1846 blev alle sten bortførte fra Rappe Røjle til afbenyttelse til grund for en mølle, som skulde bygges i Kalvehave. Der var ikke andet i højen end sten og jord. Men i al den tid, der blev arbejdet på at bryde og flytte stenene, gik der bestandig to harer, og den ene havde en lang hale ligesom en ræv. Det fortælles af flere, som påstår at have set dem...
Stodderstubben er på den mark i Kalvehave, som er syd for landevejen tæt vest for byen. Der har før været et offersted samt en stor mængde sten, hvoraf de fleste nu er bortførte. For nogle år siden var stubben større, men i følge et gammelt sagn må den ej fyldes rent op, for så vil ejeren have uheld med sine kreaturer. Der er også et andet sagn angående...
Vejen fra Ødum til Voldum går forbi en høj, som ligger på venstre hånd, når man kommer fra Ødum, og den kaldes Dronningens høj. Der siger man, at dronning Sofie Amalie flygtede til, den gang kongen bortførte hende. Oven i højen var der et rundt hul, hvor hun kunde sætte hendes fødder, mens hun sad på kanten af dot. Feldballe.
I Blanke i Roerslev sogn boede ridder Ranke, og han ligger begravet i gårdmand Povl Andersens have der i byen, hvor hans høj Rankehøj indtil for få år siden har stået, men nu er den bortført. Ridder Ranke havde også ejendomme i Båring; nord for byen i gårdmand Jørgen Jørgenseus mark er der nogle agre, som kaldes Ranke agre, og her har ridder Ranke tøjret...
I Rosmos sogn er en høj på en mark ved landsbyen Ørup. I den skal Rembel Hus ligge begravet. Han bortførte hemmeligt greven af Kalvøs datter, og blev angrebet af hendes 9 brødre, at hvilke han dræbte de otte, men blev selv dræbt af den niende Resen VI, 591.
Nok vesten for Boring hos landevejen imellem Modelfart og Bogense findes en høj. kaldes Kongshoj, af den årsag, Rnnnild skulde have taget sig en gadelam midsommers aften der og bortført med sig, hvorfor han siden skulde have mist livet. Om det i sandhed så er, véd jeg ikke. Asperup. Præ-Jteindber. til O. Worm.
Inden man rejser sig fra bryllupsbordet, går der en tallerken om for musikken og dernæst en for de fattige. Derefter begynder dandsen. Det har før været brug, at brudens fader forst dandsede en menuet med hende, og når den var til ende, overgav hende til brudgommen, som ligeledes dandsede en menuet med hende. Så kom turen til de øvrige slægtninge, og...
Gjæsterne mødtes i bryllupsgàrden til bestemt tid og modtoges med musik. Når de kom ind, fik de brændevin og et stykke tør bygkage, hvoraf de tog en lille mundfuld til brændevinet, men puttede resten i lommen og tog med sig hjem. Derefter steg man til vogns og kjørte ud af gården under musik. De, der er fra byen, hvor brylluppet står, følger ikke med...
At ride sommer i by er her næsten gået af brug. Karlene er meget pyntede med snore, bånd og silketørklæder, hattene er helt bedækkede med snore, bånd, sølvlænker og hovedvandsæg. Hestene, især deres lædertøj, er også pyntede, og deres hoveder forsynet med stads. Til denne fest bruges to såkaldte blus, konerne pynter det ene, og pigerne det andet; men...
Fur udskiftningen havde hver by sit mærke, hvilket var meget nødvendigt for at kjende, hvad der hørte til enhver sà vel af kreaturer som af andre ting, da sà godt som alt var fælles. Kalv have bymærke var: OOOX. Foruden bymærke havde hver mand sit bomærke; dette var også anbragt pa kreaturerne og alle hans ting. R. Olsen.
da.etk.JAH_01_0_00020
I Nymølle, som tilhører Langebæk mølle, har fordum været et smeddeværk, som gik ved vand, og smeden kaldtes lesmeden. Han skal have været så ilter af sig, at når nogen sagde ham lidt imod, slog han løs på ham med det gloende jærn. Mange år efter ved højtiderne hørtes her et stærkt bulder, det skulde være smeden, som spøgede, og endnu bestandig brugte sin...
I den ny grusgrav, Kalvhave sogn, på gårdmand Hans Olsens lod i Bael er fundet en del menneskeben. Jeg har selv sét hele og nogle stykker af hovedpander samt en del lårknokler, der lå i øst og vest, 3A al. under jordens overflade, men ikke tegn til træ eller klædningsstykker. De fleste af dem var meget tykke i benet omkring issen. De skriver sig...
Sløttebanken er i Pedersgårds skov eller, som den af almuen kaldes, Hovskoven, og har sit navn af, at der i ufreds tider har stået en vagtstøtte der eller en bavn, hvorved er gjort bavnevagt. R. Olsen, Vordingborg egn.
En Fynbo havde læst i en gammel fynsk bog, at i Sjælland var ct bjærg, som hed Knlsbjærg, og der udi en jærnport, og hvem der kunde nå at komme igjennem den, kunde få rigdom nok, ti der inden for var meget sølv og guld. Underligt var det, at den samme mand kom til at være nabo til Kulsbjærg, nemlig på den såkaldte "Skov", men meddeleren tror ikke, han...
En mand på Møen havde en gang læst i en gammel bog, at i en høj i Sjælland, der hed Kysehøj, skulde være nedlagt et guldsværd med en guldkjæde ved. Da samme mand var kjendt med højens ejer, lod han grave i den for at finde skatten, og ejeren satte han til at være opsynsmand ved arbejdet. Efter hans foregivende fandtes der imidlertid intet, dog mener...
På Niels Skinders lod i Viemose er en stor høj begroet med buskads, hvor der skal være fundet en stor gryde. Et par af mandens børn lå og grov i højen, og da stødte de på noget jærn, hvorpå de løb ind til deres moder og fortalte, hvad de havde opdaget. Hun tyssede på dem og begav sig skyndsomt ud for selv at undersøge stedet. Hvad der fandtes, blev holdt...
En kone på 77 år fortæller, at hun i sin ungdom har set det brænde i Frans Pedersens grusbanke i Viemose. Da landevejen blev anlagt gjennem Viemose by, fandt en bonde fra Sandvig i denne grusbanke et skrin, men hvad der var i det, videsej. Så meget er dog vist, at bonden i en hast forvandledes fra en fattig til en rig mand. rasmus olsen.
Tronehøjene har været, hvor Pedersgård nu står, men ved gårdens bygning er de bleven sløjfede. Hvor møddingen er, skal have været et uføre, så at intet kreatur kunde gå der. En gammel kone i Kalvhave siger, at hun har kjørt plov der, hvor Pedersgård nu ligger. r. olsen.
Der skal før have været orgelværk i Kalvehave kirke, men da der en gang spilledes derpå, skal det af den stærke lyd(!) være faret ud af kirken og ud på den strandklint, som kaldes Arehovedet. Men da der er et Arehoved på Jakob Kræmmers lod, og et andet på degnens, er det vanskeligt at afgjøre, hvor orgelet egentlig er faret hen. r. olsen.
