Sybille har spået, at Skanderborg skal blive så lang, at den kan nå ud til Slcaiulerup kirke. Hun har fremdeles spået, at der skal gro et elletræ midt i Mos so, og der skal Tyrkerne komme og binde deres heste. Så skal Holger Danske komme og samle tolvårs drenge og gamle mænd på treds og drive clem ud. Det skal blive ved den tid, når der bliver født en...
På gården Ottestrups mark på et sted, der kaldes Asen, skulde Volstrup kirke have været bygget .... revet ned om natten .... jens jensen, volstrup.
Der boede en mand på Ellinggård, de kaldte herren. Så havde de en til at passe hønsene, hun 1W Ane og var ikke rigtig klog. Nu sad hun jo der ude med dem i sin egen tummerum, og da kommer herren derud. Så sidder hun og bander over ham: Dit lede asen, dit lede spektakel, din lede herren, og som hun nu kunde sige. Det stod han nu og hørte på en lidt. Så...
En af de gamle Skolelærere i Holme ved Mbeltoft havde ikke godt ved at skrive, men han læste godt og regnede bedre, og det var den gang (1810) en stor ting. Da der nu imellem 1815 og 20 kom seminarister i egnen, vilde den gamle, som hidtil skrev sig Niels Andersen, gjore det noget finere og følge med tiden, derfor skrev han: N. Asen. Nissen, Ramten.
Imens pastor Wulff var præst i Njær, kom der mange i kirke fra andre sogne. Samtidig var Jakob Jensen degn i Sal Han stod gjærne i kirken og sang i regnfrakkke og med stort mundklæde for. Han kunde ikke lide de mange fremmede folk i kirken, og så fik han klokkeren sat ud på at fortrædige dem på flere måder. En dag han kom ind i kirken, sagde han helt...
Haraldsted sø er fremkommen ved, at en troldkjælling tog jord op i sin sæk, da hun vilde bære den ud ved Kjøge; men sækken havde et hul, hvorigjennem hun tabte den ene klat efter den anden, 0og deraf er den række bakker kommet, som man kalder for Asen. krist. jensen.
Agselen kaldtes redet. Der var huller i åsen, og i dem blev sat en pind. Eftersom nu ploven skulde ga dybt eller grundt, flyttede man asen frem og tilbage på redet. Der hængte en hel børren store trækiler ved ploven og så en plovogse. Plovjærnene fæstedes med trækiler. Niels Kristensen, Tørring.
Lars Madsens Farfader i Martofte hed også Lars Madsen. Han havde en Karl, der var klog. Når han skulde ud og fodre Kræet, og den gamle Mand i Gården fulgte med ham, kunde han få Nykker til at lade den gamle, der gik med Foderet, til at lægge det ved Bagenden af Kræet. »Hvordan er det, I bærer jer ad med at give Kræet,« sagde Karlen, og så opdagede...
En gård, der hed Øksenvad, skal have ligget på østre ende af Asen i Volstrup sogn. Nord derfor er Øksenhede-vad. Der findes endnu mursten på den mark, hvor gården har ligget. Asen er en landtange, der skyder ud imellem to engdrag, hvorigjennem laber 10 åer, der forenes ved Åsens spids. j. jensen, volstrup.
En peisillekræmmer skulde levere et stort læs hvidkàlshoveder hos en anden handler. Så kommer han til en kro, hvor han tit var vant at komme ind, men det var just ikke hans mening at tage derind den dag, og han vilde så kjøre forbi, men hestene var vante til turen, og så svingede de op for døren, lige til det snurrede. Der vælter vognen, og alle...
Det var Jørgen Hovgård i Såby, flere af hans bæster blev syge sådan tid efter anden, og så søgte de jo en mand på hånd, der boede ovre i Hvinningdal. Han doktrede på dem et langt stykke tid, og det vilde ikke udrette noget godt. Til sidst gav han den befaling, at deskulde begrave et af bæsterne levende, så skulde det hele nok gå over. Lav de stod og...
Marie Kristine, der var opholdskone i Tåning, hun havde tre mostre i Ejer, og de havde de tre bedste gårde, der var der i byen. Den ene af dem havde en nabokone, der var så slem til at hekse. De havde ét vanheld efter et andet, kreaturerne døde, og de havde ikke noget held med dem da. Så var det en aften, hun sad og malkede, da kommer denher slemme...
Der var en kone i Ris, hun kunde sige, hvilken der skulde dø først i et hus enten mand eller kone, og det regnede hun også ud efter begstaver, nemlig efter vore første forældres navne, og de bogstaver der var i dem. Hendes lærdom havde hun efter hendes moder Ma Fikkens i Tepstrup. Det var en ligefrem heks, og de hovede hende ikke godt i byen. J. B. og M....
Enevold Hvids kone skulde en gang til at få et barn, og så var hun jo ringe, og han gik ud og så på himmelen. Men da han kom ind igjen, sagde han, at dersom forløsningen kunde opholdes noget, måtte det endelig ske. Så går han ud igjen. Et stykke tid efter kom han ind og sagde, at dersom hun kunde nu føde, så måtte hun, hvad tid det skulde være, nu skulde...
Enevold Hvid kom ved en stor del af hans klogskab på den måde, at han satte alle bogstaver op, ligesom når vi sætter tal op og regner med, og der var dem der havde set, at han havde alle 23 bogstaver stillet op for sig, og han multiplicerede og adderede med dem, og deraf regnede han sig til hans videnskab og spådom. J. B. og M. H., Lille-Tåning.
Der var en fattig gammel kone i Horndrup, der gik og tiggede sig noget mælk i hendes krukke, og ved samme lejlighed kunde hun få sig nogle andre gjenstande tilfoden. Hun var skrap til at spå og kunde lidt hekseri. De så tit, når hun havde været ude på et eller andet strøg og havde fået hendes krukke forsynet med mælk, te den gik foran hende på vejen, og...
En røgter, Kristen Degn eller Potte-Kristen fra Mollerup havde »den hvide hest«, den var husbond for Cyprianus, sagde han. Han havde og Cyprianus, men den måtte a ikke få lov at læse. Han lærte mig, hvordan en skal gjøre sig usynlig, det var efter den hvide hest, sagde han. En skulde gå op til en ravnerede. Det første ungerne kommer ud af ægget, så er de...
Mg præst vendte vinden, da Ry by brændte. Han red runden om ilden, og så kom luen bag efter ham, men i det samme vendte vinden sig. J. B. og M. H., Lille-Tåning.
De begyndte at rende og råbe: »Tåning brænder.« Kræn Degn var den gang røgter i Havreballe. Så sagde han: »Stille lidt, stille lidt, dersom det ikke er kommen alt for vidt, så skal vi nok få det forbøjen. Så strøg han op i marken pà et højt sted, sådan at han kunde se derop, og så svingede han sin gamle hat tre gange over hans hoved. Det så folk, men...
I Lillerupholm nede ved Tingstedholms mølle blev der en gang stjålet så meget. Manden han hed Peder Møller. Så søgte de til én, de kaldte Kristen Tve, han var så god til at vise igjen og boede henne pà lirøderup mark. Da han så kom derned, siger han: Ja, vise igjen det kunde han ikke, for tyvene havde været så kloge, at de havde kylt en del af det, de...
