En Kone i Homå har fortalt, at hendes Bedsteforældre havde et Sted, hvor de kunde have en Hest og et Par Køer. Men den ene Ko døde altid for dem. Lige så såre de havde én kjøbt og fik den sat ind i Båsen, så døde den Natten efter. Det varede sådan ved i År og Dag, og Manden var bleven næsten helt rungeneret ved at kjøbe Køer uafladelig. Han gik nu og...
En Dag, Ane Bjærggårds i Fjand kom op i sin Storstue, da så' hun to Mænd sidde ved Bordet, og den ene, der sad ved Bordenden, skrev i en Skibsjournal. Hun kom ned og fortalte det til sin Mand og føjede til: »Nu får vi snart en Stranding, for der sad to Mænd oppe i Stuen og skrev, Kapitainen sad for Bordenden og skrev i Bogen, og Styrmanden sad i Sofaen.«...
Da jeg var i Snedkerlære i Rønne, lå jeg sammen med en anden Dreng i et Kammer lige ved Siden af Værkstedet. Da hørte vi det begge to en Nat tydelig banke og høvle og save der inde. Vi lå og puffede til hinanden, men turde jo ikke snakke ret meget sammen. Næste Dag fik vi også Bestilling på en Ligkiste til en Brændevinsbrænder, der var død. Vi talte så...
Nede syd for Serup, Odby sogn, helt under bakkerne ved stranden, har været en hellig kilde, som nu er aldeles tilgroet. En frue, der blev helbredet for en sygdom, skjænkede en lysekrone til Odby kirke, som endnu hænger der. Kirken kaldes Marie kirke. lærer andersen, odby. Se: K. Ågårds beskrivelse af Ty s. 224. Fruen benævnes der Majorinde Kraft på...
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
Stint for endt ved Nørr-Moll a hendt. men ti frossen finger i vent'. Nissen, Ramten.
Der er en Historie om Præsten Ancher Borch i Ringive. Det er det kj endte Sagn om Fanden som fjerde Hjul til Vognen.
Hals Præst var en Gang gået vild, og så kom han til Tor.slev Kirke. Han gik da ind og satte sig på Ligbåren. Da holdt Ånderne Tjeneste, og i det de skred forbi ham, var der mange af dem, han kj endte. Hans Fladbirk, Søheden.
Min Oldefader fortalte også, at der var Bjærgfolk i Hoeshøj sydøst for Byen. Men de er komne dertil fra Brunhulevej. Der er en Huling eller Dal her oppe på Torsager Mark, der har det Navn, og der boede Bjærgfolk, men de kunde ikke være der for Klokkernes Klang i Kirken, og så sagde de: »Mo vi endt væær i Brownholvæjj, så fløtte vi te Hoeshøw evendelig...
En mand i Lindelse sad en aften i et piletræ ved landevejen og tog sig nogle kosteris. Da kom der en stor kulsort mand og gik forbi. Han så ham, længe før han kom derhen. Den sorte havde i munden et lys, som var tændt i begge ender. c. M. L.
På vægtergangen på Spøtrup skal der også gå en jomfru. Nu er begge ender af den muret til. lem.
