Når brudefolkene skal kjøres til kirke her, så sidder bruden på én vogn, og brudgommen på en anden, men når de tager hjem, sidder de på brudens vogn tilsammen. Ved min broders bryllup fra Jetsmark da var der sejsten forridere. Bruden havde en kunstig krands på af tøjblomster med roser iblandt, I Ty havde brudepigerne også brudekrands på. Så var bruden...
En gammel mand i Lørslev lavede gildehus til børnene pintse-eftermiddag. Det var på Lørslev mark sonden for byen. Der gravedes en groft i firkant omkring et stykke grønjord, der skulde forestille et bord, og vi sad med fødderne nede i groben og på den kant, der var uden for. Rundt om groben så meget som en alen derfra, stak han grønne grene ned i jorden,...
Min moder måtte som voksen ud at tjene, og så kom hun til at tjene i en gård i Guldager. Der havde de tre sønner, som hver aften gik ad by, det bød sig selv. Mange gange kom de ikke hjem før midnat. Hvor mange er klokken? sagde så moderen, når de kom. Den er ni, svarte de hver aften. Konen var gjerrig og vilde have noget bestilt, og hun og min...
I forrige tider var der ingen, der havde stuekiokker. De kunde gå byen igjennem uden at træffe nogen. Min moders fader, der var degn, havde en klokke. Så havde de sjov af BitteMaren, for hun kjendte ikke klokken. Gå nu ind, bitte Maren, og se ofter, hvad klokken er. Den er min sæl otte og går til syv. Maren Jensdatter, Lørslev.
Fædderskrædderen her i Ugilt, der kaldtes sådan, for det han havde to halve fødder, flyttede fra hans hus for spøgeris skyld. Det var, ligesom damer i silkekjoler gik igjennem stuen, det bankede og smedede, og hakkelsekisten gik. Han bar hakkelsekisten ud til det yderste af marken, men den blev lige godt ved at skjære hakkelse. Han grov mange alen ned...
Der går en sort hovedløs hest fra Vår og til Lørslev, men kun ad den vej. Mange har set den. Et par høstfolk, mand og kone, havde været i Lørslev at høste og vilde hjem om aftenen. Så gik de ad den vej og snakkede om hesten, især var det konen, der havde tanker ved den. Aldrig snarere hun sagde det, så kom den og skred forbi dem, men de blev ved med...
Der var en mand på Sejlstrup, der hed Vihbæk, han gav aldrig almisse til nogen tigger. Så en dag kommer der en tigger til ham og spørger efter, om manden var hjemme. »Her boer ingen mand,« svarede Vilsbæk, »her boer eu vældige herre.» »Gud skelov og tak, så var det Dem, der gav os den gode regn i går.« »Å, rejs du til Helvede.« »Der var a i går, og...
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
Stint for endt ved Nørr-Moll a hendt. men ti frossen finger i vent'. Nissen, Ramten.
Der er en Historie om Præsten Ancher Borch i Ringive. Det er det kj endte Sagn om Fanden som fjerde Hjul til Vognen.
Hals Præst var en Gang gået vild, og så kom han til Tor.slev Kirke. Han gik da ind og satte sig på Ligbåren. Da holdt Ånderne Tjeneste, og i det de skred forbi ham, var der mange af dem, han kj endte. Hans Fladbirk, Søheden.
Min Oldefader fortalte også, at der var Bjærgfolk i Hoeshøj sydøst for Byen. Men de er komne dertil fra Brunhulevej. Der er en Huling eller Dal her oppe på Torsager Mark, der har det Navn, og der boede Bjærgfolk, men de kunde ikke være der for Klokkernes Klang i Kirken, og så sagde de: »Mo vi endt væær i Brownholvæjj, så fløtte vi te Hoeshøw evendelig...
