Vi havde en nabo, der hed Jens Stavtrup, en gammelagtig mand, der var så rædsom overtroisk, og hans sønner var lige sådan. Han fortalte, at der skulde gå en hovedlos so i et krat, som de kaldte Ojessingvad, der lå et stykke derfra. Nede på mine forældres mark der lå en stor sten, og under den vilde han påstå, at der varen mand, derhed Lavst Glød, han...
Jeg er fra Gjesing mark, Hylke sogn. Der tæt ved ligger en lille herregård, de kalder Sofienlund, forhen Rendelevgård, og der neden for gården skal have ligget en kirke. Der fortælles, at der ikke kan være rolighed på den gård på andre måder, end at kirkenøglen og pandeskallen af et vist menneske skal være Indmuret over stuehusdøren. Så var det en gang,...
Der brændte en gang en mølle ved Dørup, og der brændte en pige inde, og så sagde de, at hun gik igjen. Hver nat blev der sådan et spektakel i udhusene og larm i gården, og så kom der en stor sort hund rendende ind i laden. En snedker, der lå i et kammer, så hunden komme hen ad en tynd planke, og undrede sig meget over det. Man havde også set mølleren...
Der var en mand, som vi var nabo med, han sad en aften, mens a var dreng, nede ved mine forældre og fortalte om, at de havde hørt forvarsel for hans første kones død. Det var en aften, han kom fra Horsens og kjørte om ved Vedslet kirke. Den gang gik vejen igjennem en dal og lige om ved kirkegården, men nu går den uden om den. Det er sådan en grumme mørk,...
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
Stint for endt ved Nørr-Moll a hendt. men ti frossen finger i vent'. Nissen, Ramten.
Der er en Historie om Præsten Ancher Borch i Ringive. Det er det kj endte Sagn om Fanden som fjerde Hjul til Vognen.
Hals Præst var en Gang gået vild, og så kom han til Tor.slev Kirke. Han gik da ind og satte sig på Ligbåren. Da holdt Ånderne Tjeneste, og i det de skred forbi ham, var der mange af dem, han kj endte. Hans Fladbirk, Søheden.
Min Oldefader fortalte også, at der var Bjærgfolk i Hoeshøj sydøst for Byen. Men de er komne dertil fra Brunhulevej. Der er en Huling eller Dal her oppe på Torsager Mark, der har det Navn, og der boede Bjærgfolk, men de kunde ikke være der for Klokkernes Klang i Kirken, og så sagde de: »Mo vi endt væær i Brownholvæjj, så fløtte vi te Hoeshøw evendelig...
En mand i Lindelse sad en aften i et piletræ ved landevejen og tog sig nogle kosteris. Da kom der en stor kulsort mand og gik forbi. Han så ham, længe før han kom derhen. Den sorte havde i munden et lys, som var tændt i begge ender. c. M. L.
På vægtergangen på Spøtrup skal der også gå en jomfru. Nu er begge ender af den muret til. lem.
