Tor en 40 år siden blev st. Povls dag betragtet som en helligdag på Samsø. Der blev ikke arbejdet, og om aftenen havde de unge dands, hvor pigerne måtte beværte karlene. Samme dag forsamledes bymændene et sted for at bestemme byens vedtægter for det kommende år. Her blev der gjærno drukket dygtigt, og gildet endte ofte med slagsmål, hvortil Samsingerne...
Ved Skovsende har der været stor skov. Til nordost herfor er der noget, som kaldes æ Kratbanke, og der har også været skov, men det er længe siden. Der er dygtigt krat endnu, men der kan blot blive som til rivebøvle eller sådan noget. Rødderne står der endnu. søren vistisen, hoven.
Manden på Rønnovskolm i Vrejlev kom ned til karlene, der tarsk i laden, og spurgte: Hvormange lofulde har I torsken i dag. De svarede: Når vi har torsken 11 til denher, så har vi torsken 12. Men han var tunghør, og så mente han, de sagde 1 til denher. Han sagde da: I er dygtige folk, I er kjønne folk, I skal ha' brændevin til jer meldmad i aften....
I Kristian den syvendes tid kom der et helt læs sølvkander og bægere ud af Treide by, som de skjænkede kongen. Det var sådanne sager, han lavede de frivillige ofre af til fædrelandet. Mange steder havde de det dygtigt med penge, hele stumphoser fulde, men landet i sig selv var JO forarmet. Kristen Ebbesen, Egtved.
En gang krigedes folkene i Karby på Mors med folkene i Heltborg i Ty. De sloges med store sten, så store som huse og høstakke. De ligger i den vestlige side af fjorden. Morsingerne var nogle dygtige karle, og derfor kaldtes deres by Karby, men Tyboerne fik deres sten helt over på Morslandsiden, og de var rene helte, hvorfor deres by kaldtes Heltborg. p....
IHallerup skov lå der en stor sten, som de kaldte Maren Joppes sten. Maren Joppe hed den kjæmpekvinde på Lolland, som i gamle dage havde taget stenen i sit slyngebånd og kastet den efter Idestrup kirke. Det må ellers have været et dygtigt kvindfolk og et stærkt slyngebånd, for den gang Gjedsergårds nye kostald blev bygget, blev stenen hugget op, og da...
Til Jens Norges i Nbrhahie gik hver aften en hvid hovedlos hest over stenbroen. Ingen turde gå ud og give hestene kvældsfoder. Endelig kom der en karl dertil, som turde, for han sagde, at han vidste, hvor skovlen var, og så kunde han også give hestene. Men da han kom der ud, kunde han slet ikke finde skovlen, og han fik et dygtigt smæk: over ryggen. Så...
Per Andersens kone var også slem til at forgjore kreaturer, så en gårdmand, der boede ved siden af hende, havde uheld med dem til enhver tid. Enten dode de, eller de vilde ikke trives, for hun gik altid og strøg på dem, og det var, både når de stod i stalden, og nål de var på marken. Det kunde de ikke få hende til at lade være, indtil en dag, da manden...
I en gård i Sallinge skal en mand være nedmanet i bryggerset, og der vises en stor egepæl i rendestenen som stedet, hvor dette skete. En gammel pige, som fortalte det, har set pælen, men hun kunde ikke mindes, om det var præsten i Hågerup, der siden kom til Sønder-Højrup, eller præsten i Broby, der manede ham, for de var begge to dygtige nok i den kunst,...
En præst i Bjerget havde været ude at kjøre. Da han ved midnatstid kom hjem, så både han og kusken, at der stod en hvid skikkelse inde på kirkegården og vinkede med hånden. De troede begge, at det var et spøgelse, og præsten besluttede sig til at mane det ned. De kjørte hjem, og præsten kom i kjole og krave og fik bibelen i hånden, og nu gik de atter op...
Ved Albjærg bakke, der ligger ved vejen mellem Bjerget og Kjærup, var Fanden slem til at husere og viste sig i forskjellige skikkelser. En pige, der tjente i Kjærup præstegård, havde en aften været henne at besoge sin søster. Det var meget mørkt, og da hun på hjemvejen gik forbi Albjærg bakke, kom Fanden løbende ned mod hende. Pigen kunde se, at ban...
En kone i Bjerget, som varmeget bange for spøgelser, havde en aften været henne i en gård efter mælk. På vejen hjem gik hun langs en groftekant, og her var noget, der greb fat i hendes spand og holdt don tilbage. Konen troede, at det var et spogelse, der vilde tage spanden fra hende, og hun sagde da: Er du nærere til den end a. så behold den! Hun slap...
Skrommelbue: tung uhandelig person, som er kejtet og avet i sine bevægelser; båtti: hartad, næsten; buttel: mindre kar uden ører eller hank; skre: glat, han æ så skre som en mis (den lumske, underfundige); hjap-i-trow: den, der griber og snapper i alting: skøwel er et skjældsord til folk: a ka it hyt mæ få ku/d: nære mig for kulde. Adslev. Mikkel Sørensen.
Før sæ i og før sæ hv: trække i og af klæderne; a wel te å for mæ àw: gå til sengs; wuenskyw\: vognskur; dus: halm, brugt til tækning; bållekås: buldrekasse, vogn med fast fadiug på; brænndnore: brændenælder; stund: siden, st;und du ikke har noget at tage dig for, kom og hjælp mig; tuur: tåle, holde ud; a koe såmænd endt tuur e længe; kol: at være godt...
Jow, do æ sne joiv po et: har hastværk; slowwn: sagtne, de slowne mæ blæsten, også om pine; delken: skure, fordybning i gjenstande, kaldes også skrip; pejte: dunk, en donk sikåri; æwwl: soge trætte, ban æwle sæ enå po jæn, æwles å kjæwles; hjajj: et gammel udmagret og, også om personer, der ser forslidt og forasede ud, hærom hjajj ; skwajepøls laves af...
I Herskind biuges ordene: Kywt (om korn); kræet kan it kywt kweut i vinter: fordøje : mjælldowt: det fine støv af melet. M Sørensen.
Hjapitråw: én, som hjapper og farer i alting, også om én, som forhjapper sig i talen. Skrommelhue om en klodset, kluntet person, én, som er tung i sine bevægelser. BæZe. Skjældsord til en dreng, din kjælle hæle. Adslev. Mikkel Sørensen.
Æ ivi udråb af foragt, når man rører ved noget stygt. Samsø. Mikkel Sørensen. Æ føj. Adslev.
Går man forbi én, som arbejder, hilses der: Godaw å Guj hjælp. Kommer man ind et sted, hvor der spises, siger man: Sing gåt, eller: Godaw å sing gåt, eller: Walbekom jær. Dor svares tak. Adslev. Mikkel Sørensen.
