Ved Skovsende har der været stor skov. Til nordost herfor er der noget, som kaldes æ Kratbanke, og der har også været skov, men det er længe siden. Der er dygtigt krat endnu, men der kan blot blive som til rivebøvle eller sådan noget. Rødderne står der endnu. søren vistisen, hoven.
Manden på Rønnovskolm i Vrejlev kom ned til karlene, der tarsk i laden, og spurgte: Hvormange lofulde har I torsken i dag. De svarede: Når vi har torsken 11 til denher, så har vi torsken 12. Men han var tunghør, og så mente han, de sagde 1 til denher. Han sagde da: I er dygtige folk, I er kjønne folk, I skal ha' brændevin til jer meldmad i aften....
I Kristian den syvendes tid kom der et helt læs sølvkander og bægere ud af Treide by, som de skjænkede kongen. Det var sådanne sager, han lavede de frivillige ofre af til fædrelandet. Mange steder havde de det dygtigt med penge, hele stumphoser fulde, men landet i sig selv var JO forarmet. Kristen Ebbesen, Egtved.
En gang krigedes folkene i Karby på Mors med folkene i Heltborg i Ty. De sloges med store sten, så store som huse og høstakke. De ligger i den vestlige side af fjorden. Morsingerne var nogle dygtige karle, og derfor kaldtes deres by Karby, men Tyboerne fik deres sten helt over på Morslandsiden, og de var rene helte, hvorfor deres by kaldtes Heltborg. p....
IHallerup skov lå der en stor sten, som de kaldte Maren Joppes sten. Maren Joppe hed den kjæmpekvinde på Lolland, som i gamle dage havde taget stenen i sit slyngebånd og kastet den efter Idestrup kirke. Det må ellers have været et dygtigt kvindfolk og et stærkt slyngebånd, for den gang Gjedsergårds nye kostald blev bygget, blev stenen hugget op, og da...
Til Jens Norges i Nbrhahie gik hver aften en hvid hovedlos hest over stenbroen. Ingen turde gå ud og give hestene kvældsfoder. Endelig kom der en karl dertil, som turde, for han sagde, at han vidste, hvor skovlen var, og så kunde han også give hestene. Men da han kom der ud, kunde han slet ikke finde skovlen, og han fik et dygtigt smæk: over ryggen. Så...
Per Andersens kone var også slem til at forgjore kreaturer, så en gårdmand, der boede ved siden af hende, havde uheld med dem til enhver tid. Enten dode de, eller de vilde ikke trives, for hun gik altid og strøg på dem, og det var, både når de stod i stalden, og nål de var på marken. Det kunde de ikke få hende til at lade være, indtil en dag, da manden...
I en gård i Sallinge skal en mand være nedmanet i bryggerset, og der vises en stor egepæl i rendestenen som stedet, hvor dette skete. En gammel pige, som fortalte det, har set pælen, men hun kunde ikke mindes, om det var præsten i Hågerup, der siden kom til Sønder-Højrup, eller præsten i Broby, der manede ham, for de var begge to dygtige nok i den kunst,...
En mand rejser fra Kjøbenhavn til Korsør, hælder pengene af pungen, og værten giver han de halve. Han giver pigen en skilling og rejser til Nyborg. Der gjør han lige sådan, rejser til Middelfart og gjør ligeså. Nu har han ingen tilbage. Hvor mange fra først af? 14 skilling. Jørgen Hansen.
I en gi. bibog, som mange kom for at låne, havde fader skrevet: Bogen haver ingen liv, hvem den stjæler, er en tyv, han skal så med bodlen tale, ravne og krager skal over ham gale. Bindslev, Vendsyssel. Friskolelærer Jørgen Hansen.
I julestuerne legede vi også : Den rige hr. Randsbjærg. Han var svært udpyntet, og for det meste havde han klokker på. Han hoppede og sprang og havde en flok svende med sig. Bag efter ham kom fattig Per Eriksen, skrutrygget, pjaltet og med alle sine lurvede sønner. Jørg. H., Mads Jensen, Udby sogn.
Leveren af en hane og ikke af en and, jeg og min kjærest vi gik over et vand, under det vand var hviden sand, så snart en hare rejser en hund, tre muskat vejer et pund, nelliker et kvintin, så hser jeg allerkjæresten min. Jorg. H.
Leveren af en høne og ikke af en kanin, alt vand var omvendt til vin, alle nelliker til muskater, alle skillinger til dukater, alle grønne skove var kjærlighedsfuld', så vil jeg være min kjæreste huld, at vi kan være så frydefuld. Jog. H.
Bliver der en hvid rose blandt en klynge røde, skal man bære lig af huset. Jørg. H.
da.etk.JAT_03_0_01669
Det er et sikkert tegn, at dons st. Hans log, der forst visner, skal først dø. Jørg. H.
Når hanen eller hønsene kagler på hjalet efter kl. syv, doer snart én af familien. Jørg. H.
Der spørges lig, når man hænger hvidt linned ud nytårsaften, ti den, der klæder først gjærde, skal først klæde lig. Jørg. H.
da.etk.JAT_03_0_01587
