Forhen var der megen sejlads ind ad Nymindegab. Der var en 10, 11 fartøjer hjemmehørende der, og de gjorde en 5, 6 rejser om året til Hamborg efter kaffe, sukker, til England efter tvist, stentøj, til Riga efter hor, dun, til Norge efter træ. Alle skulde have noget af ladningen udlosset for at komme over den grund, der kaldes Pampus, og der lå da pramme...
1854 lille-juleaftens dag skar vandet ved Nymindegab sådan ind, at kontrollørhuset blev undergravet og faldt. Kontrolloren havde en ko, og kostalden faldt først. De var ved at bage til jul og havde deres småkager og kringler lavet, men måtte bringe det i ubagt stand over til kroen. Den vestre ende faldt strags efter, og beboerne måtte indrette sig i et...
Der er et Dødmandsbjærg mellem Gabet og Bjærggård. Min mand har været med til at kjøre ben væk derfra af mennesker. De fandt endogså hårfletninger der. Dem så han og taler meget om endnu. Maren Kierkemann, Hemmet mølle.
Fiskerne havde i halvtredserne fået sig indbyrdes indrettet en helligdagsanordning, så det var blevet vedtaget, at ingen fisker måtte gå ud om søn- og helligdagen inden kl. 4 om eftermiddagen. Når lodsen da hejsede flaget, var tegnet givet, og folkene strømmede ned til skibene, ti det gjaldt jo om, hvem der kunde komme forst ud. Den første havde...
I begyndelsen af århundredet kjendtes kaffen ikke her i Vium, og man forstod ikke at lave den. I Hermansgård havde de ikke en tekop, kun spølskåler at drikke af. Ved gilder søbede de alle varmt øl af ét fad. Ved siden af dandsestuen var et lille gjæstekammer, og der stod store stabler af skårne meldmader, omtrent som man nu sætter træ op, det ene lag...
Min stiffader boede i Gammel-Honning. Gården var formelig gravet ned i jorden. En gang gav det et stærkt snefog, så sneen lå op til fjerde rude, og da det nu gav hastigt tobrud, løb vandet ind ved syldstenene og stod langt op pa lergulvet i stuen; det stod langt op på boskaberne og odelagde dem. Vi måtte til at bære vand ud i spande, og jeg kan huske, at...
I Vrenderup, Fåborg sogn, var jeg som barn og så en stor åben skorsten. Der var så røget og tilsodet overalt i stuen, og der spiste man og opholdt sig og sov og vuggede børnene. Konen gik om aftenen (eller morgenen) og så ved lysepinde, men de havde også en tranlampe med sivvæge. Maren Kierkemann, Hemmet mølle.
Tæt ved Gabet har de fundet stenpikninger og kobåse, så de mener, der har været en by. maren kierkemann, hemmet mølle.
Der er en gård i Hemmet, som kaldes Hemmet slot eller slottet, den har indtil den sidste ejers død været fæste til Lønborggård, og der har i mands minde været spor af grave om den. Der siges, at den i sin tid var forvisningssted for en jomfru fra Lønborggård, der havde giftet sig under sin stand. maren kjerkemann, hemmet.
Historien om bygningen af Lydum kirke er den sædvanlige. Den ligger tæt ved sognegrændsen. mår. kierkemann, hemmet mølle.
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
