Hvis Vincenti dag (22. januar) er blank, bliver vinhøsten god. Th. J.
Kr det en blank Mikkels dag, sa bliver det et langt islæg. I ar var det mørkt den dag, og så sagde en fisker til mig, at det kunde ske, fjorden blev lagt i vinter, men vi tik ikke nogen nytte af den.
Der ligger en lille Høj tæt ved Skjååldhøj mellem Lundgård og Kjærgård. Der kom min Fader forbi en Aften og så, at den var blank over det hele, som om den var overdækket af Sølv. Da han siden fortalte det, sagde de til ham: »Hvorfor smed du ikke din Kniv hen på den?« Mette Marie Andersdatter, Lundgård Mark.
Der boede en ridder Ranke i Ràrup, som red mellem dette og Blanke, da ban bavde ejendomme på begge steder, og der er endnu en plet, som efter ham kaldes Rankehøj. M. Melbye.
I Blanke i Roerslev sogn boede ridder Ranke, og han ligger begravet i gårdmand Povl Andersens have der i byen, hvor hans høj Rankehøj indtil for få år siden har stået, men nu er den bortført. Ridder Ranke havde også ejendomme i Båring; nord for byen i gårdmand Jørgen Jørgenseus mark er der nogle agre, som kaldes Ranke agre, og her har ridder Ranke tøjret...
Vinkel sø er nu tør, men min bedstemoder kunde huske, at det var blank vand helt over til Vesterbygårde. Gamle Hans Kristian skjød gjedder så store, at han kunde snart ikke bære dem hjem. De fangede også en ål så lang, at da de hængte den ved pandetræet i deres skorsten, så nåede halen til jorden. lars jensen, vinkel.
En kone i Åsted, hvis fader var snedker, sad en aften inde i vævilden og så da et blankt skjær henne for vogohusdoren. Hendes fader dode knaphændig og kom til at ligge lig i vognhuset, Jebjærg hojskole.
Folk her omkring var både bange for, at eliefolk og hyldefolk skulde komme og overse dem. Hyldefolkene var helt blanke at se til, men ellefolkeue var mere dunkle, og de var hule bagtil. Lærer K. N. Stegger, Lystrup.
En skal se storken flyww, og et lam stå, og foliet gå, og ploven dryww, så bliver vi duelige. Knud A., Nørbeg.
Når hanen galer i forstuen, vil der den dag komme fremmede, og ligeså mange høns han har med sig derind, ligeså mange fremmede vil man få. Jeppe J., Knud Andersen, Nørbeg.
At høre viben skræbe er så meget slemt. Knud Andersen, Nørbeg.
da.etk.JAT_03_0_01078
En mand her i byen, der hed Lars, tog altid et stykke brod med i sengen om aftenen i den tid, kukken kukkede, for at han ikke skulde blive gjækket. Et år havde nemlig kukken gjækket hans moder, og det år havde de sådan et farligt uheld der i gården. Forst faldt der en væg ned og slog et får ihjel, så blev kvien ovsen og blev ikke boldt til tyr, så blev...
Vi havde en degn her, der hed Saxo, og han havde en søn, der gjerne skulde være degn efter ham. Så gik han og sønnen på jagt efter et dyr at forære skolekommissionen, men de kunde ingen skyde. De gik i flere dage og fik endelig en med dem, der hed Nikolaj, og som var bekjendt for en god skytte. Men det hjalp lige meget, skjøndt der var dyr nok. De kom...
I min barndom havde vi ikke andre lærere end en gammel en, der hed Lavst Vognsen, og var såret i krigen. Han havde ikke lært andet, end at han havde gået til en præst en 14 dages tid. Han kunde slet ikke regne, men havde en chifferbog, som han tit besøgte, og det blev vi jo let kloge af, så vi besøgte den også, når han var ude at passe hans køer. Hans...
I skolen brugte vi jo sand både til at skrive i og til at strø på gulvet. Den dag vi skulde have sand hjem, skulde vi hver møde med en bitte håndting i hånden at bære sandet væk i. Læreren stod selv nede i sandgraven og grov op, og vi skulde bære det væk. Han advarede os jo nok for at komme for nær til graven, men vi gik dygtig uderlig alligevel, vi...
I ældre tid fik børnene ikke anden religionsundervisning end en lille smule om søndagen, imens præsten var på stolen. Da var nemlig degnen ude ved børnene i våbenhuset og hørte dem over der. Læsning og skrivning fik de intet af, det kunde de lære dem selv. Den degn vi havde, han var kirkesanger i alle tre kirker og fulgtes med præsten. Den ældste, a véd...
Der er et stort fald agre ud efter Hvidding, der kaldes Skruv-agre og deri findes to agre med særlige navne. Den ene af dem kaldes Davrestumpen. En karl og en pige skulde ud at hoste den. Han klagede sig over, at den var så stor. Pigen sagde, at det var ikke mere, end at hun kunde hoste den, til hun skulde have hendes davre, og så fik ageren sit...
Lars her i byen er en underlig fyr. Når han lægger tojet på hans stude, så rejser de halen i vejret, folde kjender ham og kan have hans kram. Så tager han tojet af og trækker dem ind igjen, idet han siger: >Hvordan vilde det gå, hvis 1 var ved en anden mand? så gik det jo ravgalt. Sådan bliver de fri for at bestille noget. Knud Jørgensen, Nørbeg.
Folkene var også somme tider i stakkelsrejser. Dem. der gik omkring og betlede: når de ikke kunde gå, så skulde folk kjore med dem fra by til by. Der gik én her i byen, som vilde over til Farup at betle. Men han havde bundet benet op for at blive halt. Sà kom der en af sted med ham pà en handslæde, og det var midt om vinteren. Nu vilde han kjore lige til...
Der var en gammel dygtig arbejdskarl, han kaldtes Store-Per, og han gik til sidst på sognet, og de kjørte ham om fra dør til dør med et par stude for, da han ikke kunde gå. Han skulde være på sted en dag for hver tønde hartkorn. Han døde på vejen fra den ene gård til den anden. Det var nede i Arup, Vorning pastorat, og den mand, der skulde have ham,...
