På Tølløsegård må vægteren ikke råbe kl. ét. En gang var der en ny vægter, som havde fået pålæg om ikke at råbe det nævnte klokkeslæt; han vilde dog prøve derpå, men blev kastet over én af længerne og tilbage igjen, lige til klokken var to. Der stod stedse én på den anden side og tog imod ham og kastede ham tilbage, så han ikke faldt til jorden før kl....
Jeg har hørt fortælle, at en ejer af Gisselfeldt eller Bregentved skal have lokket et par mænd til at tage jord af vedkommende gårds have i deres sko og stå på en anden mands grund, som denne herremand havde fået lyst til, og sværge, at de stod på Gisselfeld jord. De fik heller ikke ro i graven, men går og råber: "Her er rette skjel!" og det skal de...
da.etk.DS_05_0_01484
Da Tingerup by, Soderup sogn, blev udskiftet, varder ingen bruger til matr.-nr. 2, hvorfor man fortæller, at mændene, som havde matr.-nr. 3 og 4, der begge støder til nr. 2, om natten skal have flyttet skjelstenene, så at de fik nogen jord, som rettest tilhørte nr. 2. Efter døden fik de ikke ro i graven, og mange vil have set dem om natten gå i den...
I St.......sogn var en velstående gårdmand, han var i sin ungdom bleven forlovet med en fattig pige, og hende besvangrede han. Skjøndt alle vidste det, undredes de dog over, at hun aldrig fødte. Senere blev samme mand gift med en gårdmandsdatter, der var svagelig og lå meget til sengs. En dag stod pigen og puslede om hende, og da kom hun til at kaste...
Den gang den sorte skole eksisterede, var der i Kjøge en præst, som var meget klogere end andre præster; men han vilde meget nødig bruge sin klogskab. Imidlertid var der i en bondegård i Lellinge et slemt spøgeri, så de kunde ikke bjærge sig på gården. Det blev sagt, at herremandens søn og gårdmandens datter havde haft mere sammen, end alle og enhver...
På Højbjærggården boede en gang en gammel bonde, som havde en ung hustru. I den tid var det skik at koge melgrød til nadver; melet havde de stående i en kiste på loftet. En aften gik hun op for at hente mel til nadvergrøden. Da hun kom op oven for loftslemmen, så hun en hvid skikkelse som et menneske lige for sig, men det veg tilbage for hende ganske...
Jeg kan fra min bellietid huske en karl, som hed Jens Gadegård, han havde en søster, som hed Dorothea, og hun kom over til Kjøbenhavn at tjene. En gang havde hendes frue sendt nende uden for byen for at bringe noget døbetøj igjen, som hun havde lånt, men de så hende aldrig mere. Siden fandtes liget helt nøgent, og de dømte nu, at hun var slået ihjel og...
Helt inde i Skjoldenæsholms skove ligger bondegården Højbjærggården på en plet, hvor der i det mindste i 300 år har ligget en gård af dette navn. Til samme gård hørte en del skov, men bonden ejede kun græsningen, hvorimod herremanden ejede træerne. Her står et træ, der omtrent to alen over roden har en stor hulning ind i stammen, og i denne hulning skal...
Man kan hindre en død i at komme ud af kisten, når man pinder den til med nagler af rønnetræ. Dog kan man ikke hindre ham i at komme op af graven i kisten, scm han altså må vælte omkring med sig på sin vandring. Mange troværdige folk har ved midnatstid mødt en ligkiste, der kom govlende endelængs hen ad vejen. chr. weiss.
I Kirke-Såby var der i forrige århundrede en præst ved navn Heiberg, som kunde mere end sit fadervor, hvad så mange præster den gang kunde. En aften havde han været i besøg hos forpagteren på Åstrup. Da han skulde hjem, var det mørkt, men han havde skrappe heste, der nok kunde trække kjøretøjet. Da de kom til det sted i Astrup skov, hvor...
Mange fordomsfri og troværdige folk har ved nattetide på vejen ad Skovhastrup over Ole Jakobsens lod set en flok får løbe tværs overvejen; når de var kjørende, måtte de holde stille, til flokken var kommen forbi, det kunde ikke nytte at gjenne på hestene, de gik ingen steder, før vejen var fri. chr. weiss.
Når frugtsommelige koner spiser vibeæg, bliver børnene fregnede; da fregnede siges at have en fin hud, bar vibeæggene ofte været dyre i Kjøbenhavn og andre store byer. Chr. Weiss.
Når man har skåret sig, læges stedet hurtig, når man indgnider redskabet, der frembragte såret, i olje og lægger det på et let tilgjængeligt sted. Det skal have hjulpet mange. Chr. Weiss.
Mod kighoste. Man har brugt at drikke almindelig mælk af et vædderhorn Omtrent 1870 døde her i byen en gi. mand, til ham kom folk kjørende langvejs fra med deres børn for at få kighoste helbredet. Han brugte nogle ceremonier foruden mælkedrikningen, men dem holdt han hemmebg. Chr. Weiss.
Det hedder, at man kan helbrede visse sygdomme ved at jage en dygtig skra;k i patienten, hvad jo mange gange kan være farligt nok og derfor ikke bør benyttes. En anden sag er det, når skrækken kommer uforvarende. Sådan var der en gang en mand, der havde såilan lændeværk, at han knap kunde krybe. Nu var der auktion i byen, og han listede derhen med stort...
Mod blodstyrtning. Når man i det indhostede hø kan finde rødskræpper (også kaldet rødbynke) med frø på, skal man afgnide dette og blande i dejen til en pandekage, som den syge skal spise. Det hjælper sikkert. Chr. Weiss.
Spaltede træer til at putte mennesker igjennem findes flere steder i Sjælland, således ved Rugård og i Ebberup, Soderup sogn på gårdmand N. Frederiksens lod. Ofringen her består i, at der lægges kobbermønter ved træet og bindes tråde og bånd, som den syge har båret, om en gren af træet. Der sidder endnu mange sådanne tråde (1887). Chr. Weiss.
En karl havde en gang i hidsighed slået en tjenestedreng ihjel og nedgravet ham i marken. Man savnede ham vel, men ingen havde mistanke til karlen, og der gik flere år. Så traf det sig, at de havde sæd på den mark, hvor den døde dreng var gravet ned. Da sæden blev mejet, gik karlen forrest i rækken, og han huggede sin le fast i noget, der blev hængende...
I Smidstrup, Sodenip sogn, ligger en bondegård, som skal have været en herregård, og der boede hr Truels og hans hustru, og de havde 3 små sønner. En nat drømte begge forældrene, at en hæslig drage havde slæbt dem til sin hule inde i skoven. En dag samme sommer lå alle 3 små sønner ude på marken og legede med blomster, da nogle rovere, som havde deres...
Til mange præstekald har der forhen været henlagt en lille skov, hvoraf præsten havde sit brænde. I tidernes løb er de komne ind under herremændene, som til vederlag forpligtede sig til at give præsten et bestemt kvantum brænde, der nu mange gange ansees for en frivillig gave, hvad det slet ikke er. Således var der også en skov til kirken i Såby...
