De spanske frøer har navn efter, at Spaniolerne, da de var her, var så begjærlige efter at spise dem. De er større end de grønne, med en gul streg hen ad ryggen og spidssnudede. De synger ikke som andre frøer og er ikke nemme at få fat. De kaldes spanske frøer her endnu. H. Chr. Hansen. Handest.
Spaniolerne, der var her i landet, kunde springe op på et hølæs, når det kom kjørende, tage fat i stangen og snurre sig om oven over den, og så stå på hovederne der på bagenden af stangen. H. Chr. Hansen, Handest.
Præstens køer i Glensirup var forheksede. De faldt om og døde, allerbedst som de stod. Folkene søgte alle mulige råd, men der var ikke noget, der kunde hjælpe. Så beder karlen præsten, om han må nu ikke have lov til at søge råd. Han går da til Lars i Gjetrup og får ham også over at se på kreaturerne. Så siger Lars, te der boede en kone i samme by, og når...
Det var i julens tid, at smeden her i byen og en anden mand og kone gik til julebesøg hos en mand i Onsild sogn, der boede i Sparrehusene. Klokken blev henved 12, inden de kom derfra, men der var sne, og det var dejligt månelys, så de kunde let se vejen. Manden boede ude på marken, og stien fra hans hus gik forbi en mose, der kaldes Bændsø, og ved den...
I Mariagers kirke lå en biskop, som var balsameret, hans navn fortælles at være Styge Krumpen. Låget på kisten kunde ikke ligge, det sparkede han af, og derfor stod det altid ved siden af på gulvet. Når de følte på hagen af ham, kunde de tydelig mærke, skjæget var groet, efter at han var død. Kisten stod i et ligkapel for sig selv, og klokkeren, som...
Der er en bakke ovre i Karlby, omtrent tæt ved søen, der kaldes Kirkebakken. Der har ligget en kirke, og man har fundet menneskeben. Der har været én kirke til i sognet, den har ligget på en lille bakke syd for landevejen, omtrent lige overfor, hvor runestenen står. Den kaldes Øde kirke, og den sten har siddet i sokkelen. Det øvrige af kirken blev ført...
Indtil pladsen blev sløjfet, hvor Handest kirke havde stået, kaldtes den Hajst 00 kjærk. På den plads er én bleven henrettet, som lagde sin kjæreste øde. Der blev i kirkegrunden ved rydningen fundet en stor blyklump. h. chr. hansen, handest.
Fra det nederste af munkegangen skal Glenstrup kirketårn have haft samme højde op ad, som derfra og ned til jorden. h. chr. hansen, handest.
Ved Nor begs bro ved en vej, der går lige over kjæret fra Handest til Norbeg, har vejfarende hørt én klage sig under broen tre gange i træk, men siden 1848 er der ingen, der har hørt det. Det fortælles, oat i 48 fik en soldat rotting på Norbegs bro. Der lå nemlig Ålborg folk her i byen det meste af et år, og det fører folk hen til en forbindelse med...
En gammel snedker, Korner, i Korbeg går med et himmelbrev i lommen, der en gang er falden ned på hans ene ben, og der har hængt sig fast. Han tror, at ingen kan skyde ham, ej heller kan lynild ramme ham. Men det slog ned i hans hus forleden år. Han er født i en sejers skjorte, som han går med i en pose på hans bryst. (Sml. nr. 194) H. Chr. Hansen, Handest,
I Lang so ved Tjele er der noget, der råber om efteråret. Det er en vis nat, og det giver et skrig for hver, der skal drukne. Der stanges meget på soen om vinteren, og det sker jo, at nogle drukner. H. Chr. Hansen, Handest.
Forhen var det galt i Hjortlund præstegård. De kunde ikke holde en vis dør lukket, og kreaturerne kunde de ikke holde bundne. De måtte binde dem i tækkereb. h. a. wulff, hjortlund.
da.etk.DS_05_0_01684
Kræ Katborg i Bind sagde om melgrod: En ka gi et en tæsk mæ æ tånng å hænied mæ dæm. Det blev så en sige efter ham : Det kan en gjore ved, ligesom Kræ Katborg gjorde ved æ melgrod. Lars Kr. Kristensen, Fastrup.
Den, der binder det sidste rugneg, får æ rowwrep. Den, der får det sidste bygneg, får æ byggonnis, og det sidste havreneg kaldes æ havrehwæes. Staby. E. T. K.
Om Tvilum kirke, der ligger i et morads, har jeg hørt fortælle, at et par stude blev bundne til et par hjul, og så blev kirken bygget der, hvor de lå. e. t. k.
Der var en herremand på Langeland, der hed Hastrup, han levede på den tid lige før stavnsbåndets løsning og var slem til at plage bonderne. En gang var han reden ud til hovbonderne, som var beskjæftigede med skovning, og da falder de over ham, river ham af hesten, og binder ham til den, og så lader de den løbe tilbage til gården igjen. Bønderne sagde om...
Til sos må der ikke strikkes, da sæ vinden bindes. J. Sehiørring.
