Kirsten Jenses havde sin næstældste datter boende ude i Åndholm. Den ældste vilde ikke have karlen der, for han var ikke så meget kjøn, men den anden vilde, for det var godt at have lidt at klipp1 og lidt at stripp'. En dag fik moderen et godt stykke kjød sendende fra datteren. Så kom hun ind i gården: Metf, kan æ låne din store gryde? Hvad vil du...
Et føløg gik ude om natten tæt sønden for Brændhusetoft sådan kaldes en løkke, hvorpå der nok er brændt et hus det hører til Hovslund. Den havde en jærnhilde på begge forben. Så kommer der en ulv og vil tage føllet. Den vilde forbæjj (o: frelse) det og fik hilden over ulvens hals og holdt den sådan nede. Ulven gnavede kjodet helt af benene, men den...
En aften ved vintertid vandrede en mand fra Norby i Løjt til Løgum, og der var sne på og hard vinter. Lav han kom o]) på Strygthjcerge, da kommer der en ulv og begynder at tude, og den kom ham stadig nærmere. Han var ikke glad ved den, men til alt hold havde han et fyrtøj vod sig og gav sig så til at slå ild, og dermed skrækkede han Den . J. Markorsen, Gj.
Pæ vor toftbanke ned til ver nabos stod en kalv i tøjr, og den lod de stå ude om natten, de tænkte ikke, der var nogen fare for den, da den stod så nær ved huse. Men om morgenen, de kom op, havde ulvene alligevel taget livet af den og ædt noget af den. Sonden byen havde ulven bidt et ungnød en nat og så dræjet norden byen på Krapulbl og bidt et andet et...
Kirsten Jenses boede i min fødegård og fik aftægt fra den i et halvt hundrede år. Hendes mand dode. da hun var 25 år, og så tog hendes broder gården an, for det var jo flove tider, og hun kunde ikke selv bestride den. Han drog så alle hendes fem børn øp. Det var i kontrakten, te hun skulde have en ko, og ban skulde skaffe hende en anden, når den dode. Sa...
For kartoflerne kom rigtig i brug her i byen, havde de ikke flere kartofler sat i min fodegård end to bede oppe i deres kaigård, ligesom når vi nu såer krøjt. Så kern den gamle kone, der fik aftægt fra garden, ind på gulvet og sagde til den ung'' kime: Nå Mæt. no hår æ væn åp å se din kapæter. Hun mente jo pateter og var nysgjerrig efter at se til dem....
Der blev nogle Børn fra Hovslund væk en Aften. De havde hørt sådan skjøn Musik, og de gik efter det og blev dandset ihjel. Kirstine Hejsel, Gjenner.
Landevejen fra Åbenrå går over Kallesdal. Stedet kaldes Gjenner hale. I ældre tid var her ingen bro, men et vadested, hvor folk kunde kjore over, men til visse tider var der meget vand. Her var skarns folk i ældre tid. En rejsende havde eu huud med sig, og han måtte flygte fra vognen, men de fik fat på ham ogslog ham ihjel. Hunden holdt sig hele tiden...
I fjendetid var de rømt her af byen allesammen så nær som en kone, der var frugtsommelig, hun kunde ingen steder komme. Men hun havde alligevel sådan skjult sig, at hun kunde se, når der ingen var, og kunde så gå hjem til ildstedet og slukke ilden. For fjenderne tændte jo ild både i lo og lade og gik i seng med støvler og sporer på. De brød sig ikke om,...
Der kom skarns folk efter en frue, som var kjørende i en karet. Hun flygtede ud i en mose, kjørte ned der og blev borte med karet og samt. Stedet hedder endnu æ Fruepøt og er imellem Gjenner og Løgum sønden for vejen. jes markorsen, gjenner.
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
