Nede ved Virket sø har der også stået et slot, det er nu sikkert nok, for i den mark, hvor det har stået, bliver der pløjet af de store røde sten op hvert evige år. Slottet hed Stat Virk, men Svenskerne brændte det af; de kunde lige så godt ladet være, for det var bare utidighed. Det siger da Anders Kåre, og han er barnefødt der nede i Virket på...
IHillestrup, Idestrup sogn, er der en jordlod, som kaldes Kranget, og den har været ejendom, så længe folk véd af at sige, mens alt det omkringliggende har været fæstegods. Man siger, det kommer af, at den har i gamle dage været aflagt til kirkeplads, den gang Idestrup kirke skulde bygges; ja, der var nok endda begyndt at bygge der, men det kunde ikke...
For meget lange tider siden har der stået en egeskov på det sted, hvor Bøtø-nor på Sydfalster nu er. Bøtøland, en sandrevle mellem Østersøen og noret, benyttedes til græsning af malkekvæg. Så en gang havde Gunder, som passede kvæget på Bøtø, været i Højet; på tilbagevejen gik hun gjennem skoven for at komme tilbage til sine kreaturer og sin...
Troldene i Stenvængerne ved Frejlev kunde ikke lide Væggerløse kirke, for den ligger så højt, og klokkeklangen lyder vidt omkring, helt over Guldborg sund. Derfor tog de en stor sten og kylede efter den tværs over "Brcden" (af sundet). Men stenen nåede ikke langt nok, den faldt, hvor den ligger endnu, i strandkanten under Radbjærg mark. De fem huller...
IHallerup skov lå der en stor sten, som de kaldte Maren Joppes sten. Maren Joppe hed den kjæmpekvinde på Lolland, som i gamle dage havde taget stenen i sit slyngebånd og kastet den efter Idestrup kirke. Det må ellers have været et dygtigt kvindfolk og et stærkt slyngebånd, for den gang Gjedsergårds nye kostald blev bygget, blev stenen hugget op, og da...
Da jeg gik i skole, blev én af MarebæJcs-drengene syg en gang og lå en otte dages tid; så begyndte han at komme sig igjen, og vi ventede, at nu kom han snart i skole igjen. En af de dage gik en af de andre drenge nede i skoven, og da han tilfældigvis så sig tilbage, så han den syge dreng på skovvejen et stykke bag sig. «Nå, nu er Jens nok kommen op,»...
Der var eu gang en greve, som havde en tjener, han vilde lade henrette for følgeude begået mord. Da dette du skulde ske, kunde skarpretteren ikke få hovedet af ham. Da greven så dette, spurgte han, hvorledes dette kunde gå til, at ingen sværd kunde bide på ham. Derpå viste tjenereu ham dette brev med folgeode bogstaver: S. J. T. K. H. B. K. X. K. Efter...
Her på egnen har det også været skik, når man begyndte på en gjerning, at sige: i Jesu navn. Når det var et naturligt udslag af øns ket om at have Jesus med sig i alle ting, så var det jo smukt og i sin orden, men tit blev det også brugt tankeløst eller som en slags trylleformular. Sådan blev det sagt om en karl, der skulde ud at ploje, at han, da han...
Den gang Niels Johnsen var en lille dreng, lob han en dag og legede på Kippinye gade. Så kom han til at kige ind på kirkegården gjennem tremmerne i lågen; der løb nogle små born i deres bare, nøgne skind og legede med noget sand og nogle tagpotter. Niels havde godt haft lyst til at lege med dem, men han kunde ikke komme der ind, og det var sagtens heller...
Skaden, den bedste bygmester blandt fuglene, skulde lære skovduen at bygge rede, derfor skulde skovduen give skaden en ko. Da de lige havde begyndt, sagde skovduen : «Nu kan jeg, nu kan jeg!» «Jaja,» sagde skaden, «så behøver jeg ikke at lære dig mere.» Derfor laver skovduen ligesom kun en begyndelse til rede, som man kan se igjennern neden fra, og som...
For at maren ikke skal ride ploven, bor der al tid holdes med hammelen vendt mod ost. k. Toxværd.
I Stavreby boede der et par folk, hvad de hed, kan jeg ikke huske, skjondt konen, som fortalte mig historien, mens jeg var barn, også nævnte deres navne. Jsok er det, manden var en varulv, det var godt at se, for hans ojenbryn var sammenvoksede over næsen. Så skete det en gang, mens konen var frugtsommelig, at hun skulde med til Nykjobing, og da de kom...
I Hasselo-noret er en blødning, som hedder Hylleken eller Sortel/ylleken, for der er bare sort mudder og slet ingen rigtig bund at tinde. Ja, nu er den rigtig nok udtørret, men det er da ikke svært mange år siden, man ikke kunde fole fast bund med en aljerestage (ålejærnstage), og den er da heller ikke helt pålidelig på alle tider endnu. Der nede i...
Mads i Højet, den gamle Mads-Jenses fader, havde en ko, og det var sådan en skrap ko, men hun løb også al tid med en havtyr. Når hun var tyrgal, og de jog hende til vands i gadestovlen, så stak hun af oster ud af byen ad Ostersoen til, og de så hende ikke igjen forend om aftenen, men så vidste de, at hun var med kalv. Det havde de det rede med ; men da...
Nisser er kjendte alle vegne. Der siges her, at når en mand gjor mere fremgang end andre under lige forhold, så har han en nisse. I en by på Nordfalster havde to naboer hver sin nisse, men kun den ene mand gjorde fremgang, hvorimod den anden stadig gik tilbage ; men det kom af, at den ene nisse hed Lystig, den anden Pas på. K. Toxværd.
Karen Bodker fortæller: Den gang jeg var barn og var hjemme i Bruser up, så var jeg og mine brodre ude at forsyne kreaturerne. Drengene vandede kvæget, meu så vilde de ikke flytte fårene, det skulde jeg. Jeg gik så også hen til dem og begyndte at flytte dem, men lige med et kom der et pust op af jorden lige ved det ene lam, så det faldt, og der stod en...
Ude i Skjcelby er der en mand, og han er bleven jordskudt. Det var en dag, han var ude at ploje, så lige '-.r <, $p 24 A. Eliefolk. med ét kom der lige som et puf op af jorden, og så trillede der liere som et sort nogle hen ad furen foran ham. Han faldt naturligvis og blev helt syg og tosset i hovedet; kom sig gjorde han jo, men der er da dem, der...
I Lindeskoren ligger en temmelig stor sten med en hulning i overfladen som af et sæde; det er mærke af, at skovfruen eller ellefruen, hvad hun nu er, plejer at sidde der. I Hallerup skov er en lignende sten, der har «Mallemusse|| grete» sit sæde; ja, lige i de sidste år, har en gammel kone fra Tjareby set hende sidde der, når det blev lidt silde om...
«Mallerausse-grete» hedder et spogelse, som huserer i Maglemose ved Hallerup skov; men jeg tror ellers nok, at hun ikke er så slem nu, som hun for har været, for nu er mosen opdyrket. Den gang, da den lå hen som ellemose, skulde man helst tage sig i agt for at komme der ved aftenstide, ellers blev man elleskudt. Kræmrekaren, da hun tjente til Grigges,...
I gamle dage var egnen her beboet af små sorte, som vore stammefædre havde en hård kamp at bestå med, før de fik dem fordrevne. Endelig måtte de små rømme, men truede så med, at de vilde sende hævnere, som skulde blive meget vanskeligere at få bugt med. Og ganske rigtig, da de vel var borte, mylrede det med rotter og mus, og dem har man ikke kunnet...
