad. Når et kreatur var selvdød, skulde der straks en dreng afsted efter ham. De skulde føde ham, imens de havde ham, og hvis det var en kalv, han flåede, havde han lov til at tage skindet med sig, og var det en hest, kostede det lige så meget at flå den, som...
Der var en stodderkonge i Ølgod, de kaldte Knud Kjællingbjærg. En gammel mand, Mads Nielsen fra Krog i Grene, gik omkring og tiggede til brandsted (hans hus var brændt), og han havde kun en lille plet ejendom til det. Huset kaldte Knud Kjællingbjærg Ransdam, der når det læses bagfra bliver til Mads nar. Men så blev han taget af Knud, og derfor digtede...
I den tid der var ulve her, havde en velhavende mand i Snævre i Bjæryby en hingst, og så kommer karlen ind en nat ved vintertid og siger: Det bliver vist galt i nat, ulvene er på færde. Ja, lad os se tiden an, siger manden. Lidt efter kommer karlen ind igjen og siger: De kredser rundt i store flokke og kommer nærmere og nærmere. Så må vi...
70l._ Mads Klundt opholdt sig i Skive tilsidst. Hans kone hecr Grydst-Ann og var en bondepige, der havde givet sig i med ham. Han kaldtes også Pludder-Mads. Hans kone lå syg i Døstrup, og så kom han her over og tiggede til hende. Han sagde: Mi kowen, mi kowen, hun ligger i Dostrup og er syg, syg, syg. Om sin moder sagde han: Mi mower, mi mower, de er...
