En fremmed skal en gang have sagt, at Anholt var et velsignet land med lægedomsurter, medens og onde urter groede her, som troldfolk kuude gjøre mange ulykker med. Blaudt andet groede der et grimt træ i fogdens have. C. Sørensen.
Når man satte brod i ovnen, slog man kors med skådden i ovusmunden. C. Sørensen.
da.etk.DS_07_0_00813
Når nogeu var overset af onde øjne, skulde der hugges ild over ham. Det gjaldt både folk og fæ. C. Sørensen.
Når man kjærnede smør, lagde man en smørdeje (søpindsvin) på kjærnelåget. Smørdejerne findes i høje og er forstenede. C. Sørensen.
da.etk.DS_07_0_00641
Af flyveron tog man eu kvist og bandt på hvert kohorn, så skulde der ingen tage mælken eller sraørret.
En heks skal gjøre en synd hver dag. Når hun ikke kan komme af sted med andet, tager hun en nævefuld korn og kaster i ilden. C. Sørensen.
I min bedstefaders have voksede der en lovstilk, ogpà denne blev der hængt en saks hver saukt Hans nat, for at der ikke skulde flyve forgift af den. C. Sørensen.
da.etk.DS_06_0_01148
Om præsten Hr. Schmidt, der flyttede fra Anholt n\ Sejrø, fortælles, at han vendte sig tre gange, efter at han var død. CHR. SØRENSEN, ANHOLT.
da.etk.DS_05_0_00629
S. C., som har set mange tusende spøgelser, fortalte en gang følgende i et selskab. Det var kort efter at postfolkene var druknede (i 60erne), at jeg en aften gik op til Karls Ann. Hun var ikke hjemme, og så sad jeg og snakkede med den gamle Marie. Som vi havde siddet lidt, siger mutter: F., gå ind i kammeret og tag brændevinsflasken, som står der, og...
Når man piskede nogen med en pilekvist, gik marven af hans ben. C. Sørensen.
da.etk.DS_04_0_02201
Når man havde tandpine, stak man tænderne med en sevenbom-kvist, som man plukkede stiltiende, smed den så på vejen, og den første, som kom over den, fik tandpinen, og man var da fri. C. Sørensen.
da.etk.DS_04_0_02026
Anders Fyrmand tillige med sin søn passede fyret ber på øen. De huggede brændet, som de fyrede med. i skoven, så historien ligger langt tilbage i tiden. Da bavde der ingen strandinger været længe, hvorfor Anders eu dag kun huggede halvt så meget, som der skulde brændes om natten. Fyret gik da ud efter midnat, og om morgenen var der en stranding...
Gamle H. har fortalt om to fregatter, som er forliste her i fortiden. De hed Christian Septimus og Nedrosia. Detene strandede 1760 og havde mange sorte om bord. Det var vist ved dette skib, at bådene, som skulde bjærge folkene, ikke kunde fore dem alle, og da mange svømmede om den og vilde klavre op i den (det var vel mest de sorte), måtte man slå...
Man seer af »Vigtige efterretninger fra Anholt,* at det store skib, bvor fruen stod med pengene, bartilhørt det ostindiske compagni (?) og bar stået i F. Rostgårds tid. Efter de gamle bar 4 af compagniets skibe stået her (alle fregatter, og alle er de blevne her). Det første stod omkring 1760 med peber og kattun, og alt det dyreste, der var til. Det...
Fyrmester Grove lod den sidste rest af skoven omhugge og brænde på fyret, siger de gamle. Efter skovtiden er Anholt dalet ned ad, og 1742 skriver hr. Dauv, at der kun er mod 100 sjæle på øen, og fire fiskerbåde at gå til strandinger med.
En pige, der er barnefødt i Morup, siger, at hun tiere gange har ligget og sanket kartofler på kirkevangen nede ved Morup fyr, hvor endnu grus og kalk ligger fra den gamle kirke i Morup, til hvilken Anholterne i sin tid søgte efter sigende af de gamle i Morup. c. sørensen.
I sagnet om brudeskaren, der druknede, tilføjes, at dette gjorde, at man indså nødvendigheden af at have en kirke på øen. Et sagn på Anholt siger, at stenene til kirken blev skjænkede, fra Sverige. Hollænderen, som stod tre dage i havsnød på revet, lod ikke kirken bygge, men gav nogle ting dertil, som manglede. Se min bog: Anholt i sagn og sæd side 20 og...
Om Morup kirke fortælles følgende: Ved kysten i nærheden af en by i sognet, som hedder Lyngå, ligger en bakke, som endnu kaldes Kirkebakken. Her siges det, at kirkegjængerne fra Anholt steg i land. Den daværende Morup kirke stod nede efter fyret til på kirketoften (den nuværende står omtrent en mil oppe i landet) og kaldtes den røde kirke. Indtil 1812...
380.Iet kongelig svensk "heidaminne" over Gøteborgs stift findes antegnet, at Anholt ved år 1500 var annex til Morup, og at præsten i Morup ejede "stomhemman" på Anholt, og klokkeren havde klokkarebol på Anholt, samt at børn førtes til Morup for at døbes, og lig for at begraves. c. sørensen, anholt.
Grete-moster fortalte, at den gang hendes mand, Lars Pedersen, pløjede Dværghøj, døde begge deres heste. Hun mente ellers, at hestene havde drukket grundvrøvle (frøyngel) i Søndermose og var dode deraf. Lars Pedersen havde også mistet to heste for at pløje Dværghøj for nær. C. Søreusen, Anholt.
