Der skal have ligget en Herregård i Skarrild, hvor nu Kragelund Dam er, og den hed Kragelund. Den sank, fordi de bespottede Præsten. Der blev foregivet for ham, at Herremanden var bleven syg, og så blev Præsten hentet til ham for at berette ham, men da var det et Svin, der var bleven sådan udstafferet og lagt i Sengen. Nu sank Gården. Niels Kragelund,...
da.etk.DSnr_03_0_00688
Biskop Kochs Bedstefader var Præst i Døstrup i Sønderjylland. Der havde de to Klokker i Kirken, en stor og en lille. Med den store blev der ringet ved Begravelser, når det var en mere formående Mand, der blev jordet, men med den lille, når det var Bern og fattige Folk. Det kunde Præsten ikke lide, men det var nu en Gang Skik, og han kunde ikke ændre...
Til Jyske Folkeminder IV Nr. 426 tilføjes, som der udeladt: Det tykte Eva var kjønt, og så vilde hun og gjærne have Skjæg lige sådan. Men da hun skulde nu til at smøre sig selv, kom der en Hund i det samme, og da hun vil til at slå efter den, kom Dyndet et uheldigt Sted, og så fik hun Skj ægget der. Markus Hansen, Arnborg.
Der var en præst, der havde en engparcel, som var lige i en runddel, og den skulde slåes én dag. Så skulde Djævelen slå med. Det havde han akkord på, foruden en karl, som præsten sendte derned. Men Fanden havde altid begyndt, uår karlen kom, s:: han måtte gå bag efter, og derfor fik han altid det længste skår, og så blev endelighedeu af det, te karlen...
I de to høje, der er ved Amstrup huse, var der to hjærgmænd. En dag, da en mand fra Amstrup, var ude at plove, kom der en bjærgmamd til ham og klagede sig over, at hans nabo vilde al tid være over ham. "Han har en skjæppe penge flere, end a har, og derfor vil han al tid være villere end mig, når vi kommer sammen i gilder. Vil du ikke hjælpe mig at få den...
Do mo endt hwøjsel om Awtningen, få så komme Fanen. Randers. Opt. af Lærer R. C. Andersen, Randers, f. T. på Djursland.
da.etk.DSnr_06_0_00121
Jower har hoved og ojne i begge ender. Lars Nielsen, Vinkel.
da.etk.DS_02_E_00181
I Hemmed og Bonderup sagde de gamle: De wer u ottes eller it, I Gjerrild: endtes. De siger hun til klokken. Ent. klåkken, kattin, sængin; At. klok-æen, katøen, sængen. TJbest. bæste, hest. bcestøen. Gjerrild.
At et Barn er forbyttet, kj endes på den blegere, blålige Ansigtsfarve, og på, at det er mindre af Vægst og ofte puklet. J. Madsen.
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
En fandens slæjj ; han lægger sig ned og himler, ser op; klæpper: enderne af nogle agre, der er skårne fra en vang og dyrkes for sig selv. Ørum v. Viborg.
Stikker man sine fingre til blods ved at sy, er den ond, man syer for, eller også er man selv ond. Ane N.
Mads Bittekræn i Vorupøre kom en gang ind et sted og vilde have brændevin. Så sagde konen, de havde intet, for han var fuld, og hun vilde ikke give ham. Ja, hår i ennt brænndwin, så wæl æ åsse ønnsk, I skal alder fo brænndwin, mæn æ wel endt ønsk undt øwer dæ, æ wel ønsk, te di røwhwål mo røwwn te di skåldere. Lem, Salling.
Stint for endt ved Nørr-Moll a hendt. men ti frossen finger i vent'. Nissen, Ramten.
Der er en Historie om Præsten Ancher Borch i Ringive. Det er det kj endte Sagn om Fanden som fjerde Hjul til Vognen.
Hals Præst var en Gang gået vild, og så kom han til Tor.slev Kirke. Han gik da ind og satte sig på Ligbåren. Da holdt Ånderne Tjeneste, og i det de skred forbi ham, var der mange af dem, han kj endte. Hans Fladbirk, Søheden.
Min Oldefader fortalte også, at der var Bjærgfolk i Hoeshøj sydøst for Byen. Men de er komne dertil fra Brunhulevej. Der er en Huling eller Dal her oppe på Torsager Mark, der har det Navn, og der boede Bjærgfolk, men de kunde ikke være der for Klokkernes Klang i Kirken, og så sagde de: »Mo vi endt væær i Brownholvæjj, så fløtte vi te Hoeshøw evendelig...
En mand i Lindelse sad en aften i et piletræ ved landevejen og tog sig nogle kosteris. Da kom der en stor kulsort mand og gik forbi. Han så ham, længe før han kom derhen. Den sorte havde i munden et lys, som var tændt i begge ender. c. M. L.
