Til Jens Norges i Nbrhahie gik hver aften en hvid hovedlos hest over stenbroen. Ingen turde gå ud og give hestene kvældsfoder. Endelig kom der en karl dertil, som turde, for han sagde, at han vidste, hvor skovlen var, og så kunde han også give hestene. Men da han kom der ud, kunde han slet ikke finde skovlen, og han fik et dygtigt smæk: over ryggen. Så...
Ved Skovsende har der været stor skov. Til nordost herfor er der noget, som kaldes æ Kratbanke, og der har også været skov, men det er længe siden. Der er dygtigt krat endnu, men der kan blot blive som til rivebøvle eller sådan noget. Rødderne står der endnu. søren vistisen, hoven.
Manden på Rønnovskolm i Vrejlev kom ned til karlene, der tarsk i laden, og spurgte: Hvormange lofulde har I torsken i dag. De svarede: Når vi har torsken 11 til denher, så har vi torsken 12. Men han var tunghør, og så mente han, de sagde 1 til denher. Han sagde da: I er dygtige folk, I er kjønne folk, I skal ha' brændevin til jer meldmad i aften....
I Kristian den syvendes tid kom der et helt læs sølvkander og bægere ud af Treide by, som de skjænkede kongen. Det var sådanne sager, han lavede de frivillige ofre af til fædrelandet. Mange steder havde de det dygtigt med penge, hele stumphoser fulde, men landet i sig selv var JO forarmet. Kristen Ebbesen, Egtved.
En gang krigedes folkene i Karby på Mors med folkene i Heltborg i Ty. De sloges med store sten, så store som huse og høstakke. De ligger i den vestlige side af fjorden. Morsingerne var nogle dygtige karle, og derfor kaldtes deres by Karby, men Tyboerne fik deres sten helt over på Morslandsiden, og de var rene helte, hvorfor deres by kaldtes Heltborg. p....
IHallerup skov lå der en stor sten, som de kaldte Maren Joppes sten. Maren Joppe hed den kjæmpekvinde på Lolland, som i gamle dage havde taget stenen i sit slyngebånd og kastet den efter Idestrup kirke. Det må ellers have været et dygtigt kvindfolk og et stærkt slyngebånd, for den gang Gjedsergårds nye kostald blev bygget, blev stenen hugget op, og da...
Per Andersens kone var også slem til at forgjore kreaturer, så en gårdmand, der boede ved siden af hende, havde uheld med dem til enhver tid. Enten dode de, eller de vilde ikke trives, for hun gik altid og strøg på dem, og det var, både når de stod i stalden, og nål de var på marken. Det kunde de ikke få hende til at lade være, indtil en dag, da manden...
I en gård i Sallinge skal en mand være nedmanet i bryggerset, og der vises en stor egepæl i rendestenen som stedet, hvor dette skete. En gammel pige, som fortalte det, har set pælen, men hun kunde ikke mindes, om det var præsten i Hågerup, der siden kom til Sønder-Højrup, eller præsten i Broby, der manede ham, for de var begge to dygtige nok i den kunst,...
En gårdmandskone i Toftlund, sogn var ilde omtalt for sin store knaphed og gjerrighed. Hun stod omtrent midt for bordet og delte kjødmaden ud til manden, børnene og tjenestefolkene. Ved denne uddeling brugte hun sjælden kniv eller gaffel, da, som hun sagde, fingrene var lige så rene som sådanne redskaber, og blev de alt for fedtede, så slikkede hun det...
Der var så mange jule krybskytter her i fordums tid. Skovrideren boede oppe på Låsled efter Rødding, og ban havde en karl, der var så god til at snakke for den gamle, så han troede ham så godt. Men han var en rigtig krybskytte, den samme karl. En morgen skod han et dyr, og da skoven går lige ind til gården, så slæbte han dyret helt derind og lagde noget...
Ane Horby var et grumme pænt og dygtigt kvindfolk, men hun var kjed af hendes mand og al verdens ting. En dag måtte hendes dreng blive hjemme og skulde ikke i skole. Det var hun glad ved. Hun bagte pandekager til ham og gav ham så meget godt. Hvordan kan det være, du er så god ved mig i dag? siger han. Ja, det vidste hun snart ikke. Så skulde han...
Der var et lille Korn galt et Sted i Guldager, lav a var hjemme. Manden kaldtes Morten Tyrk og var en skidt Person, vi Born var så bange for ham. Når der kom en Høne på hans Landeri, så sagde han: »A skyder den, så kan I få æ Stumper.« Han og Konen kunde ikke komme til Rette, a har set, hun har fået Hug af ham i hendes bare Ende, og han plejede at sige...
Der ligger en lille Herregård i Grindløse, som hedder Jerstrup, og der havde de en Nisse. Der var også én i en Gård oppe i Grindløse, og de vilde stjæle Havre fra hverandre, for de Nisser var jo så dygtige til at fodre Heste. Der er en lille Bjærgstrækning midt imellem Jerstrup og Grindløse, og der mødte de en Gang hinanden og kom til at slås. Den Nisse...
I Skramgården, Fyen, havde de en skifting, der aldrig kunde sige et ord. En morgen, da pigen var kommen meget sildig ud at malke, hørte hun nogen råbe: "Kom Pinds, kom Pands!" og bliver ved at gjentage det flere gange. Da pigen nu kom hjem, fortalte hun, hvad hun havde hørt, og da udbrød barnet, som lå der i stuen: *Det er min moder!" Med stor...
Denne bog hår kostet penge, ingen har i den at flænge, kjob dig én, så er det din, så kan hver beholde sin.
Denne bog er uden liv. den, ham stjæler, den er en tyv, uår jeg moder dig med min kniv, jager jeg den i dit liv.
Om nogen vide vil, hvem denne bog mon eje, Da er det én af ægtigt blod (o: ægte blod), som går på Herrens veje, Adel er han ej, men ærlig er han vist. Dertil hjælpe ham Vor Herre Jesus Krist.
En bonde i Åby ejer en gammel flaske. Pastor Bondorff havde en avlskarl, som var en rigtig skjælm. En dag satte præstekonen flasken fuld af brændevin for Jens og sagde: Nu er flasken fuld, når du har tnmt den, kan du få mere. Avlskarlen påstod, at den ikke var fuld. Jo, mænd er den så. Jens påstod, at der endnu kunde gå en pægl i flasken, han vilde...
Pintsedags regn får mangen fattigmands barn til at græde. Nik. Chr. Tillæg til 4. Forskjellige gilder.
Og hor' I, hvor de klokker de ringer, og se, hvor den stakkel han springer og la'r sig honnet (honnens) begrave, den stund en anden jeg vil have. Og Gud være lovet, der tog ham. og tak være præsten, der begrov ham. Nik. Christensen.
