Der har været Bjærgfolk i Bjærgbakke vester på Landet. Nu er der Vand helt ind imod Bakken, så der er en helt stejl Skrænt ned imod Vandet, og noget af Bakken er endog taget væk; men forhen var der så meget Grønne neden for, at de kunde ikke stå på Bakken og slynge en Sten ud i Vandet. På den Tid Bjærgfolkene boede der, havde de Fællesdrift her på...
Der siges om den, som spiser fiskens hale: Han eller hun bliver vek (let, livlig. I de fleste tilfælde menes der vist nok forøget lethed, livlighed i kjønsdriften). Vendsyssel. A. E. Jakobsen.
Når vi forsegler et brev med lak, og vi da har det uheld at svide det, så vil det blive velkomment hos modtageren. Det samme gjælder, dersom vi ved uforsigtighed slår blækklatter i det. P, Jensen.
Det første æg, en kylling lægger, skal man tage og slå i stykker. Så kan man af de forskjellige figurer, der danner sig i det, se, hvad der vil møde én i årets løb. Marie Fink, Bøffelkobbel.
Der var en gammel mand her i byen, der bildte sig ind, at han kunde mane. En gang de var til en forsamling, bryllup eller hvad det var, kommer dot på tale, at de havde et kammer, de kaldte det egentlig en rullestue. og der var de komne i tanker om, at der var noget spøgelse i det kammer. Ud ad aftenen vanker der jo nogle snapse, og denher gamle mand...
Her har vi endnu en rakkertavle, som opbevares i kirken. Hvem der havde den tavle, skulde have indkvartering af rakkerne. Flere af mændene vilde ikke losere dem, og på den måde fik andre for mange, de blev da enige om at lade det gå på omgang. Hvor tavlen var, kunde rakkerne så få nattely, og de gik lange veje for at komme til Lundo om natten. Kristen...
Havboerne fra Harboøre tog herned at fiske med kobbelvåd. De brugte to både, og så kunde de splitte fiskeriet ad. sa folkene her med deres enlige våd ikke kunde fange noget. Det kunde Lundøboerne naturligvis ikke lide, de tog så ud med deres bade efter dem. Havboerne havde to både, og der var flere folk på dem, end der var på Lundøboernes, men Havboernes...
I ældre tid fiskede de her en masse sild, så de solgte en ol for en skilling og ikke engang kunde blive af med det, de fangede. Tårupgård havde også fiskegarn, og så tykte fruen der, at når hun kunde ikke få den betaling fer fiskene, skulde hun fur kjøre dem ud under hendes stude i folden. Siden den tid har de aldrig fisket sild her, som de fiskede før,...
Der holdtes pintsegilde her i to, tre dage, men det var før min tid, anden pintsedag red alle de unge her af byen, både piger og karle, omkring i byen til hver mands dør og tiggede penge til lystigheden næste dag. En af dem var som konge og tog imod pengene. Han red foraf, og ham kaldte de andre faer. De var udstafferede med krandse, og øgene var også...
Dagen før pintsedag bandt de krandse. Pintsedag kom de fremmede, og arden pintsedag red de unge. Ane Dorothea Pedersdatter, Lundø.
Byremse fra Lundø. Der star en 1... i Niels Broes gård, Den bør tillaves, siger Graves. Hvortil tjener l...en? siger Morten. Vi hår den slet et behov, siger Jakob Skov. Det er min gode ven, siger Jens Nielsen. Den er ikke rar, siger Jens Biirkar. Den er ikke ren, siger Jens Holsten. Det er skidt, sagde Lisbet. Det er en god spis', sagde Klemmen Sørensen...
En Mand her i Byen var inde i en Gård her vesten for, og da han gik hjem, kom han imod en hel Del Pusleri, der tog ham med op til Kirken, og han kom ind i Kirken i en Stol lige med de andre. Han kunde kjende alle Folkene, men der var én, han ikke kunde kjende. Han beregnede, at det var ham selv. Han så', at de ofrede, og så', hvordan det hele gik til, og...
Per Andersen her har set den døde Sejler. Han lå ude og fiskede ved Termø (Guldknap), et lille Rev, der går ud fra Bjærget, men står under Vand ved Højvande. Da så' han et stort Fartøj, da han roede ud, men da de havde fået et Sæt ind, var det væk. Han mener bestemt, at der vil forlise én på den Plads.
I min Gammelfaders Hjem han hed Jens Holsten, for det lian som ung Karl rømmede op til Holsten for at blive fri for Kongens Tjeneste var det Skik fra gammel Tid, at de spandt ikke om Løverdag Aften, for den Aften kaldte de en Helligaften. Min Moder var hjemme den Gang, og så overtalte hun en Gang hendes Moder til at spinde den Aften, for at hun kunde...
Der var én, der rejste her omkring og skar Plage og var som Dyrlæge. Han var fra Egnen sønden og vesten Skive og hed Per Orlov. Se, han var synsk og var kommen til det på følgende Måde. Hans Moder var ved at koge en Hugormekonge, og Bestemmelsen var, at hans Broder skulde have Fedtet. Men han var noget slikken, kom ud i Kjøkkenet og fik noget af Fedtet...
De var så ilde plagede af Hugorme her på Landet, mens der var Skov. Så drog der en Mand omkring, som mente at kunne sætte dem væk, og han gjorde et Bål Ild på nede ved Stakelskrog på den søndre Side af Landet. Han stod ved et stort Træ, og så havde han en Fløjte, han peb i, og så kom de. Han fløjtede to Gange og vilde fløjte den tredje med, hvis man...
Tilføjelse til Sagnet om Lindormen: Den første Kone på Lundø var en Kone, der boede på Kjelderbakke. Hun opelskede en Lindorm, det havde fra først af været en Orm i en Nød...... (Sml. D. S. II, E, 28.) Hun havde den i en Tønde, og den kunde trimle efter hende. Kristen Nielsen, Lundø.
Klosier Sø er en lille Sø, der ligger i Skjellet mellem Lund og Ørslev Kloster. Den Gang Kirkeklokken blev hængt op i Kirken, var der noget nede i Søen, som ikke kunde tåle at høre den Ringen, og så var der en Røst, som sagde, at kunde den ikke være her, så vilde den gå i Tastum Sø til sin Mage. Else Pedersdatter, Lundø.
da.etk.DSnr_02_D_00054
Der var en Havfrue, hun var så forskrækkelig til at vælte Fartøjerne, når de sejlede. Så lod Kongen hende fange og føre hjem til Slottet. Hun spåede Dronningen: »Den ene skal Konge i Danmark vær', den anden skal Kronen og røde Guld bær'. Den tredje skal være så vis en Mand, dit unge Liv lader du for ham.« »Ja, véd du det, så véd du mere.« Ane Dorothea...
En Mand fandt en Vante, som lå i Sølandingen ved Tastum Sø. Den tager han hjem og binder Magen til, og så lægger han dem der begge to. En Tid efter blev der Islæg, og så var Dommerby Folk og flere ude at stange. Da lod en Røst sig høre, som sagde: »Kom til Land, bitte Mand, der Vanten fand.« Så skyndte han sig også til Land, og aldrig snarere han var...
