Der var en mand på Smidstrup mark, som havde en hest, der rendte i en hølé, som lå ude på markeu ved noget korn, de slog af og til grøntfoder, og så blev den skåreu så meget skammelig. De sendte nu bud efter Jens Kusk, og da han kom, ordrede han, at høléen skulde graves ned under et lergulv inde i stuehuset, og hesten gjorde han ved, så den kerte sig....
Vi havde her i gården en so, som var syg. Så skulde vor pige ud at se til den om aftenen, at den ikke skulde ligge og dø for dem, og så render a med der ud, men da er den snart død. A render ind og snapper en kniv og skjærer halsen over på den, men der kom aldrig en bitte blod, blot lidt blodigt vand. Nu kunde vi ikke få mere gjort ved den den atten, men...
Vi havde en ko en gang, der lammede og var syg og skidt og vilde ikke æde. Det blev ved i mange dage, men hun gav heud mælk lige fuldt. Så træffede det, at der kom en kone, som hed Mette Katrine og boede i Stenbjæryland, netop som a havde trukket køerne ind. Da hun var noget klog, så spurgte a hende om, hvad den skadede. Ja, det vidste hun ikke, »uieu a...
Min første mand han var en dag ude i marken at plove, og han havde stude for. Så tykte han, der gik så meget en grov stor lus på den ene, og han vilde da prøve at prikke den ihjel med et halmstrå, men det kunde han ikke. Så tog han noget jærntøj, men a kan ikke huske, enten det var hans træsko eller noget af ploven, og slog den ihjel med. Ved han fik den...
Her nede i Smidstrup er en mand, der har læst for vidt, og der blev sådan musik inde i hans vægge, de kunde høre det somme sinde ét sted og somme sinde et andet. Jens Kuskes svigersøn, der hed Thomas Skytte, havde arvet Cyprianus efter ham, og hans anden kone arvede igjen klogskaben efter hendes mand, derfor henvendte de dem nu til hende i den sag. Hun...
Spøgeriet frå Refstrup går ind i skoven til et stort træ, en gammel eg. Der /ar en mand for nogle år tilbage, der kom fra Gadbjærg af, og da han kommer så til egen, ser han et menneske stå der, og siger god-aften til det uden at tænke på noget; "Skal vi ikke gjøre følgeskab?" Det svarerikke, men han føler sig ligesom dragen til det og må med, ihvor det...
På Engelsholm er der et værelse, hvor ingen tør ligge; det er oppe i den sydøstre fløj. Det værelse blev derfor brugt til al slags skrammel, og der er et leje som til en hund af nogle pjalter. Det ser også ud, som den skal have ligget på det. Det kammer står vist i forbindelse med en søjlegang eller løngang, der udmunder inde i skoven. konen i...
da.etk.DS_05_0_01786
Der har stået en pæl nede i engen ved Ringive præstegård. Min mands brodei var hyrde der nede, og sådanne knægte de har jo al tid så meget for, så vilde han rykke den pæl op, da den sad sådan oven for jorden, at de kunde se den, men det blev ham forbøjen, for der var sat én ned under den pæl. karen frrderiksdatter.
På Refstrup findes et menneskebryst nede i kjælderen, det blev indmuret der nede i en hvælving, den gang gården var brændt. Den hvide jomfru skal gå fra kirken op til Ælvejen og så ned i haven til et stort træ, derfra op på kvistværelset. Forvalteren mærkede hende en aften, han sad der inde. Der blev sådan en raslen som af en silkekjole, og så vendte han...
I gamle forrige tider var der én, der kjørte oppe på Smidstrup marker med en karet. Nogle unge folk gik til leg en aften, og den ene af dem - Hans hed han - kunde se den, men de andre ikke. "Vaer jer, vaer jer, ellers kjører den over jer," sagde han, og så gik de til side, ellers kunde de blevet kjørt over. mårskjælgård.
Fra Refstrup har der redet en friskytte om natten. Else Marie har hørt det en aften, hvordan det plaskede i vandet i et stort høl på Refstrup mark, der kaldes Store -hol, det var i engene ved Smidstrup å, og hun hørte, det ringlede med de lænker, som hundene var lænkede sammen med. A har også hørt, det var en hovedløs hest, han red på. Mårskjælgård.
I en stor høj ude på Smidstrup mark, G adbjærg sogn, har der været bjærgfolk. Der lå om dagen, når solen skinte, eå mange vidderer på den høj, men folk turde ikke komme til og tage af dem, for de vilde jo have til efter sigelse, at det var bjærgfolkenes sølv og guld, de havde ude at sole. Mårskjælgård. Vidderer er pilegrene, der er vredne sammen.
I gammel tid kunde de ikke kjøre i skoven her for spøgeri. Nar det var allergalest, så gik de hen og gjorde kors for bæsterne, så hjalp det. ane marie jensdatter, hårby.
Thomas Nedergård var en dag til hove. Så siger jægermesteren til ham: Jeg synes, dine heste bliver så slage, Thomas. - Ja, a tager moden op efter de store, nu ser a jo, frøkenerne de begynder at knappe kjolerne på ryggen, og sådan er det også med mine bæster. p. Hjulmand, Tåstrup.
Min bedstefader havde en ridehest, og det var det eneste bæst, der var på foder om vinteren, ellers gik de ude allesammen. Han hed Store-Knud og boede i Mollerup ved siden af Jens Bærteisen. De brugte at strø på broen med lyngstrøelse, for at den ene gård ikke skulde mærke, at den anden drog i marken. Enhver vilde være først færdig med sit arbejde. Søren...
Horsdal har navn efter Horshuse. Der gik nogle vilde bæster der ude i skoven, og sa blev der kjort noget ho sammen om sommeren og sat i nogle horshuse, som stod der i Horsdal, det havde de at ty til, nar vinteren blev altfor S træng. Movst Jensen, Vinkel.
Rude Kirke skulde have været bygget på Broagers-Knolden, imellem hvor den nu er og Alstrup. Der blev to Bæster spændt for en Sten, og hvor de lå om Morgenen, skulde Kirken bygges. De lå så der, hvor den nu er. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet. Rud S., Galten H.
De gik og ledte efter deres Bæster og fandt så ét; men da de skulde til at lægge Grimen på den, var der intet Hoved. Den går på Kirkebakken. Brandstrup.
da.etk.DSnr_02_H_00047
Søren Dal han fortalte, at når han lå nede i Engen ved Bæsterne, så kom der en fremmed Pige og kyste ham, og når hun gik igjen, så gik hun baglænds fra ham. Det var altså en Ellepige. Anton Pedersen, Lemming.
A gik og passede Høvderne ved Møgelgårdsbakken i Udby. Da kom der en bitte Dreng ud af Bakken og rædd mine Høvder, så de løb af Sted som løbske Bæster. Derefter gav han et bitte Skvalder og sagde: »Håhåhå!« og så put han sig igjen ind i Højen. A så ham ikke svar længe, men han fik da det Spil gjort. Mariane Olesdatter, Tårup.
