De yler, no ær ed da en fåle vel, siger man, nar luften er lummerhed og stille, som forud for et tordenvejr. En oeel kaldes en kortvarig, stærk regnbyge, og bygevejr kaldes æælvejr. Om hønsene i fældetiden siges, at de går i haren. Men har nogen været rigtig vred og hidsig og brugt store ord, har jeg tit hørt sige om ham: A, han slåe sæ wal i...
Der var en pige, der var i engen og havde lagt sig ved en hostak at sove. Nu har hun jo ikke holdt sin mund samlet, for der kom et firben og løb ind i den og ned igjennem halsen på hende. Hun mærkede godt, da den var i munden, jog tænderne sammen, og bed også halen af den, men den gik alligevel ued i maven af hende. Nu var hun jo svært ilde holden med...
En gammel kone fortæller, at der gives folk. der kan binde og løse hugorme, det kunde hendes egen fader, men hun kan ikke, i det mindste ikke binde dem, men vel nok løse dem, hvis de var bundne, det skal der ikke mange ord til. Når de er bundne, kan man tage dem og gjøre ved dem, hvad man vil, de bider ikke, for de kau ikke, før det løsende ord er...
Per Bødkers kone fortæller, at det spøger stærkt på Spentrupgård. Der er et bitte hus ved enden af det store (stuehuset), hvor de har deres pigekammer, og der kommer det ind og går og fusler, akkurat som der gik tre eller fire derinde i morgensko, og så snorker det så sært, som når man har skåret halsen over på en kalv, der skal slagtes. Det begynder med...
Der var en præst, der havde den vane at gå op i kirken hver løverdag aften og holde prækenen, han skulde op med for menigheden næste dag. Det kunde hans kone ikke lide, og hun fik deres tjenestedreng til at svøbe et lageu om sig og gå op på kirkegården en aften, da præsten var i kirken; han tænkte, at han skulde blive så forskrækket for det formentlige...
På en følhoppes bagdel må den, der stiger opeller Bed af vognen, ikke lægge sin hånd. N. K. Pedersen, Gr.
Her nede hos Severins havde de en bidsk hund. En dag kom en vogn kjørende, og en fremmed mand kom ind. Så bed hunden ham, men nu gjorde han det sådan, at den ikke kunde gjø, det var blot ved en håndbevægelse. Da han atter gik ud til vognen, sagde han: »Det er vel bedst, a løser dig igjen«, og så gjorde han atter en håndbevægelse. Nu kom den til at gjø...
Når de horer kukken fastende, og de så lober hen og bider i et træ, så skal det gå ud. Min broder ban provede det og bed i en birk, og den gik også ud. TJglbølle.
Mens Jørgen Kristians bedstemoder i Nabe var ung og gik til hove, da gik hun med ost og brød, det så jo ikke så ringe ud som ene brød, men hun satte blot osten til munden og bed ikke af det, skjød det foran munden hen ad meldmaden, tog det med sig hjem igjen og kom anden dagen til hove med den samme ost på en ny meldmad. Sådan gik hun med det i mange...
Min moder talte om, at der var ulve pa Vrold mark og i Ris, og der bed de to føller for en gammel mand, hun tjente, der hed Anders Jensen, og nogle far og lam. Det var af de ulve, der skulde være kommet her 1814. Mikkel Hansen og Jens Bæk, Lille-Tauiug.
På Østergård boede en mand, der bed Galt, ban var for bård ved bønderne. Han gav dem lov til at skyde på sig så meget de vilde, og de prøvede det forgjæves. Men så fik de fat på en sølvknap, og så bed den på. Joh. Krist. Eskesen, Glibstrup.
Her var en gammel mand hor på Tebhestrnp mark. han vilde ikke have hans rug sået før st. Sørens dag, for han bed Søren Knudsen. Per Rytter, Tøstrup,
Ulvehøjen, som findes i Serritslev sogn, kaldes sådan, fordi man her fangede ulvene i gruber. I den tid, ulvene var her, lod man et langt reb hænge ud af vognen, de bed så fast heri og gjorde ellers ingen skade. Nik. Christensen.
Sæbygård skal være bygget af én, som bed JEsbem Snare, og det var nok sådan en farlig kari, ja, man mener endogså, ban havde med den Slemme at gjore. Han kunde da, når der var ildebrand nogen steder, komme ridende lige hen til ilden, uden at man vidste, hvor han kom fra, og svingede med sit lommetørklæde ind over den, og når han havde gjort det, dæmpede...
Jomfru Ane på Urup blev gift med en mand nede i Eg, der bed Mads Nielsen. Hun havde så megen rigdom, te det var forfærdelig, og så kom han til at eje både Lamborg og Eg og Vadboel og Kjærboel. Søunen hed Jens Madsen, og hans datter Ane kom til Borris. Ellen Marie lversd., Grindsted.
En gammel mand fra Tøndering, der bed Per Sig, havde en aften været oster ude at gå, og kom igjennem nogle lavninger. Der horte han sådan underlig fløjten og skrairen, og han blev halvt forskrækket. Da han kom hjem, sa^de han: «Nu får vi krig, for a har hørt varsel for fjenderne, det var snart ligesom i 1864, da artilleriet kjorte.» Det blev dog ikke...
En mand så en flok gjæs i hans kom. Nå, dot er jer, I tyve! sagde han. Nej, vi er ikke tyve, så skuld' vi a wåt lisse manne te å halt så manne te å en gås å en gasse å en hal? Syv. Karen M. Rasmussen
Ærbødigst vi takke for gaven, I gav, den tager vi alle med glæde, og skjænker os noget af hjærtet så brav af flasken, som her er til stede. Nu vil vi omvende og sige farvel, farrel og hurra vil vi sige. K. M. R.
Sidder uglen og tuder på taget, vil der snart blive et lig i huset, K. M. Rasmussen, T. Kr., Rønslunde.
Mange holder ikke af ved en begravelse at sidde ved siden af ham, der kjorer ligvognen. En mand, der så en frugtsommelig kvinde sidde der, udbrjd: Den plads skulde hun ellers ikke have k&ft, og en anden, der er dårlig til gangs og derfor tit har taget til takke med den plads, får så mange skjænd for det af hans kone og døtre. K. M. R.
