Pastor Fjelstmp i Avlum sagde en gang: Dersom man slog en sten ind i helvede, så var man sikker på, den ramte en præst. Lærer Jensen, Øse.
Fanniker, Fanniker flok flok flok, han binder hans bows i en dork dork dork, han sejler i en drøwttrow. Hores af kohyrderne, når de i eftersommeren vogter deres kreaturer i engene ved åen, og de råber det efter Fannikerne. I ældre tider har de voksne vel heller ikke undladt at yde de forbisejlende den hyldest. Beboerne på den anden side af åen i Skadst...
Før udskiftningen havde hver gård i Jandrup og Hylderslev sit engmærke, som blev udgravet i de gården tilliggende engstykker. Klavs Jensens gård i Hylderslev havde til engmærke en gavlende med en fløj pæ. Det var en almindelig skik, at engmærket blev indhugget i ligstenene. H. M. Iversen.
da.etk.JAH_01_0_00087
I Amager Fiskerleje på Bornholm boede en Mand, som var forfærdelig til at bande og i det hele var en vild Karl. Til sidst druknede han ude på Havet. Man så ofte, at der kom en stor sort Hund og lagde Poterne op. på Vindueskarmen og keg ind til ham. Somme Tider sprang den også ind, nemlig når Vinduet stod åbent. Hans Makker fortalte, at når de var ude at...
Der var en Kone i Siggård, som var meget stræng af sig. Da hun så var død og blev begravet, og de havde fået hende vel i Jorden, så Naboerne, der gik og høstede på Marken, en vældig stor, sort Hund komme løbende forbi dem oppe fra Kirkegården, og idet den kom forbi, kunde de mærke Liglugt. Der stod nogle Tjenestefolk uden for Gården ved Porten, og de så,...
Vor Nabo, en Gårdmand i Knudskirke, var Officer ved Bornholms Væbning og var tillige Officer hos de Underjordiske. Undertiden kunde han pludselig forsvinde. Når han gik og pløjede i Marken, kunde han binde Hestene ved Ploven og så være væk lige med ét. De stod da der, men han kom altid tilbage lige så pludselig, som han forsvandt. Min Bedstefader sad en...
I Krigens Tid 180714 stod der en Strandvagt udfor Sorthat, sådan kaldes en Odde, der går ud i Havet imellem Rønne og Hasle. Den stod på Bakken ude ved Havet, og det regnede og blæste og var et slemt Efterårsvejr. Derfor var han taget ind i sit Skilderhus, men som han nu stod der, var der noget, der råbte: »Skyd!« Han gik nu ud for at se, om det var...
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
Stint for endt ved Nørr-Moll a hendt. men ti frossen finger i vent'. Nissen, Ramten.
Der er en Historie om Præsten Ancher Borch i Ringive. Det er det kj endte Sagn om Fanden som fjerde Hjul til Vognen.
Hals Præst var en Gang gået vild, og så kom han til Tor.slev Kirke. Han gik da ind og satte sig på Ligbåren. Da holdt Ånderne Tjeneste, og i det de skred forbi ham, var der mange af dem, han kj endte. Hans Fladbirk, Søheden.
Min Oldefader fortalte også, at der var Bjærgfolk i Hoeshøj sydøst for Byen. Men de er komne dertil fra Brunhulevej. Der er en Huling eller Dal her oppe på Torsager Mark, der har det Navn, og der boede Bjærgfolk, men de kunde ikke være der for Klokkernes Klang i Kirken, og så sagde de: »Mo vi endt væær i Brownholvæjj, så fløtte vi te Hoeshøw evendelig...
