I Tornby sogn nordvest for Hjørring er et højdedrag, som kaldes Tornby bjærg. På dets højeste punkt findes en stor sammenført høj, som af bønderne kaldes Hjannbøw. På højen er en stor sten, kaldet Hjannsten. I højen ligger kong Hjann begravet med syv tønder guld, som han vil komme til hjælp med, når gamle Danmark er stedt i den højeste nød, og hver tønde...
IRåbjærg sogn, langt imod nord, læ i gammel tid herregården Gårdbo med sine volde og grave. Den ejedes til sin tid af en ridder, som førte et vildt liv med ligestemtc jævnlige. En gang havde han et stort jagtselskab samlet hos sig, og da de efter endt jagt havde levet højt med mad og drikke, vilde de ret have noget at le ad og klædte så et svin i den...
Da Skallerup kirke byggedes, siges der, at der var en svend, som vilde gjælde for at være lige så dygtig som bygmesteren. Så en dag lod denne en bjælke udspænde fra det øverste af tårnet, hvorpå han gik ud og huggede en økse fast i enden af bjælken, sigende til svenden: "Gå ud og tag mig den økse!" Svenden gik ud på bjælken, men da han vilde tage efter...
IAstrup sogn har været en høj, kaldet Volhøj. Der fortælles, at forhen havde ejeren af marken, hvorpå højen har været, en søn, som stjal en af hans heste. Manden blev yderst forbitret over tyveriet, og da sønnen blev overbevist om at have stjålet hesten, lod faderen spænde to heste for en tønde, og sønnen blev sat deri, og hestene joges af sted, til...
Noget i syd for Hjames hoj, Tornby sogn, ligger på en mark en stor flad sten. En gang vilde markens ejer have stenen bort, da den var ham i vejen sådan midt i ageren. Han sendte da fire stærke karle hen med stålstænger for at vælte stenen bort. Endelig fik de den lettet i det ene hjorne, men så med skræk, at den hvilede på fire store hjornesten, og...
På Liver åes øvre lob kaldes den også Astrup å. Den vil hvert år have et menneske. Når tiden er omtrent udløben, og den endnu intet menneske har fået, hører man den råbe med dyb, hul rost: « Tiden og stunden er kommen, men manden er ikke kommen endnu. > Det varer så ikke længe, inden man sporger, at nogen er kommen af dage i åen. T. Kr. Kristensen.
I Ugilt og Tårs sogne ligger nogle hoje, Ilbjcerge kaldet. I den storste hoj, StueJwj (Stowvvhoj), rugede en drage over en stor skat. Denne vilde folk jo gjærne have fat i, og en gang vilde da tolv stærke karle prøve at hente skatten op. Det skulde ske torsdag ved midnatstid og under dyb tavshed. De grov første og anden torsdag aften uden at finde noget,...
"Vil I mæ no a I il bj ær re driww. så skal I mæ aldrig a Søbårre sø driww." I den so er der eu sten, som er større end et hus, og under den siger de, at skatten skal være. t. Kr. Kr.
141.1 Krustrup findes en høj - eller rettere fandtes, ti den findes ikke nu, da den er bortkjørt til fyld - hvor der i gamle dage boede ellefolk. En gammel kone, som døde for en halv snes år siden, fortalte, at hendes forældre ofte havde set ellefolkenevande deres ko ved en bæk, der løber et stykke sønden om højen. Thomas Kr. Kristensen, Skallerup.
Går du i Noer, går du til Fandens Doer, går du i Øster, går du til Fandens Søster, går du i Sønder, går du til Fandens Bønder, går du i Vejster, går du til Fandens Mejster. Astrup S., Hindsted H. Chr. Niss, Møltrup. Ved Th. Thomsen, Møltrup.
Når de gamle bønder i det nuværende Gylling skulde ud i den store skov at se til svinene, sagde de gjærne, at de skulde ud at se til gyltene, og deraf kommer navnet. jørc. hansen.
Efter 1106. Nogle bønder har brugt at hinde rustent båndjan-n pæ deres lam. for at ræven ikke skulde tage dem.
Mørk Kyndelmisse gjør bonden til herremand. H. Br.
da.etk.JAT_01_0_00613
Hejr1 og klint' det er bedre end int, men rasen den rode lægger bonden øde. Lærer P. Johansen, Hedegård, Give.
Kyndelmissedag skal bonden have pandekage, ellers avles ikke godt byg det år. Kristian Andersen, Kjertinge.
En bonde kjørte for en greve, og så vilde bonden jo gjærne vide, hvad han var, og hvad han hed. Han spørger ham da, hvad hans navn var. Jeg hedder grev Oxenstjerna. Å ja så mænd, føjede bonden da til, en kan jo nemt få et øgenavn; sådan stjal min fader en stud, og siden kaldte de ham Studenpejer.
