En husmandskone i Østerby havde påtaget sig at spinde hør for de underjordiske i Bishøj. En nat kommer en af deres kvinder til hende og siger, at det, hun nu havde spundet, måtte hun selv beholde, hvis hun så vil undlade at bløde resten i sit hjærtevand (o: spyt), når hun spandt, hvad også konen lovede og holdt. Fortalt af Morten Kusk. N. P. Olsen.
da.etk.DS_01_0_00374
Pastor Moe på Harboore havde ingen familie, og så havde han et stykke gammel husholderske, som de altid kaldte Ma Rundsel. Han var fattig og arm, men havde jo da en præstekjole, og så tog hun hendes hosebånd og banclt om livet af ham for at holde den sammen Han red fra Harboøre til Engbjærg kirke. Det var en dårlig vej, og så red han hans hest i bløde i...
En kone siger til datteren, at hun skal gå op til præstekonen med nogle blommer som en foræring. Men blommerne var nu skikkelig hårde, og så siger præstekonen, da hun får set til dem: Det er jo meget godt; men de er så hårde, de er vist ikke rigtig modne. Ja, når madammen vil lægge dem i sengehalmen i otte dage, så skal de blive så bløde som skidt,...
Ved Vedø har der forhen været en kirke, som siden blev flyttet til Koed og derefter til Marri Malene. Mens den gamle kirke stod ved Vedø, skulde pigerne på gården en dag til at vaske, og alterklædet skulde med i vask, men det var blevet glemt oppe i kirken, og det var først om aftenen før, de kom i tanker om det. Nu skulde det hentes for at lægges i blød...
Jens Tærsker i Tjæreborg kunde kurere for Sener, der var knyttede og stille Blod og sådan. En Mand fra Bramminge kom rejsende lien til ham, hans Kone havde fået en Tand trukken ud, og så havde dot blødt hele Natten, og de tykte da, det blev for galt. Konens Fader fik så Manden til at tage af Sted. Den kloge Mand sagde: »Ja, det er godt, vend du kuns om...
En Nabokone, vi havde, hun gik høj frugtsommelig, hun er nu dod, men hendes Mand er levende. Hun hed Maren Madsdatter Buhl og var fra Mors. En skjøn Sommerdag, hun står barfod og barbenet ude i Kjøkkenet og er ved at slagte en Høne, da falder der, idet hun nu står og skiller den ad, et Stykke Kjød ned på hendes Vrist. Det var jo blød og noget varmt, og...
Der er en Præst fra Mesinge druknet der ude ved Dæmningen, en Gang han red til Sogne. Den Gang var Drigstrup Annex til Mesinge. Hesten kom udenfor det almindelige Vadested på Tårup Strand og kom i noget Bløde. Så faldt den, og Præsten kom af den og kunde ikke redde sig. Det var om Efteråret, så vidt jeg husker, og det skulde være gået for sig ovre ved...
da.etk.DSnr_04_0_00420
Når man går fra Eltang By op til Kirken, ser man på højre Side af Vejen og tæt ved den en Fordybning mellem Bakkerne omtrent så stor som en almindelig Gårdsplads, og den har været en hel Bløde, men er nu så vidt udtørret, at den er bleven til Engbund. I gamle Dage kjørte her et fornemt Herskab forbi i en Karet med 4 Heste for, og da de var fremmede på...
En Mand vesten for Hallund, Jens Tøndetærsker, havde en Kone, der var noget slem ved ham. Hun var ude en Aften sent og vilde hente Køerne hjem og bliver da en Befordring vaer, der havde to Hunde med sig, en lille og en stor. Den kjørte vester ad nogle gamle Hulveje. Men da hun så var kommen noget længere frem, havde Befordringen vendt og kom kj ørende...
Der boede en klog kone i Almind, hun hed Marie. Så bavde deres nabo, Anders Koed, et føl, der skar sig på hakkelsekniven, så blodet stod ud af don omtrent som tappeu af en tønde. Nu vidste de jo nok af den kloge kone at sige, og karlen smut så op til heude. Hun sagde straks: »Ja, det kunde være, a kunde vide et lille råd. Hvad hedder føllet?« »Ja, vi...
Begen i Gislam (Niels Andersen Beg) var i Vesterbølle til en begravelse, hvor min svigerfader var degn. Mens ligfølget var på kirkegården, er der én, hvis næse tager til at bløde, den havde allerede begyndt med det, mens de gik op ad stævnebakken; men nu var det først, Begen lagde mærke til det. Sågar han hen til ham og siger: »Hør, bitte ven, det kan a...
Lav a var en stor dreng på en 16 år, tjente a på Tcklahorg sammen med en anden dreng af samme alder, og han sagde, at han kunde stille blod og løbske heste. Hau kaldte dem sempelfikunster og sagde, han havde lært dem af en gammel røgter på gården. Vi var en dag nede i et kjær ved enden af agrene, og der var tre karle til at plove på de agre. Så vilde den...
Der var en mand i Bildfrost, som havde sådan etuheld med hans kreaturer. Han gik så hen til en klog mand og vilde have råd for det, han havde den gang lige mistet en ko. Manden sagde, at de var forheksede, og han skulde tage et stykke kjød og hænge op i skorstenen og fyre dygtig under det, så skulde deu nok komme, som havde gjort det. Han skulde da give...
For tre slægtled siden boede der en mand i Sortsø, som var vidt Dekjendtfor sin klogskab; langvejs fra kom folk og søgte råd hos ham, når der var noget i vejen for dem. En dag kom der så også to mænd og spurgte, om han ikke vilde tage hjem med dem, de havde en syg ko, som trængte til hans hjælp, og de var kjorende efter ham. »Jo, jeg kan gjærne tage med...
Der har også været en herremand på Søby Søgård, som var bleven enig med den Slemme om, at han skulde føje ham en vis tid, og derfor skulde han så have ham med hud og hår. Da nu tiden nærmede sig, at Djævelen skulde hente ham, vidste han aldrig sit levende råd for at slippe fri. Endelig fandt han på at lade sine værelser beklæde med dyner overalt. Som nu...
Justitsråd Juels fader, krigsråden, skal være manet ved det sydvest hjørne af Vesterskoven. Der er en plet, som der hverken gror korn eller græs på nogen sinde, ingen verdens ting. De pløjer heller ikke over det sted. En forvalter vilde prøve det, men hestene gik i bløde, og der var der endda lige godt så tort, og der var fast jord randt om. Han sagde,...
Der var en sysselkonge, som boede på Djønnces, en bitte halvø i Hjulso, der er så at kalde holt indflødt. Det er på Laven bymark og horer nu til Laven Hovgård. Så kom fjenderne fra Skanderborg, og da denne her konge mærkede det, tog han hans hest og red efter at ville til Silkeborg til ham der. Hau red nu gjennem en eng, der horer fil Hårup, og da han...
I Fælen, syd for Hostrup, er nær ved den gamle overkjørsel en bløde, som kaldes Ellens hule, og skal være fremkommen derved, at en kjæmpe havde anbragt sine tæer på dette sted, da han sad på knæene for at løfte tårnet op på Ejsing kirke. Man kan stikke ned i bløden med en stage, så langt man vil, uden at mærke bund eller forandring. jens nielsen, lem.
En gang kom en staldkarl i Åker ud i stalden, og der står en hoppe og springer og er meget urolig. Han står og ser på den lidt, kommer så i tanker om at gå op til den og føler i manken. Da er der ved at danne sig en marelok. Han føler i den og mærker noget ligesom en stoppenål, men den var så blød, at han kunde boje den. Så trak han den ud og gik tilbage...
Der var en bitte høj knold på Peder Frandsens ?mark i 0. Rundt omkring den var der nogle små huller ind i højen, og der stod nogle lyseblå fyrreskjelde, én for hvert hul. Så var der en bitte hjordedreng der, han gik om dagen og tog skjeldene fra. Han sad også på knolden og bankede på den og sagde: "Bjærgmand, bjærgmand Binnd, est du herinnd, så skal...
