Der var to karle, som snakkede om, hvad profession de skulde tage dem for, som de kunde tjene mest ved. Så blev de ens om at give sig til at stjæle, for det troede de da nok, der var mest at fortjene ved. Nu skulde de da til at lægge over med hinanden, hvor de skulde gjore deres første fangst. Ja, siger den ene, a véd, hvor der står en fed bede i en...
Hans Kristian Bank i Rind kom en gang hjem med 24 pund kaffe. Så sagde hans kone: Men hvad vil du endda med alt det kaffe? Han var endda en stor kjøbmand. Der var også en kjøbmand ved Herning kirke. For at få kaffe til højtidsmorgener løb de hen til kjøbmanden med et par hoser eller sokker og fik for. Kristen Overgård, Gullestrup.
I Bcerslund og i Fruergård og op ad Lysgård herred kjøbte de uldtøj ind. De tog gjennem Skarrild og Hoven mølle. Sønder fra kom de så med sukker og tvistlærred. Det var det eneste, vi her fik i bytte for bindetøj. Kristen Overgård, Gullestrup.
Helt fra Voryod og Faster kjørte de ned til Ans efter grove varer: Fjæl, alt bygningstømmer, salt, tjære, ja endog kaffe. Det var mest Hammerum herreds vestlige del og de nærmeste sogne i Bølling herred, der gjorde den rejse. I Ans var nemlig oplagssted, for det blev sejlet derhen fra Randers. De havde til visse tider korn og smør med, som så blev sendt...
Der var en præst ovre på Fnrland, han manglede en karl, og så skriver han over til Salling til en præst, som han var godt kjendt med, om han kunde ikke stede en karl til ham. Nå, præsten i Salling han steder jo og en karl og sender der over, og da tiden nu kom, han havde udtjent, får han, hvad han skulde have, og så skriver præsten et brev med ham hjem...
Jeg spurgte en gang en gammel stabejser, som jeg fik op at kjore med mig over Skophus hede, hvor han var fra. Ja, han boede en fjerdingvej her norden for. Hvordan han kunde få føden? Jo, det kunde han sagtens, for hans får klædte ham, og hans jord fødte ham, og han havde ikke andre udgifter end til salt og træsko. Kristen Overgård, Gullestrup.
I forrige Tider kunde de gamle Koner, der gik omkring med deres Mælkekande og tiggede Mælk, gå og binde af deres Hose og så lade Kanden gå æfor ved dem. Niels Frederiksen, Gullestrup. Herning, Hammerum H.
da.etk.DSnr_06_0_00551
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
Stint for endt ved Nørr-Moll a hendt. men ti frossen finger i vent'. Nissen, Ramten.
Der er en Historie om Præsten Ancher Borch i Ringive. Det er det kj endte Sagn om Fanden som fjerde Hjul til Vognen.
Hals Præst var en Gang gået vild, og så kom han til Tor.slev Kirke. Han gik da ind og satte sig på Ligbåren. Da holdt Ånderne Tjeneste, og i det de skred forbi ham, var der mange af dem, han kj endte. Hans Fladbirk, Søheden.
Min Oldefader fortalte også, at der var Bjærgfolk i Hoeshøj sydøst for Byen. Men de er komne dertil fra Brunhulevej. Der er en Huling eller Dal her oppe på Torsager Mark, der har det Navn, og der boede Bjærgfolk, men de kunde ikke være der for Klokkernes Klang i Kirken, og så sagde de: »Mo vi endt væær i Brownholvæjj, så fløtte vi te Hoeshøw evendelig...
