Da vi i begyndelsen af århundredet lå i krig med England, blev det befalet, at bønderne skulde stå strandvagt langs landets kyster for at passe på, at Englænderne ikke gjorde landgang. Det huede bønderne mange steder ikke, for de syntes, det var narreri at stå der og kukkelure efter Engelskmændene, som slet ikke kom og kom de, så mente bønderne heller...
For mange år tilbage blev der tit talt om, at der om aftenen såes en hvid kvinde gå frem og tilbage på vejen fra Alslev kirkegård og til præstegården. De fleste troede det og holdt ikke af at gå den vej, når det var mørkt. Men så var det en aften, at der kom en kone fra Vibæk og vilde til Toftnæs. Hun troede nu slet ikke på det gjengangeri, og da det var...
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
Stint for endt ved Nørr-Moll a hendt. men ti frossen finger i vent'. Nissen, Ramten.
Der er en Historie om Præsten Ancher Borch i Ringive. Det er det kj endte Sagn om Fanden som fjerde Hjul til Vognen.
Hals Præst var en Gang gået vild, og så kom han til Tor.slev Kirke. Han gik da ind og satte sig på Ligbåren. Da holdt Ånderne Tjeneste, og i det de skred forbi ham, var der mange af dem, han kj endte. Hans Fladbirk, Søheden.
Min Oldefader fortalte også, at der var Bjærgfolk i Hoeshøj sydøst for Byen. Men de er komne dertil fra Brunhulevej. Der er en Huling eller Dal her oppe på Torsager Mark, der har det Navn, og der boede Bjærgfolk, men de kunde ikke være der for Klokkernes Klang i Kirken, og så sagde de: »Mo vi endt væær i Brownholvæjj, så fløtte vi te Hoeshøw evendelig...
En mand i Lindelse sad en aften i et piletræ ved landevejen og tog sig nogle kosteris. Da kom der en stor kulsort mand og gik forbi. Han så ham, længe før han kom derhen. Den sorte havde i munden et lys, som var tændt i begge ender. c. M. L.
På vægtergangen på Spøtrup skal der også gå en jomfru. Nu er begge ender af den muret til. lem.
Her sydost for Ravnkilde kirke er i dalstrøget et vandskjcl. Vandet står stille så meget som en snes favne, og så løber det til hver sin side ved begge ender af det. Simested eller Låstrup å har altså sit udspring her i Ravnkilde enge.
Æven findes i kjær og damme. Den ligner en hvid snegl, men har hoved i begge ender. Dens bid er al tid dødeligt.
To gårdboer, den ene fra Trevad og den anden fra Kirkegård, Sevel sogn, modtes en nat nord for Trandum kirkegård på Kirkegårdsbakken, nogle hundrede alen vest for Krarup å, hvor det kom til en ordstrid mellem dem, der endte i håndgribeligheder. Men den ene var den anden så meget overlegen i legemskræfter, at han smed ham fra bakken, hvor han stod, ned i...
