På Liver åes øvre lob kaldes den også Astrup å. Den vil hvert år have et menneske. Når tiden er omtrent udløben, og den endnu intet menneske har fået, hører man den råbe med dyb, hul rost: « Tiden og stunden er kommen, men manden er ikke kommen endnu. > Det varer så ikke længe, inden man sporger, at nogen er kommen af dage i åen. T. Kr. Kristensen.
Der gik en gang om natten en spillemand fra et gilde i Bjærgby nord for Hjørring til sit hjem i Bagterp syd for Hjørring. Da han var i nærheden af Bagterp, hørte han ulve tude og mærkede, at en flok fulgte hans spor. Han søgte ind over markerne, men ulvene nåede ham snart, og han troede sig fortabt. Da stod han for en dyb groft; der kastede han sig ned...
I Ugilt og Tårs sogne ligger nogle hoje, Ilbjcerge kaldet. I den storste hoj, StueJwj (Stowvvhoj), rugede en drage over en stor skat. Denne vilde folk jo gjærne have fat i, og en gang vilde da tolv stærke karle prøve at hente skatten op. Det skulde ske torsdag ved midnatstid og under dyb tavshed. De grov første og anden torsdag aften uden at finde noget,...
Der var en Pige på en 17, 18 År, hun skulde hen til en Mølle en Aften og hente en Skjæppe Gryn, og det var pænt Måneskinsvejr. Hun kom også forbi Kirken, hvor der gik en dyb Hulvej om ved med en Brink hen i Midten. Da hun så kommer og går hjem igjen, så møder hun der et Mandfolk, og så siger hun til ham: »Hvad går du her efter?« Hun glemte rent at hilse,...
De havde en byfoged i Hjørring, som hed Kofod, han havde tilsagt sognefogden i Ugilt K listen Pedersen til at møde ved Ilbro, for der var noget galt med broen, som de skulde have efterset. Byfogden kom først og ventede så en tid på sognefogden. Til sidst blev han lynende gal, for det han skulde sidde der og vente med befordringen. Imidlertid kom...
da.etk.JAT_05_0_00435
Der var en gammel gårdmandskone i Skallerup, det var nu egentlig T. Kr. Kristensens bedstemoder, hun fik sig lavet nogle kroge ved bysmeden til at sy i hendes livstykke, og der hængte hun noget fetalli, som hun vilde have smuglet ind i Hjørring, og som egentlig skulde fortoldes. Det hang altså under skjørtet, og hun mente altså på den måde at kunne få...
I mit hjem kan a huske, vi brugte at brænde brændevin. Det var jo forbudt, og vi skulde passe så nøje på. at betjentene ikke kom over os og tog os ved det. Så kom der en mand til vinduet om natten og sagde, at betjentene de kom og skulde se efter, for der var nogle, der havde mældt os. A er jo fra Nørre-molle, og så havde vi anbragt tojet i en kjælder...
For en 70 år siden var der en præst i Sønder-Harritslev, der hed Weise. Han havde en avlskarl, der tillige var kusk for ham og var noget betroet. Når han så kom til Hjørring, skulde han jo forrette ærender for præsten. En gang gav han ham det bud med, at han skulde gå ind til Steffen Hattemager, det var den eneste hattemager der var i Hjørring i de...
Der tjente en karl ved Jens Madsen i Hundelev, o han så ikke ud til at være rigtig sløv. Han skulde gå og pass kreaturerne om efteråret i kjæret, og da han kom hjem med dem om aftenen, så manglede der en ko. Hans husbond spørgei ham så efter, hvor den rode ko var bleven -if. Ja, hun var gået i bløde i en vældgunge, og den gang a kom til hende så trykte...
Det har været skik her ved bryllup, at når gjæsterne havde spist, så skulde de alle gå hen og kysse bruden og sige tak for mad. Det var helt almindelig, og ved barnedåb skulde de kysse den, der bar barnet, De blev beværtede med kjodsuppe og kjod, dernæst bygsuypo og fisk. Til en forsamling blev der altid givet fon, der som regol bestod af en kop smør, et...
I det sydlige Jylland, mellem Eibe og Varde, havdG man i min barndom folgende skik. Julemorgen stod husfaderen op meget tidlig og tændte lys, kaldte på alle børnene, så de blev vågne, men dog blev i deres senge, gik så hen og lukkede alle dørene op lige ud til gården og sagde, idet han lukkede yderdøren op: Kjære jul, kom herind! Når han atter kom ind,...
Ser man om foråret første gang: storken stå og viben flyww, sædmani gå og ploven dryww, får man et godt og heldigt år. Fru Høeg-Høyer.
Horer man storken knebre, før man ser den, bliver man sladderagtig. Ser man den stående, skal man blive hjemme. Fru Iløeg-Høyer.
Ser man viben flyve, bliver man flittig, ser man den stå, bliver man doven. Horer man den, for man ser den, bliver man arrig og vredagtig. Fra Høeg-Høyer.
Storken stå og viben flyv', så skal man hjemme blyv'. Ser man storken flyve, skal man ud at rejse. Fru Høeg-Høyer.
Går man vild på en vandring, skal man vende sit forklæde - manden sin trøje og dreje sig tre gange avet om, så linder man sig straks til rette. Fro Høeg-Høver.
da.etk.JAT_03_0_00327
De æ måest mæ si kålld åest. Kuthr. Høeg Høyer.
da.etk.JAT_01_0_00844
Tala trænder, Gregorius slår i, Benediktus skærer ræven ned d. v. s. som vejret er Tala dag, skal det vedvare til Benediktus, da dot skifter. Kathrine Høeg-Høyer.
For en 30 År siden var der også noget galt i et Plus i Tornby. Ilden røg ud af Skorstenen om Natten, og det så helt uhyggeligt ud. Folk troede, det var Hegseri, og var bange for at komme der forbi ved Nattetid. Købmand T. Kr. Kristensen, Hjørring. Tornby S., Vennebjærg H.
da.etk.DSnr_06_0_00708
Der var en Skrædder nede i Sindal, hans Kone havde en Kjæreste, og så var Manden jo i Vejen for dem. Det blev da lavet sådan, at han kunde ikke være i Fred nogen Steder. Når han sad på Værkstedet og arbejdede, så vilde Værktøjet søge ham, og både Sagse og Nåle vendte sig imod ham for at gjøre ham ondt. Værktojet var kort sagt færdig at tage Livet af ham,...
