Svenskerne skal have bygget Salsen på Estrup og sat Stendiger østen for Gården. Årstallet 1717 står på en stor bred Sten. Malt S., Malt H. Morten Povlsen Post, Lindknud.
Der har været en gammel Borg i Gindeskov Krat. Der har været Grave og Volde om den. Diget eller Volden sees endnu og går ned til begge Vandløb både Gindeskov Bæk og Stavlund Å. Krattet har været indhegnet. Den Borg har Ginding Herred Navn efter. . Konrad Filipsen Bræuner. O. Feldborg. Grove S., Ginding H.
Fra Sporup Kirke til Farre Hovgård går der en Løngang. Over Sporuplunds Marker går der en lav Jordvold, omtrent som et halvt sløjfet Dige, og her under skal Løngangen findes. Sporup S., Gjern H. Mikkel Sørensen.
Ved Emdrupskov har der standen en Kirke, og Kirkegården er der endnu. Der er endnu et lille Dige kjendt, men det er helt flak. Den Kirke skal Fjenderne have ødelagt. Så rendte Klokken ned i Åen til sønder for. Der ligger den og ringer til hver Hellig-Tid. Gram S., Haderslev Vester A. Jens Thomsen, Bovlund.
Der er en Mark, der går ud til Hejls Minde ikke langt fra Hejls Kirke og lige oven for Engen, der kaldes Hellighøj. Der har gået et Dige op over Marken, der delte den i Store- og Lille Hellighøj. Her blev de første Mennesker i Hejls døbt, inden Kirken blev bygt. Neden for er en Bæk, som løber ud i Hejls Minde, men om de døbtes i Bækken eller Stranden,...
Voldgravene om Kirken kunde endnu huskes af min Moder. De lå inde på Kirkegården, så altså Diget var helt udenfor. De sløjfedes i Præsten Henningsens Tid, omkring ved 1840. Vi kan også huske hende fortælle om en Pige fra et lille Hus her i Nærheden, der skred på Isen en Vinter der inde på Graven og faldt baglænds om og slog sig fordærvet, så hun døde....
Et Par tusend Alen østen for Byen Rovst er et Dige, der kaldes Kampdiget, og det strækker sig vel også et Par tusend Alen mod Nord. Ved den nordre Ende er der en Del Småhøje. Grimstrup S., Skads H. pens. Lærer Jørgensen, Grimstrup.
Johan Andresen, der var Gårdejer i Ullerup, så' en anden Gang en Ligskare, og der var mange Vogne. Han gik til Side helt ned i Grøften og satte det ene Ben på Diget, men Ligtoget kjørte så nær ind på ham, at han nær var bleven kjørt ned. En Tid efter dode der en Mand i Byen, og den Dag han blev begravet, havde det regnet så stærkt om Natten, at der stod...
Da Diget mellem Daler og Højer blev slået, blev der sat en Tønde med et lille Barn i derned. Barnet fik en Sennepskage i Hånden for at stille det tilfreds, og så blev både Barn og Tønde dækket til med Jord. Dette skete, for at Diget skulde holde Stand imod Floden. Barnet findes altså i Tønden den Dag i Dag. Stedet, hvor Barnet blev sat ned, er omtrent...
En Markendsaften var mange Folk i Følge, de havde været i Lemvig og skulde hjemad. Nu var nogle af dem så skrækkelig kåde, og da de kom forbi Nissum Kirkegård, så gik en Karl og en Pige derind og gav dem til at dandse. Men lige med et sank de ned i Jorden, og der blev så en grøn Plet, som var der i mange År. A véd, hvor den var, det var lidt inden for...
da.etk.DSnr_02_G_00111
Der er jo mange Hugorme i Vildmosen. To Karle, der var ude at grave Tørv, slog Væddesmål om, at den ene skulde slå Kreds om sig, og så skulde han hente alle de Hugorme, der var. Så begyndte Ormene at komme, og der blev et Dige af Orme omkring Karlen, så den anden kunde ikke se ham. »Kommer der nu flere?« siger han der inde i Kredsen. »Ja, nu kommer de...
En Mand gik ude ved Limfjorden, hvor der var et Dige. Der traf han på en Vældt Hugorme, og blandt dem var en hvid. Den slog sig i et Hjul, og Manden blev ræd og løb skyndsomt op til hans Hus, hvor han slog Døren i efter sig. Ormen slog et Baes mod Døren, og så vendte den sig mod Bindehunden og bed den, så den strags døde. Hans Fladbirk, Søheden.
Syd for Linderup i Tolstrup Sogn er et Dige, der kaldes Slyngeborg Dige, det danner Skjel mellem den nordlige og østlige Del af Præstegårdsmarken og så den Hede, der støder til. Hen ad det Dige har Vejfarende set et Ildhjul løbe. Lærer Obel, Vrejlev.
Jens Krænsen i LodsJwvad han kunde signe. Min fader, Jens Diget i Hvidmose, havde en ko, som var. bleven halt, og så skulde a over til Jens Krænsen med koen. Hau spørger mig så, om den havde fået skaden ude eller inde. Men det vidste a ikke. Så blev hun trukken ind i vognskjulet og skulde stå der med det halve ude og det halve inde. Han tager da ned til...
Der var en tøs i Nørre-Rind, der var så let, te hun kunde hoppe fra ét dige til tt andet. Folk sagde da til hf ude: »Da er du svær let, bitte Maren!« »Ja, a ka gjø mæ te en håår, å hå wåt i Troras kjærk i Narre.« >;Hwa fæk do dææ?« »Nåwwed å drek.« »Hwa o?« »Å en søllkannd; men de war en skavet øøgpaund.« »Hwæm hå læer dæ de?« »Mi muer.«...
En gammel jæger fra Rise på Ærø havde sit mas meden hare, der hver dag sad ved et dige. Så han den ved.den ene side, sprang den over til den anden side. Han traf den altid ved det dige. Til sidst kom han den på skud, men den gav blot et hop og var væk. Siden skød han ikke efter den. Urban Hansen.
Per Lang prøvede også på at brænde Cyprianus i ovnen, og han så, den brændte, men da han kom ind, lå den ligegodt i hans kiste igjen. Per Lang var et sært spøgelse; der var ingen, a var så ræd for som ham. Når han kom, spurgte han mig, om a var kjæmmet. »Er du ikke kjæmmet, så skal a sluge dig, a kan lige så godt sluge dig, som a kan sluge den tornebusk,...
Havejomfruen på Bækmark blev af pastor Øllgård i Møborg nedmanet vest for landevejen, der fører til Lemvig, i nærheden af et sted, man kalder Peder Agers, ved et dige, hvor stedet endnu antydes ved "et korstegn". Præsten måtte love, at karlen, Kristen Lykke hed han, ikke skulde være norden for åen, der løber forbi Bækmarksbro siden solnedgang. p. k. m....
A tjente i Flamsholt, og min broder på Horslev mark. Så besøgte a ham en aften og gik tilbage den samme aften, men det var kjønt månelyst vejr. Som a nu kommer forbi det nordvest hjørne af Torslev kirkegård, stod der en skikkelse ret op i sin ene skjorte. En havde hungen sig og var begravet lige uden for diget på den plads. Derefter skred den lige...
I diget lige uden for indgangsdøren til Skals skole sidder en stor sten. Den har en gang siddet i hjørnet af et hus, som de kaldte Ann Hørupes hus, det hus lå lige over for skolen, der på kromandens toft. I det samme hushjørne stod vore køer, fortæller en ældre kone; men den ko, som stod op mod stenen, vilde al tid dø. Først døde min moders medgiftsko,...
