Der var to herremænd, den ene var en dag i besøg hos den anden. Så kom det på tale med en karl, han havde til at tærske sit korn for sig, og sa siger han til sin gjæst, at han måtte spørge ham om, hvad han vilde, det skulde både være ret og galt. Ja, det passede ikke for ham, sagde den anden, han mente, en kunde sagtens spørge ham sådan, at han blot...
Der var en mand, som havde et stykke eng til halvt med en bjærgmand. Men alle de karle, han havde, de kom af med deres liv den dag, de slog den eng, for det bjærgmanden gik foraf og gik for stærkt. Den gang det blev bekjendt, så kunde manden ikke vel få nogle karle, der var ingen for at komme dertil at tjene alene for den eng sin skyld. Så lovede han en...
En bjærgmand og en bondemand boede i skjel sammen, så lejede de et stykke jord og havde det til fælles. Det første år blev de enige om at så rug i det. Men da de nu skulde til at hoste, siger bjærgmanden: "Hvik vil du helst have, enten rod eller top? - siger bonden. Jo, han vilde da helst have roden, for det var det meste. Så blev det sådan. Bonden...
En barselspand er en kovse med hank og uden ører; klatjållingcr: smågjæld. Vendsyssel.
da.etk.JAT_06_0_00951
Kommer en frugtsommelig kvinde, til at gå, hvor hun har seet en hare lobe, da får barnet lange øren. H. Th. Nybo.
Godt er det at møde en vogn, når man går ud, men bedst at møde en rytter. N. P. Olsen.
Det bedste bly til ørenringe er kirkebly, men det skal stjæles. D. .1.
Ringer det for det højre øre, skal man tænke på én, holder det så op, har han også tænkt på én. H. V. R.
da.etk.JAT_03_0_00425
Når det synger for ørerne, kan man på samme måde få at vide, hvem det er, der taler om én, ved at tænke sig om og mærke sig den, man tænker på, når ringningen borer op. Postbud Pedersen, Fredericia.
Når det ringer for det venstre øre, bliver man rost af en eller anden, og når det ringer for det højre ore, bliver man lastet. Vendsyssel. A. E. Jakobsen.
Når man synes, det ringer for sit venstre øre, skal man bide i sin venstre lillefinger, så holder det op med at ringe, ti da bider den i sin tunge, som taler ondt. N. Kr. P., Gr.
Stedet her er lejet på 500 år, og der skal gives 2 kr. årlig af det, og så skal a jo give kommuneskat af det. For øjeblikket er det 14 øre. Ellers er der ingen anden udgift. Det er en klitlod, og a holder på den to stude og to køer og 17 får. Kristen Jepsen, Rødehus.
Når man rider ud af gården med en hest, der skal sælges på et marked, kan man se på dens ører, om den bliver solgt (dier ej, alt efter som de vender frem eller tilbage, j. H.
Galgebjærg vester fra Vrist er nu væk, men de bliver ved at have navnet, de bjærge nemlig, der er Uge osten for. Det er endnu nogle af de højeste bjærge pa Harboøre ja, dem ved Lille-Øre er lige så høje. Der hængte de havtyvene. Den gamle Peder Vrist var en stor tyv. De sagde om ham, at om de rejste en galge uden for hans dør, vilde han dog stjæle....
Jeg har hørt sige, at igjennem Giver kommer der om Natten en gammel Kjælling kj ørende i en Pigtønde. Giver S., Års H. Opt. af Søren Hansen, Giver.
En Mand kom kj ørende fra Sæby og kom forbi Posthøjen på Ørtoft Mark. Da kom der en bitte én og sagde: Han skulde hilse FattigBonde, at Kong Davfæt var død. Så kom han hjem og sagde, at han kunde ikke forstå det, for der kom . . . Så rejste Hunden under Kakkelovnen sig og strækkede sig og sagde: »Nu skal a ikke være her længere, nu må a afsted.« De...
En Mand fra Fastrup var kj ørende til Egeris Mølle med Korn at få malet. Da han kjørte hjem, kom der én ud af en Høj og råbte til ham: »Vil du hilse Biltser, te Baltser er død.« Da han kom hjem og sad ved Bordet, fortalte han hans Folk, hvad han havde hørt. Så var der én, der sagde: »Å, er Baltser død!« og så rendte den ud af Stuen med et Par fladbundede...
I hestens grime mellem ørerne indflettes stål og et stykke af en st. Hans rod mod troldskab. H. F. F.
Peder Bertram, der havde Katrinelund i forpagtning og var gift med gamle Lautrups søster, kom en aften ridende i Estrup skov ved Sandkulen. Så standsede hesten, og han kunde ikke på nogen måde få den af sted. Han prøvede at ride lidt tilbage og satte atter frem i fuldt spring; men når han kom der til, kunde han ikke få den videre. Så bøjede han sig...
En dreng, der tjente på Hjermgårde, var en sildig aften nede at flytte kreaturerne på noget eng, der kaldes Vestcrengen og er i den slugt, der går om ad kridegravene. Han havde en hund med, og den halsede stærkt og sprang frem og tilbage. Så keg han den imellem ørerne og blev derved helt fortumlet. hjerm.
