I egnen ved Oksenvad, Haderslev amt, kaldes det sidste neg æ tisneg. og pigen, som binder det. kaldes æ tismoe, hendes karl æ fisfae. Den sidste kjærv pa marken kaldes æ fiskjære, og den bliver pyntet og stillet op midt i garden, hvor ænder og gjæs har den at gjøre sig til gode med. Ved høstgildet skal æ lisfae og æ tismoe sidde ved skorstenen...
Når høstkarlen har ladet nogle enkelte stra blive ståonde hag ved sig, råber man til ham: Her star én og vinker ad dig bag ved. Hvis han lader tottor sta efter sig, er det en vittighed af hans opbinderske at samle dom i to lokkor og binde dem sammen i toppen og sa lade dem sådan stå. De kaldes for porte. Kammene efter leen kaldes skårbalker. Det forste...
I Besser kirke boer der en nisse. Over kirken har han sk leje i et bundt klude, men om søndagen og andre tider, når der ringes med kirkeklokken, skjuler han sig i en hbj lidt derfra. Han kan undertiden udføre ét eller andet lille skjælmsstykke, som gjærne går ud over én eller anden, der har fornærmet ham. En aften, da klokkeren kom for at ringe...
Kristen Sø gik en dag til Pot mølle med en pose på nakken. Mellem Frisenborg og Pot mølle er der nogle meget stejle bakker, og her kom Kristen til en mand, som kjorte ad møllen til. Kristen bad manden om lov til at lægge sin pose o] i vognen, hvilket han også fik lov til, når han så til gjengjæld vilde gå bag ved vognen og holde lidt igjen på den ned ad...
Efter at boet er slået, ligger del og vejrer en tid og bliver da revet i holme. Hvis der er et tykt lag græs på marken eller engen, skal det hverres (vendes), før det rives i holme, sa bliver det stakket. Stakkene er runde. Hoet skal stå i stak mindst en ugestid, før det kjores hjem, selv om vejret er godt. Når høet skal kjøres hjem, læsser pigen eller...
For Sainsø's vedkommende kan bemærkes, at kogjodning også bruges som brændsel der. Der er ikke meget skov eller mose, og brændsel er følgelig knap. I sommertiden kan man jævnlig se husmandskoner samle kokasser og bære dem hjem i deres forklæde eller i sække. Mens jeg opholdt mig i Besser og Alstrup, så jeg jævnlig kvinderne fra Besser ude i Besser made...
Til 8. Høstarbejde . Etapshøstning. Der avles en del raps på Samsø. Tidligere blev den skaret af med knive og lagt i små hobe af størrelse som et neg, men ikke bundet. Således la døn og vejredes; nær den var vejret nok, blev den tærskel. Hvis jorden var fugtig', blev den tærsket på sejl, men hvis jorden var tør, blev det øverste spademål gravet af, en...
Der fiskes meget med bakke omkring Samsø, navnlig i fjorden (Stavns fjord), men også i det åbne hav, og da særlig foi fisk (flynder) og torsk, men også andre slags bider på bukkerne, såsom skrupper (en slags flynder) olmowere og ål. Fiskerne lider ikke, når alene bider på, ti de kan kurre bakkerne og ligefrem slå knuder på dem, så de næsten ikke er til...
På st. Hansdag var det almindelig skik på Samsø at ride med favnen. Det var en stang omtrent tre alen lang og med tværstænger som ræer på en mast. Til en fuld favn hørte tre tværstænger, af disse var den nederste den længste, den mellemste lidt kortere, og den øverste kun omtr. en alen lang. Fra den nederste tværstangs ene ende blev spændt et reb op til...
Forhen var det galt i Hjortlund præstegård. De kunde ikke holde en vis dør lukket, og kreaturerne kunde de ikke holde bundne. De måtte binde dem i tækkereb. h. a. wulff, hjortlund.
da.etk.DS_05_0_01684
En præst i Bjerget havde været ude at kjøre. Da han ved midnatstid kom hjem, så både han og kusken, at der stod en hvid skikkelse inde på kirkegården og vinkede med hånden. De troede begge, at det var et spøgelse, og præsten besluttede sig til at mane det ned. De kjørte hjem, og præsten kom i kjole og krave og fik bibelen i hånden, og nu gik de atter op...
Ved Albjærg bakke, der ligger ved vejen mellem Bjerget og Kjærup, var Fanden slem til at husere og viste sig i forskjellige skikkelser. En pige, der tjente i Kjærup præstegård, havde en aften været henne at besoge sin søster. Det var meget mørkt, og da hun på hjemvejen gik forbi Albjærg bakke, kom Fanden løbende ned mod hende. Pigen kunde se, at ban...
En kone i Bjerget, som varmeget bange for spøgelser, havde en aften været henne i en gård efter mælk. På vejen hjem gik hun langs en groftekant, og her var noget, der greb fat i hendes spand og holdt don tilbage. Konen troede, at det var et spogelse, der vilde tage spanden fra hende, og hun sagde da: Er du nærere til den end a. så behold den! Hun slap...
Skrommelbue: tung uhandelig person, som er kejtet og avet i sine bevægelser; båtti: hartad, næsten; buttel: mindre kar uden ører eller hank; skre: glat, han æ så skre som en mis (den lumske, underfundige); hjap-i-trow: den, der griber og snapper i alting: skøwel er et skjældsord til folk: a ka it hyt mæ få ku/d: nære mig for kulde. Adslev. Mikkel Sørensen.
Før sæ i og før sæ hv: trække i og af klæderne; a wel te å for mæ àw: gå til sengs; wuenskyw\: vognskur; dus: halm, brugt til tækning; bållekås: buldrekasse, vogn med fast fadiug på; brænndnore: brændenælder; stund: siden, st;und du ikke har noget at tage dig for, kom og hjælp mig; tuur: tåle, holde ud; a koe såmænd endt tuur e længe; kol: at være godt...
Jow, do æ sne joiv po et: har hastværk; slowwn: sagtne, de slowne mæ blæsten, også om pine; delken: skure, fordybning i gjenstande, kaldes også skrip; pejte: dunk, en donk sikåri; æwwl: soge trætte, ban æwle sæ enå po jæn, æwles å kjæwles; hjajj: et gammel udmagret og, også om personer, der ser forslidt og forasede ud, hærom hjajj ; skwajepøls laves af...
I Herskind biuges ordene: Kywt (om korn); kræet kan it kywt kweut i vinter: fordøje : mjælldowt: det fine støv af melet. M Sørensen.
Hjapitråw: én, som hjapper og farer i alting, også om én, som forhjapper sig i talen. Skrommelhue om en klodset, kluntet person, én, som er tung i sine bevægelser. BæZe. Skjældsord til en dreng, din kjælle hæle. Adslev. Mikkel Sørensen.
Æ ivi udråb af foragt, når man rører ved noget stygt. Samsø. Mikkel Sørensen. Æ føj. Adslev.
