I Herskind biuges ordene: Kywt (om korn); kræet kan it kywt kweut i vinter: fordøje : mjælldowt: det fine støv af melet. M Sørensen.
For ca. 50 år siden tjente der to karle. Kristen og Niels, og to piger, Hanne og Ane, i Koldens malle. Ane var en stilfærdig pige, som passede sit arbejde, hvorimod Hanne var en forfløjen tøs, som havde mere lyst til at komme ud og rives med karlene. Om vinteren spandt pigerne, og om aftenen fik de Niels til at vinde tene for dem, hvilket han også var...
Da Kalundborg kirke blev bygget, kom der en mand til bygmesteren og tilbød ham, at han vilde fuldføre kirken for intet, hvis bygmesteren kunde sige, hvad hans navn var; men kunde han ikke det, så skulde han tilhøre ham. Skjøndt han arbejdede ene, udførte han dog langt mere end alle bygmesterens arbejdsfolk . . . "Ti nu stille, lille barn! I morgen kommer...
I min moders ungdom i Edslev var højtidsdragten der for piger røde bindærmer og grønt livstykke; mørkt hvergarns skjørt med en grøn bort for neden. Over skuldrene bar de et silkeklæde, som blev fæstet på brystet med nåle. På hovedet sniptøj (o: brede kniplinger, som var stivede), og på baghovedet en lille puld af sort silke, som var udsyet med kulørte...
En gammel kone havde tiltænkt sig et par fine hørlærredslagener til jordtøj. Da hun var død. tog hendes sonnekone dem og gav hende et par hampetavslagen at ligge i . . . . d. j.
Befæelser: gilder; øwerslawklud: kastesjal; foormak: overskjorte; en lannd: et klædningsstykke for småpiger, skjørt og liv i et: salåpdug: et slags sjal; mier te irrelehed: noget, der er pænere end til daglig, men heller ikke helt fint; busserondt: lang uldentrøje. Anders Nissen Degn, Skjærbæk.
da.etk.JAT_06_0_01015
På Østergård Mark i Sir er en Mose, der kaldes Jomfrumose. En Tjenestepige, der vilde gå hjem til sine Forældre, var så fin og lagde et Brød for at træde på, da hun ikke kunde komme over Mosen. Men hun sank ned, og på det Sted findes en grøn Plet i Mosen endnu. Ole Pilgård, Sir.
da.etk.DSnr_02_G_00160
A havde en Gammelfa'r, der boede nede i Stovby. Han kjørte og pløjede ved den Høj ved Vihøjgård. Så kommer der en Kone med en Skåde og vilde have gjort i Stand. Det gjorde han også med et Søm. Da hun kom og tog den igjen, vilde hun give ham et Stykke fint Brød, som han tykte var så pænt, men han vilde ikke have det, han var ræd for at æde det. Den Gang...
En præst i Bjerget havde været ude at kjøre. Da han ved midnatstid kom hjem, så både han og kusken, at der stod en hvid skikkelse inde på kirkegården og vinkede med hånden. De troede begge, at det var et spøgelse, og præsten besluttede sig til at mane det ned. De kjørte hjem, og præsten kom i kjole og krave og fik bibelen i hånden, og nu gik de atter op...
Ved Albjærg bakke, der ligger ved vejen mellem Bjerget og Kjærup, var Fanden slem til at husere og viste sig i forskjellige skikkelser. En pige, der tjente i Kjærup præstegård, havde en aften været henne at besoge sin søster. Det var meget mørkt, og da hun på hjemvejen gik forbi Albjærg bakke, kom Fanden løbende ned mod hende. Pigen kunde se, at ban...
En kone i Bjerget, som varmeget bange for spøgelser, havde en aften været henne i en gård efter mælk. På vejen hjem gik hun langs en groftekant, og her var noget, der greb fat i hendes spand og holdt don tilbage. Konen troede, at det var et spogelse, der vilde tage spanden fra hende, og hun sagde da: Er du nærere til den end a. så behold den! Hun slap...
Skrommelbue: tung uhandelig person, som er kejtet og avet i sine bevægelser; båtti: hartad, næsten; buttel: mindre kar uden ører eller hank; skre: glat, han æ så skre som en mis (den lumske, underfundige); hjap-i-trow: den, der griber og snapper i alting: skøwel er et skjældsord til folk: a ka it hyt mæ få ku/d: nære mig for kulde. Adslev. Mikkel Sørensen.
Før sæ i og før sæ hv: trække i og af klæderne; a wel te å for mæ àw: gå til sengs; wuenskyw\: vognskur; dus: halm, brugt til tækning; bållekås: buldrekasse, vogn med fast fadiug på; brænndnore: brændenælder; stund: siden, st;und du ikke har noget at tage dig for, kom og hjælp mig; tuur: tåle, holde ud; a koe såmænd endt tuur e længe; kol: at være godt...
Jow, do æ sne joiv po et: har hastværk; slowwn: sagtne, de slowne mæ blæsten, også om pine; delken: skure, fordybning i gjenstande, kaldes også skrip; pejte: dunk, en donk sikåri; æwwl: soge trætte, ban æwle sæ enå po jæn, æwles å kjæwles; hjajj: et gammel udmagret og, også om personer, der ser forslidt og forasede ud, hærom hjajj ; skwajepøls laves af...
Hjapitråw: én, som hjapper og farer i alting, også om én, som forhjapper sig i talen. Skrommelhue om en klodset, kluntet person, én, som er tung i sine bevægelser. BæZe. Skjældsord til en dreng, din kjælle hæle. Adslev. Mikkel Sørensen.
Æ ivi udråb af foragt, når man rører ved noget stygt. Samsø. Mikkel Sørensen. Æ føj. Adslev.
Går man forbi én, som arbejder, hilses der: Godaw å Guj hjælp. Kommer man ind et sted, hvor der spises, siger man: Sing gåt, eller: Godaw å sing gåt, eller: Walbekom jær. Dor svares tak. Adslev. Mikkel Sørensen.
De gamle sagde altid: Gudsfred! og så blev delsvaret: Tak! Samsø. ,
I et sogn i Skanderborg-egnen stod det mådeligt til både med præst og degn. Præsten duede ikke til at præke, og degnen var fordrukken. Så havde bispen været der på visitats og ladet sig forstå med, at hvis de ønskede at blive i deres embeder, måtte der ske en forandring til det bedre. Men præst og degn trøstede sig med, at nu varede det vel atter syv år,...
Provst Jacobsen i Besser holdt meget af at have en god besætning på gården, men han forstod sig ikke meget på landvæsenet. En gang havde han kjøbt en del unge malkekøer af en jysk pranger og havde betalt en god pris for dem. Hau havde en avlskarl, som vist ikke var klogere end præsten, ti nogle dage efter at de havde modtaget køerne, kom denne ind og...
