Anders Kås var med til at gulve hø i Tjele lade, og han fortalte, at det gjaldt om at gulve det yderste gulv rigtig godt og fast til, så kunde de andre gulve godt stå tomme. Når de nu kom kjørende med hølæssene om aftenen for det blev gjærne silde da skulde gulvepoldene til at tage fat og læsse af. Så havde de en gang aftalt med hinanden, at de vilde...
Når Tjele-Engen i Nørbegs kjær skulde slåes, kom der bud til Handesterne, at de skulde ud at slå den. Det gjør de den dag i dag, for de har nok kjøbt gårdene, men med den forpligtelse, at de skal slå den eng. Så kom der bud til Lindum og Bigum og kort sagt hele godset, at de skulde samle hoet og kjøre det hjem. Det var inddelt i 4 roder, og en rodemester...
Kreaturerne her kan endnu fà ildsygen. Den begynder med en mørk plet enten på lar eller bove inden for huden, og nar den kan mærkes, er det bedst at slagte dyret. Det bliver da lidt halt på det ene ben. Skrider sygdommen videre frem, bliver hele låret surt, og går det til yderlighed, bliver hele kreaturet sort, og kjodet som tjære. Ingen dyrlæge véd ret,...
Vi har staftonde her endnu. Nar der var blevet indhostet, blev en tid bestemt, de skulde holde stubtonde. Da gik byens karle omkring i byen, og det var en vis ret, at de fik en skjæppe malt i hver gård, og sa kunde de samle en snes skjæpper malt. Det bryggedes i øl, og der blev noget rigtig godt øl af det, det var så tykt og safedt, te iipperne kunde...
Hver dag skulde en gårdmand fly en knægt med hjaer, som det kaldtes, og det gik på omgang. Det var snakken, at de skulde med hjaer den og den dag. I forårstiden var det uheldigt for knægten, da havde han snart mere, end han kunde regjere, for da gik hjorden og var beskjæftiget med hele tiden at bære lam hjem. Han gik med hans lammetjald. Sådan kaldtes et...
Forhen var det et ligefrem privilegium at være byhyrde. Han malkede hver dag et bestemt sted, og han holdt folk til at hjælpe sig med at vogte. En skulde ud med svinene på den vang, der skulde ploves. Bæsterne >kulde de store drenge af sted med, når det blev aften, og ligge ved om natten. Drengene vilde da smutte om i engene, der skulde hegnes til...
Når nogen vilde indhegne en eng, fik han kun lidt fornøjelse af det, han kunde ikke holde lukket for den. De brækkede leddene op med magt, alt skulde jo være til fælles afbenyttelse. Knud Jørgensen, Nørbeg.
Lise soor kwenet war enn om æterored, så wa dær ed hæ/n læqer. Di ku knap nåk fo entihøest, å booghweed de mot di kjo hyæm po tåwten å sjæl pas åpo- et, dæ war ed tanker om å nål kreatwrern åå et dær und. Sa hæn o ætemæjen så sku dræven hæn å lied om ki/ern, å så fan di dæm somm ti hes å soram ti hæær, å somm ti wa di rent væk, så di kam ed hjæm dæn næt....
Når man tilintetgjør en Svalerede, tilintetgjør man sin egen Lykke. Knud Andersen, Nørre-Beg.
da.etk.DSnr_02_G_00048
Vi malkede mest i messingkjedler, for den mælk skulde ikke kunne forgjøres. Knud Andersen, Nørbeg.
da.etk.DS_07_0_00782
Der var en gammel kone her i byen, der hed Lisbet, hende skyldte de for at være en heks. Så var der et sted, køerne blev malkede om natten. Folkene vilde nok passe dem op, men det kunde nu ikke blive til noget. Så var det en morgen, pigerne skulde ud at malke, da så de en hare, der løb ned igjennem grævningen og blev væk, men hvor den blev af, vidste de...
En kone i Lyngsbæk, Dråhy sogn, var en slemme heks. Når hun kom ind et sted og ikke vilde gjøre ondt, så tog hun en bid brød og smed i ilden. Et sted hun kom, havde hun noget i hendes forklæde, og det strøede hun på stenbroen, og så døde alle deres høns. Der lå gjærne et par stykker eller tre, fire og var døde hver dag. »A skal gjøre noget«, sagde hun,...
En karl, der tjente her i Hovgården, han tabte sin klokke ude i heden, da han gik og slog lyng. Så tog han ud til en kone i Hobro, og hun sagde ham, hvor den lå. Der var en tue, som han nær var falden over, mens han gik og slog, og idet han sådan stumlede, så havde han tabt klokken. Da han kom hjem, gik han derud og faudt deu også. Knud Jørgensen, Nørbeg.
En gammel mand her i byen var ringe gangende og kuude ikke gjøre andet end at trække med en ko, der skulde græsse i vejgrøfterne. Men så vilde hun bese, og han kunde ikke godt komme af sted med hende. Så tjente der en dreng her i byen, de kaldte Potte-Niels, han er levende endnu og boer i Lcjsten, og der gik Hjord-Søren og klagede hans nød til drengen....
En gammel mand i Narre-Onsild havde lært at kaste bese og kuude gjøre det på hvad det skulde være. Så havde han en datter, der kom til at tjene en feldbereder i Hobro, men hun var kjed af at være der. Hun havde også lært af faderen at kaste bese, men havde ikke lært at stille dem igjen. Så en dag kastede hun bese på feldberederens skind, og de fløj alle...
En gammel Nordmand, der gik og tiggede, lå hos en mand i Venning. Så blev der skåret hul på hans pose om natten. Næste morgen gjorde han ild pà og tvang musen derind. »Krøkker inte, krøkker inte, du krøkkede inte i aftes, da du skar hul på posen min.« Knud Andersen, Nørbeg.
Et sted her ovre i Handest havde de været nede i Vindblæs ved den kloge kone for at søge råd i sygdomstilfælde. Da de kom hjem, havde de kastet recepten hen. Da pigen sad ude om aftenen og malkede, kom der et stykke papir flyvende i spanden, og det var recepten. Hun havde ikke været med der nede, så det var sært nok, at den kom til hende. En gang kom der...
Der har været megen snak om at kjøre og ride baglænds. De gamle troede, at der kunde komme én op at ride eller kjøre med, og han vilde den anden vej, så når han kom op, var det for den ridende (eller kjørende), som om han red (kjørte) baglænds. A var en gang kjørende til bryllup med en mand fra Hviding, og vore koner var med. De tre af os mærkede...
Der skal have gået en præst fra Kristrup til Viborg domkirke i skikkelse af en sort hund. Da den kloge præst i Nørbeg en dag kjørte hjem fra Randers og kom til Klørup, hvor der er en stor dam, de kalder Klørup dam, der blev hestene forlæssede, de stønnede og pustede og kunde næsten ikke trække vognen frem. Kusken skulde da tage det højre baghjul af, og...
Der rider en mand uden hoved i Markdal i skjellet mellem Nørbeg og Rejstrup. Han rider der formoden*'ig fra markudskiftningens tid. knud andersen, nørbeg.
da.etk.DS_05_0_00197
