Min bedstefader har fortalt, at da kvægsygen grasserede, og næsten alt kvæget var bortrevet, kom en dag ved lys middag en lille tyk blå sky farende, som dalede ned i byen Jord kj ær og svævede hen mod et hus, hvor der var et hul i portstolpen, og derind for den. Men manden, som stod hos, var ikke sen med at tilstoppe hullet og siden lade en træprop sætte...
n ar nogen er bleven æbag med at få kornet aftærsket, og alle andre er færdige dermed, da bringes der en fluesmække, en lap eller et stykke flæskesvær, fastgjort på en pind, som det ansees for en skam at modtage. Den, som bringer en sådan, má vel vogte sig, at den págjældende ikke mærker noget, men i største stilhed liste sig lien til logabet og kaste...
En kone af frisisk herkomst boede i byen Seet. Hun havde 4 børn og var i trængende omstændigheder, hvorfor hun anmodede sognemændene om en understøttelse. Men den blev hende nægtet. Hun gik da hjem, lavede grød med rottekrudt og gav hornene, og selv spiste hun også deraf, hvorpå de alle døde. Man bod en hund æde resten af grøden for at anstille en prøve,...
Omtr. 1680 eller noget senere levede en præst i Ensted v. Åbenrå ved navn Lohmann. Det var en meget begavet, men hidsig mand. Han havde 3 sønner, nogle rette galninger, og en datter, der var lige det modsatte. Sønnerne red ryggen itu på faderen, fyldte deres faders studerelampe med urin og gjorde alt det onde, de kunde finde på. En gang var forældrene...
Når nogen ser et Hus stå i Forbrand, skal han stiltiende kaste Håndfulde Jord eller Sand i Vejret. Lige så mange Håndfulde han kaster op, inden Synet forsvinder, skal det vare År, inden Huset brænder. Anna Ludvigsen.
Der var en Pige, der var så god, at hun tænkte mere på det himmelske end på de jordiske Glæder. Hun var også kjøn og havde mange fornemme Bejlere; men ingen gjorde Indtryk på hende. Hun havde mest Lyst til at gå i sin lille Blomsterhave og passe den. En Dag kom der en fremmed ind i Haven, og hun blev strags helt underlig bevæget ved hans Tale. »I har en...
Da Vorherre var korsfæstet, kom Storken og sagde: »Styrk ham«, derfor er den en hellig Fugl, som ingen uden Fare for Liv og Lykke tør gjøre noget ondt. Derpå kom Svalen: »Sval ham!« Derfor holdes den og i Ære. Lærken sang: »Læsk ham,« og derfor lovpriser den sin Skaber fremfor alle Fugle og er afholdt af alle. Men Spurven skreg: »Spark ham,« og derfor er...
Da Vorherre og St.-Peder endnu vandrede på Jorden, kom de en Aften sildig til et Hus, hvor de bankede på for at forlange Natteleje. Men ingen kom at lukke op. Endelig kom et spædt Barn og lukkede op for dem ti før den Aften kunde Børnene strags gå. Da klappede Vorherre den lille nøgne Skabning og satte sine tvende Fingre på den lilles Lænd, og deraf...
Min Bedstemoder gned sine Børn med Hvidløg under Fødderne og på Brystet, for så kunde Troldtøjet ikke gjøre det nogen Skade eller forbytte det, når de var afklædte og skulde i Seng. Hun har sagtens også gjort det ved mig, for hun har da gjort det ved min Søster. (Sjælland.) Anna Ludv.
I Gassehøje, Skjærbæk, skal der have været meget Troldtøj. Man siger endnu for Spøg, når nogen vil til Gasse: »No, vil do øwwer te di Gasse Trolld i Daw.« De bortslæbte altid Folks Bageredskaber, Skydsel og Gridsel (Gestenfjæl). Fra en af disse Høje var det også, at en Kæmpepige i sit Hår slyngede en uhyre Sten til Døstrup Kirkegård. Anna Ludvigsen.
Min moder havde en meget stor, slem og tiltagende knude på sin ene håud, som lægerne i Åbenrå, hvor vi den gang boede, læuge forgjæves havde brugt deres kunst for at få bort. »Gå til det grå får«, sagde eu nabokone, »kan han ikke hjitdpe, så kan ingen.« Det var en meget gammel Jyde, der altid var klædt i gråt vadmel. Hun lod ham da komme, og han mumlede...
Norden for Ribe ligger nogle banker, som kaldes for Galgebjærgene. Der skal en gang en slem heks være brændt, og hvor hendes levninger blev begravede, er i jorden et hul, som aldrig lader sig fylde, ihvor megen jord man end kommer der i. A. L.
Når høgen er slem til at tage høns og duer, skal man stiltiende putte, dem i en sæk og veje dem. Derpå skrives nøjagtig, hvor meget de vejer, og da skal høg og glente ikke røre dem. a. l.
I Tingelev levede for omtrent 80 år siden en kone, hvis bier lykkedes over al måde, mere end uogeu andens. Omsider kom man efter, at når hun gik til alters, gjemte hun brødet i sit kridthus og uddelte det til alle sine bistader. Deraf kom den sjældne lykke. A. L.
Finder man penge eller andre sager på en vej, spytter man tre gange der på og korser sig o. s. v. A. L.
Giver man mælk hen, kaster man en liden glød efter personen o. s. v. A. L.
At møde et kvindfolk med et rødt skjørt ansees for et meget ondt varsel, når uogen vil rejse. Jeg har kjendt en person, som alt var kommen et godt stykke på vejen til Kloster, men vendte om og blev hjemme den dag, blot fordi han havde haft et sådant mod. Anna. L.
da.etk.DS_07_0_00720
En pensioneret ridefoged fortalte min fader, at det slet ingen kunst var at gj^re levende bier. Han havde kjendt en mand, som øvede denne kunst og lavede bier til tusender. Men da han blev båren til graven, kom alle bierne i store sværme og sang i luften: »O Jesu, sødt at mindes dig!« Af den årsag lod han det være. Manden boede ved Åbenrå, hvor min fader...
Da jeg boede i Visby ved Trcjborg, fortalte man mig, at en kone der i byen, som kaldtes for en heks, havde lært bendes sønner at lave mus af ler, som under deres hænder blev levende og kunde løbe. Fortælleren havde selv flere gange set dette kunststykke, men var bange for at lære det, da han troede, det var synd. A. L.
En skrædder fra Stybbælc fortalte en gang min bedstemoder, at han som læredreng en gang var i arbejde hos en mester, hvis kone mistænktes for at være en heks. Han besluttede da at blive oppe en midsommersnat og iagttage hendes herd. Han skjulte sig i kjøkkenet og så da, hvordan hun hen imod kl. 12 kom listende derind med en krukke i hånden, hvoraf hun...