Tre Kræmmere kom nør fra og vilde sønderpå og kjøbe Kram, for de havde udsolgt. Så kommer de til en Gård i Alslev, hvor de var vant at ligge. Men der var Konen lige død og lå Lig, og Begravelsen skulde være Dagen efter, så der kunde de ikke blive. De dræjer så til Toftnæs, der lå tæt ind til på Alslev Mark, hvor de først var, og der kommer de til at...
Om roverne i Lundbjærg skov fortælles også følgende: En gang der var bryllup i Værura, og dandsen gik allerbedst om aftenen, da kom der nogle fremmede karle ind, som ingen kjendte. Men da det var gilde, så blev de modtaget med sædvanlig gjæstfrihed. De blandede sig mellem gjæsterne, dandsede og drak med dem. I løbet af natten blev munterheden stadig...
Portiere hundrede år siden boede på Damsgård en frue, hendes mand var død, men hun havde en datter, der skulde giftes. Hvordan det nu egentlig hængte sammen, videsikke, men det var bestemt, at brudesmykket skulde komme fra Frøslevgård, hvorfra en pige blev udsendt samme dag, brylluppet skulde være, så vel med smykker som med andre kostbare foræringer. Nu...
Da Højslev kirke skulde bygges, havde bygmestrene deres maes med det stykke arbejde ; ti hvad de byggede op om dagen, blev straks revet ned den følgende nat, så sten og tømmer næste morgen lå i én skuddermudder. Det var jo de underjordiske, der drev deres ufærd der, hvorfor de gode Høj slevboere også klogelig henvendte sig til dem for at få lov til at...
En mand, som boede i en gård i Jandrup, havde en kobås, hvori den ene ko al tid dode. En dag, som konen sidder og spinder, går døren pludselig op, og en lille bitte pige af størrelse som en finger trådte ind og bad om at låne en saks. "Hvad vil du have den til?" spurgte gårdkonen. "Til at skjære min sosters brudekjole, hun skal have bryllup i morgen. -...
Annekskirken til Skyum, Hørdum, havde en gang undergået en hovedreparation. Da den gamle pastor Bille første gang efter reparationen skulde holde præken i kirken, begyndte han at bede således på prækestolen: Herre, jeg takker dig, at vi har fået et nyt loft med gode stærke bjælker i vor gamle kjære kirke, jeg takker dig, at ingen er kommen til skade ved...
Kostmanden havde kort, blå trøje og lange blanke støvler. Når han kom i gården, slog han et stort smæld med pisken for at lade folkene vide, at han var der. Så sagde han : Go daw, go daw, æ dæ flier a jæt falk i jæt hus, så mo æ be dæm om å kom ned å høør, hva æ hår å sæjj. Så er jegda i Guds navn kommen for at hilse og indbyde til bryllup for tvende...
Vi havde en præst her, der hed Hee, han var forst møller. Han kunde ikke meget latin. Mit latin, sagde han, det er Fanden ta mæ støvet bort i Holms mølle. En dag ved ofringen bar en sig galt ad, og da rækkede Hee tungen ud til siden ad ham der oppe for alteret. Så du det, sagde en mand nede i kirken, det var et fejlt træk. På en rejse kom ban til...
Ved bryllupper i Kcong stod en 3, 4 spillemænd uden for døren og spillede for hver vogn, der kom. Indenfor døren stod 2 mænd, én med en flaske med bitterbrændevin, hvoraf skjænkedes den indtrædende, og den anden med hvidt sukker, hvoraf bødes et stykke. Når der var spist frokost, og man var kommen til vogns, bødes en snaps brændevin til mændene, hvorimod...
Min Bedstemoders Søster var Selskabsdame på en Herregård på Fyen, og Fruen havde en Broder, de kaldte Junkeren. Han hed Linde eller Lindet og var fremsynet og en hel Del underlig. Så skulde der en Gang komme fremmede fra Kjøbenhavn, nemlig en ældre Dame og en ung Pige, og Fruen siger til Selskabsdamen, at hun skal gå op ovenpå og gjøre i Stand i de...
I Nørby i Tved ved Tisted er der en gård, som kaldes Grobgård, og den ejedes af et par rige folk, som havde en eneste datter. Hun skulde nu giftes med én, som hun nødig vilde have. Trolovelsen blev holdt, og man var i færd med store forberedelser til brylluppet. Men et par dage før dette skulde holdes, hængte pigen sig. Hun blev begravet i al stilhed,...
Den gi. kirkesanger Peder Pedersen Vejsbjærg på Vænø har fortalt således: Jens Foged var ladefoged på Volstrup i Svenskekrigens tid. En gang kom to svenske ryttere til Volstrup, og de havde hver en posefuld røvede guld- og sølvsager hængende på hesten. Mens de var inde i huset, og deres heste holdt udenfor, tog J. F. en af disse kostbare poser og smed...
I den østlige ende af Tungelund og den vestlige side af Mondrup marker ligger en række høje, en 13, 14 stykker, der næsten alle har sit navn og siu historie. Den ene er så høj, at der kan tælles 23 kirker på den, og den kaldes Mondrup høj, hvor en skat skal være begravet. Flere har forsøgt at finde den, men er altid blevne forhindrede deri. Bavnehøj med...
Ved bryllupper og andre gilder fik man sød vælling af grove gryn, hvori brødes brød af rugmel, der var renset fra klid gjennem et hårsold. Anden ret var kjødsuppe, og tredje bergfisk med sennep. Dertil drak man øl og brændevin, nogle steder fransk bræm'.evin. Lerkar brugtes yderst sjælden, derimod tinfade, trætallerkener og en ølkande af træ med en tud,...
Bruden skal være i den første vogn, og brudgommen i den anden, spillemanden i den tredje. De unge mænd rider foran pá stolte heste, og når toget kommer i en fire, fem bøsseskuds afstand fra kirken, rider de i fuld karriere op til kirkegårdsdiget og vender strags i susende galop om igjen for at hilse på bruden. Sådan rider de to gange til og venter...
Ved bryllup gik det her sådan til. Om søndagen var bruden selv ude at bede de folk, der skulde lave til. Hvor eneste kone i byen var med, eller også var der en pige fra det sted, hvor konen ikke kom. Så slagtede og bagede de. Om mandagen skulde to bydemænd ud at bede, og de sagde hvert sted: A har en flittig hilsen til jer fra ungkarl [Mikkel Gonimesen]...
Kår undtages skolen var der ingen grundmurede huse i Tovstrup, og langt mindre med tegltag. Der var ikke en gangfod under stolperne, men disse stod på sten med et stykke tommer imellem. Væggene var af vendrelod. som der tales om i historien om dronning Bengjerd, der sagde, at slige boliger var gode nok for bonder. På disse vendrede eller flættede vægge...
Barsel- og Bryllupsindbydelser. 1. A sku hælisen fræ mi mowes maste, gammel Marren Skrammelkjær, om I vel væssegowe o toosde å kom om å fo en svengom i wå fooste. E. T. K. 2. A sku hælsen fræ mi mowes Maren å mi ålldmors Karen, om I vild et kom nejed te wås o toosde å fo en spring-om i æ fooste, øl hår vi et, brø å brændvin for I et, pever å ålldhåånd å...
