Der boede en gang en ritmester på Hegnet, som hed Bentsen. Han havde en søn, som overtog gården efter ham, men han var jo en forkjælet knægt og kjendte ingen ting til. Han var med til alle slags og lod sig jævnlig bedrage. Der var en bondekarl her fra byen, som hed Kræn Jakobsen, han spilte med ham og handlede for ham så længe, indtil Bentsen kom i en...
Valdemar Lykke vilde indhegne den Mark, i den Tid Præsten var i Lyby Kirke. Han bandt en Spade i Hestens Hale. Præsten måtte til at holde op i Prækenen. Den Grob er der mange, der har snakket om. Lykke ligger begravet i Kloster Kirke. De siger, te han er kommen kj ørende med fire for ind på Gården. Jon Kristensen, Hestbæk. Grinderslev S., Salling Nørre H.
Rcerup mark er fuld af ene dværge. De døjede svært med dem til Mads Limes, og deres børn blev så sølle; nogne blev blinde, og nogne gik fra forstanden. Der kom en sort hund derud om aftenen, men der var ingen, der kunde se dem andre end dem selv. Så havde de bud nede ved Maren Hånning, og da blev det nok stilt. A har talt med manden og sagt, at det var...
De har set, at bjærgfolkene har lagt deres sølv og guld ud at soles, der ude på Hvirvelbakke. En gammel mand, Kræn Boel, kom fra Ytrup eu aften, og han så, de kom kjorende med fire heste for en kane og flere hunde kom farende rundt omkring fra Hvirvelbakke op gjennem den dal, der går op ad Ytrup. Jon Kristensen, Hestbæk.
Der er en høj her vesten for vor gård i Hestbæk i Bybjærg, den hedder Neshøj, og nu er den sløjfet. Der skal have boet en dværg i, og ejeren i gården han brugte et år at grave grøntørv af den; men så juleaften derefter, da konen kom ud ad kjøkkenet, da sad bjærgmanden der ude med hans kone og hans børn, de kunde ikke hæle sig for kuld i højen, for manden...
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
Stint for endt ved Nørr-Moll a hendt. men ti frossen finger i vent'. Nissen, Ramten.
Der er en Historie om Præsten Ancher Borch i Ringive. Det er det kj endte Sagn om Fanden som fjerde Hjul til Vognen.
Hals Præst var en Gang gået vild, og så kom han til Tor.slev Kirke. Han gik da ind og satte sig på Ligbåren. Da holdt Ånderne Tjeneste, og i det de skred forbi ham, var der mange af dem, han kj endte. Hans Fladbirk, Søheden.
Min Oldefader fortalte også, at der var Bjærgfolk i Hoeshøj sydøst for Byen. Men de er komne dertil fra Brunhulevej. Der er en Huling eller Dal her oppe på Torsager Mark, der har det Navn, og der boede Bjærgfolk, men de kunde ikke være der for Klokkernes Klang i Kirken, og så sagde de: »Mo vi endt væær i Brownholvæjj, så fløtte vi te Hoeshøw evendelig...
En mand i Lindelse sad en aften i et piletræ ved landevejen og tog sig nogle kosteris. Da kom der en stor kulsort mand og gik forbi. Han så ham, længe før han kom derhen. Den sorte havde i munden et lys, som var tændt i begge ender. c. M. L.
