Et føløg fra Vindum-Overgård gik ude på marken og havde vræjer på forbenene. Så kom ulvene og vilde angribe foliet, men øget kvalte en 6, 7 stykker. Om morgenen stod den og havde arresteret den sidste, idet den havde fået hilden over halsen af den. Ulven var ikke død, da de kom til, men havde gnavet øget ind i fældingerne. Men det havde alligevel ikke...
Jens Kusk her i Ajl fortalte følgende: En Aften kom han ridende med Hestene oppe ved Håsted Kjær, de skulde stå der om Natten, og da så han der tæt ved 6 små Drenge, med røde Luer på dandse runden om i den pæneste Kringle. De var på en Alens Størrelse. Han red nu nærere, men så forsvandt de, og der var ingen Ting. Jens Mikkelsen, Ajt.
Én, der hed Mikkel Overgård, skulde gå ned i Søren Ajts skov neden for byen og se efter bæsterne. Da fik han øje på en kone, hun hed Ma' Lavsies, han nok kjendte, og som almindelig ansåes for en heks. Hun gik der og passede hendes køer. Han vilde have kommet bag på hende for at ræde hende, men blev selv ræd, for hun havde nogle øjue så røde, og så...
Da ritmester Halling skulde dø, kom der en hund og lå i sengen, og tjeneren kunde ikke være der inde. Der kom bud efter pastor Hassager i Vejer slev, og han gjente hunden ud. Der var først bud efter ham i Sale, men han turde ikke tage sig det på. Saguet siger forøvrigt, at Hassager aldrig duede mere. Jens Mikkelsen, Ajt.
Ud fra Favrskov og om efter Balle er en engstrækning, de kalder Røde-eng eller Vinterslev Rødekjær, for det engen en gang skal være ranet fra Vintersler, men nu hører den til Favrskov. Det skal en ladefoged, der hed Nielsen, have stået for, og så kom han til at gå igjen efter sin død, og både ridende og kjørende kunde om natten let blive standsede af...
da.etk.DS_05_0_01579
Nede ved Skjan bro; er der en egepæl, hvorunder én er nedmanet. Den pæl står der den dag i dag. Gjenfærdet bad præsten, der manede hende, så mindelig om, at han måtte ikke drukne hende, og så blev hun sat ned lige en tre, fire favne fra kanten af vandet. jens mikkelsen, ajt.
Der var præstebesøg i Hvorslev, og så vilde de andre gjøre nar ad hr. Mikkel i Hovlbjærg, fordi han kjørte med klaver i stedeu for kobler. Men da de på hjemvejen kom ned til Kovdal, to gårde, der hører til Vellev, til noget, de kalder Spundshidlrt, kunde de ikke komme længere. Endeligkom hr. Mikkel: »Hvad, er I ikke kommen længere?« »Nej.» »Hvorfor...
Her nede i Borg har ligget et gammelt slot, hvoraf nu kun ruinerne er tilbage. Der har gået sagn om, at i det slot skal en jomfru have været indmuret, og hun gik igjen. På slottet boede en herremand, som havde fornærmet kongen. Hau udsendte sine krigsfolk for at fange manden levende eller død. En degn i Hier havde hørt dette, og vilde give ham...
Vesten og sønden og norden for Ajt kirke har været stor skov, der kaldtes Ajt Lunde. Kirken lå næsten som i én skov. De sidste rester af den blev taget for en 50 år siden. Ajt var ikke til at kjende den gang, når en ligner den med nu. Her lige sønden for kirken stod to kjæmpeege længe efter at skoven var fældet, og endelig rejste de med. Greven solgte...
Der er en hellig kilde på Busbjærg, og den tog de til st. Hans aften med børn, der led af engelsk-syge. Så lagde de til gjengjæld både tøj og penge. Kilden er oppe i toppen af bakken, og det er et svære væld. JENs mikkelsen, ajt.
Forhen var det galt i Hjortlund præstegård. De kunde ikke holde en vis dør lukket, og kreaturerne kunde de ikke holde bundne. De måtte binde dem i tækkereb. h. a. wulff, hjortlund.
da.etk.DS_05_0_01684
Kræ Katborg i Bind sagde om melgrod: En ka gi et en tæsk mæ æ tånng å hænied mæ dæm. Det blev så en sige efter ham : Det kan en gjore ved, ligesom Kræ Katborg gjorde ved æ melgrod. Lars Kr. Kristensen, Fastrup.
Den, der binder det sidste rugneg, får æ rowwrep. Den, der får det sidste bygneg, får æ byggonnis, og det sidste havreneg kaldes æ havrehwæes. Staby. E. T. K.
Om Tvilum kirke, der ligger i et morads, har jeg hørt fortælle, at et par stude blev bundne til et par hjul, og så blev kirken bygget der, hvor de lå. e. t. k.
Der var en herremand på Langeland, der hed Hastrup, han levede på den tid lige før stavnsbåndets løsning og var slem til at plage bonderne. En gang var han reden ud til hovbonderne, som var beskjæftigede med skovning, og da falder de over ham, river ham af hesten, og binder ham til den, og så lader de den løbe tilbage til gården igjen. Bønderne sagde om...
Til sos må der ikke strikkes, da sæ vinden bindes. J. Sehiørring.
Når frugttræerne ikke vil bære, afhjælpes det vod, at en frugtsommelig kone. før sol star op, går ud og binder et halmband om dem. Jørg. H.
