På den tørre knop på hesteus bagben har Fauden sat sin finger. Derfor er hestekjod uspiseligt. F. D.
Vasevejen ved Trøjborg har fra umindelig tid været i rygte for spøgeri. Kjørende folk føler pludselig, at der vælter noget ned bag i vognen, og denne bliver af en sådan tyngde, at hestene ej kan komme frem. De puster og springer, og de hvide skum ligger på dem. Bliver det muligt at nå den sidste bro, hvoraf der findes tre på vasen, så bliver vognen...
Manden og karlen i en gård i Levring gik med en kalv, der nylig var født, og vilde bære den hen i få restien. Karlen havde i bagbenene og gik forst ud. Det er jo egentlig galte, siger manden. Å, den skal jo ikke lægges til, siger karlen, så gjør det vel ikke noget. Past. H.Pedersen, Elling.
Ole-smedens søn Jens Olesen i Kare fortæller: A kunde i lange tider ikke forstå, hvordan det kunde være, te hver morgen, når a trak køerne i marken, så kom der en hare og dandste på bagbenene for ved køerne. JVlen nu er a ligevelle bleven klog på, te det var ingen rigtig hare. A er vis på, det var Floos-Mett Marri. J. Kornerup, Egå.
Min moder var fra Balle ved Hornslet, og hun gik og vogtede kreaturer, da hun var en ti år. Hver morgen, når hun var kommen ud med dem, så hun en hare, der ganske rolig satte sig på bagbenene cg gloede på hende med sine store øjne. Det gjentoges i lang tid og forskrækkede hende meget, da hun jo troede, det var en eller anden heks. Lærer Solgård, Satrup.
da.etk.DS_07_0_00040
Høwe høwe høwelårl kan du vise mig, hvor min kjæreste bor, hellers skal du miste dit høwe lår. Man holder under remsen i dyrets højre bagben. N. P. Pedersen, Mollerup.
Nar man tager kalven og hænger op i bagbenene, springer strængene gjærne af sig selv, de kan også skjæres over under bugen. Begge dele har jeg set udfort for ti ar siden i Aby sogn. A. E. Jakobsen.
Der lob en ræv ovre på engene ved Lønborggård, og Peder Svas kunde godt komme skudnær til den, men hundene vilde slet ikke have med den at gjøre, og når han skød, så slog den lige op med bagbenene og slog en stor sk., ad ham. Så lagde han en arvet sølvknap i, men den kom ikke alligevel. Ebbe Smed.
89.--Der var nogle mennesker eller hellige brodre, som de kaldte dem i gamle dage, der blev forfulgt af deres fjender og kom nord på. Da de så kom til den strimmel vand, der går fra fjorden og vester på næsten ud til havet der omme ved Harboøre, og som kaldtes Noret, var de ukjendte og kunde ikke komme over og vidste ikke, hvad de skulde gjore. Da så de...
En gammel aftægtsmand. der hed Niels Juel og boede oppe i byen (Gjenner), han havde en åringsplag, der løb ude i toften, og så skulde han og en ung knægt ud at gribe den. Så mødte de den oven for gaden, og så siger Niels Juel: Kunde du nu være lidt rolig, lav æ kunde få i æ bager ben, så kunde æ nok holde den. Han greb også fat i bagbenene og holdt...
Den sidste ulv, der har været her i egnen, viste sig i Borum ved en følhoppe, og den vilde tage dens fol. Den fik også held af at bide det ihjel, og da nu øget så, at ulven var efter foliet, rendte det los, for det vilde bag efter og hen og forsvare det. Så sprang ulven op på siden af øget, greb det i lysken lige for ved bagbenene, tik det sa ned til...
Henne ved Mejeriet var en Gyde, de kaldte Skidtegyden, og der viste sig en Hare, som var så modig og ikke godt vilde gå til Side, den formelig stod på Bagbenene og vinkede ad Folk. Det var en af deher Hegse, der ikke kan skydes uden med Sølvknapper. En Aften, jeg gik hjem ad og kom der forbi, syntes jeg, at jeg så den Hare, men da jeg så kom tilbage...
Skrald-Søren i Grøtrup var noget klog. Han læste således over en plag, som Per Nielsen havde, der var bleven lam på det ene bagben. Han strog tre gange tiende over stedet, og så kom plagen sig. Hesselballe.
Der var en gård, hvor de måtte rejse fra hver st. Hans iifteu. Så kom en tjenestedreng og vilde være der, og det fik han lov til. Han gav sig først til at fyre under kjedlen, og så kom der så mange sorte nogle ligesom katte og dandste på deres bagben, og han gik omkring imellem dem og sagde: »Lillemus, bitte pus, fonvår dæ, du brænder dæ e/.« Så gik de...
En mand, der boede i Grejs, havde fået sig en ny hest. Den første dag han havde fået den, var han ved at vande bæsterne inde i kræhuset, og da så han, at den fremmede hest slog ud imod en mand, som stod der inde, og ramte ham, så han faldt død om. Det var mærkeligt nok, for der var i virkeligheden ingen andre end ham selv der inde. En otte dage efter at...
A kom en dag forbi en snog, der lå med en frø i munden, så bagbenene endnu sad frem. Så pirrede a til den, og nu slap den frøen, der hoppede sin vej, og selv snoede den sig bort. En Svensker, Jens Karlsen, sagde, at a skulde have gået ind imellem det, så kunde a have reddet en kone, der var i barnsnød. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.
Imellem Satrup og Rakkebol på Sundeved var i gammel tid et krat, hvori de små nisser opholdt sig. En dag, de stod og kjæruede, kom to mænd ridende forbi og bad dem om lidt kjærnemælk at drikke. De fik også mælk hver i et giddbæger, men mælken kastede de bag cver rumpen af hestene og red så, alt hvad hestene kunde løbe. De nåede dem dog ved Rakkebol kro,...
Da den gamle meget bæftige superintendent Struense en gang visiterede i Tinglev, havde ban det uheld, at kusken væltede med ham. Uagtet han ikke fik mindste skade, blev han som rasende og udskjældte kusk og tjener for djævelsbørn og alt det værste, han i sin forbitrelse kunde hitte på. Pastor Bjørn fra Bylderup var med mange flere nærværende. Efter at...
En mand fra Gammelby, Visby sogn, fortalte mig, at ban var velkjendt i Marsken. Ja, Garensboll fik da Gus straf omsier, mæn de var jo indt meer som vel fortjen, for di vår så øwertrin i storjartehed, te di sai rigte, te di måt int spot å æ gol, mæn haj kåp å spyt i, mæn så fandt Vorhærre dæm omsier. Anna Ludvigsen.
Min fader fortalte om en mand i Tingelev red navn Jeppe Bodiker, som kom ind til sin nabo og udbrod: Hær do hor, nabo, te di sæjer, te Struels vil ha, te vi ska ha en ån regiion. Så! sagde den anden, ku do nok skik dæ i de? Ja sågu, en sknld val. Hans kone kunde hverken udtale l eller r, og hun sagde da: Æ hæ så mind en goi mand, de va...
