Da a var en lille knægt, var der en gang samling i Østergårdene. Det var tiendegilde, og busmændene var med. Nu sad de 12 gårdmænd i æ inderstue, og de 24 husmænd i æ uderstue og det fandt disse sig fornærmede over, skjøndt det var rimeligt nok, da stuerne var små, og de jo ikke alle kunde være i én. To af husmændene var de mest kjæphøje, og de...
De gamle havde tyregilde og tiendegilde. Tiendegildet var for hele pastoratet. Mændene samledes sognevis hos præsten, der skulde give en pot øl til hver gårdmand, og en halv pot til hver husmand. Så drak de øllet hos ham og fik brændevin og skåret smørrebrød til. Nu hentes øllet i ankere i præstegården og drikkes andensteds. Peder Svane, Hornum.
Til pintsegildet gav hver karl en halv skjæppe malt, og en pige og en dreng gav et fjerdingkar. Så fik de jo et par tønder eller så samlet sammen, og det blev brygget. Så var der én udnævnt til at uddele pintsekjærester, og han havde en medhjælper. Fra pintsegildet levnedes altid en tønde øl eller mere. Det var jo godt, og så blev det til gammeltøl, der...
Herremanden gav dem en majbog. Den blev gravet ned i jorden og så rejst op med 4 rebe, der holdtes ude til alle fire sider ved pæle, som også sloges i jorden. Det var en slank bog med en skjøn krone, der var ombehængt med krandse. Det var kun nogle enkelte dandse. de dandsede om den. Peder Svane. Hornum.
Det var ovre i Ale ved et par gamle folk, at konen havde for skik at brokke deres ringe sammen i øl le brødspotten, og så satte hun den om aftenen i askekrogen inde i den åbne kakkelovn, der kunde den sta om morgenen og være ly, så kunde hun snarere lave det til. Men sa havde manden den skik øm natten at pisse ind i asken, og der træffer han en nat at...
Der var en periode, da kartoflerne sådan blev misbrugt. De fik kartofler tre gange om dagen. Om aftenen fik de en stor gryde kogte kartofler, og når pigen hældte dem op på bordet, satte folkene armene om langs bordkanten, for at de ikke skulde trille ned. Der var en gammel mand, der sagde: "Kartoflerne er sku gode nok, men det kommer an på, hvad vi får...
Man sagde forhen, at en bonde stod og kloede sig på hver stolpe, han kom om ved. Linnedet gnavede jo, og en anden slags gjorde også. Enkelte steder havde de, efter hvad der er mig fortalt, en støtte inde i stuen, de kunde gå til og gnave dem på, når de vilde. Den kaldtes kløstolpen. Her har de aldrig brugt uldne lagener. Derimod har også drengene gået i...
Om aftenen stod lysstolen midt på gulvet, og derpå blev perllyset anbragt. Så sad alle folkene der omkring og arbejdede. Der støbtes både store lys, perler og pråser. Perler var en mellemting mellem store lys og pråser. Disse sidste var til at gå og hvøvte med omkring i stuen. Lyset stod i en trælysestage, hvori der tit var en klemme, for at det ikke...
Følgende skjæmtesagn er ret betegnende at sætte her. I gamle dage havde de lervægge, som de selv kunde slå op. Så boede der en mand og en kone ude på heden nede i Ringkjøbing-egnen, og så var hun bleven noget snavs og sølle et par dage. Så siger manden: "A skal alligevel ind til Piingkjøbing med nogle limer, så vil a gå ind til præsten og sige til ham,...
En enke var dod, og gården var nu ledig. Den samme dag gik sønnen ned til garden (Boller) og kom ind til godsforvalteren. Først talte ban en hel stabel specier op: "Det er til frøkenen." Så sætter han en anden stabel: "Det er til fruen. Hvad var det så, gården skulde koste?" Han kjøber den for 8000, og skjodet bliver skrevet. Bag efter byder man ham...
Der var en bonde, der en dag kom til Boller og vilde kjøbe sin gård. Da han kom ind i gangen, stod der en af kammerrådens drenge og græd. Faderen var bleven vred på ham og havde smidt ham ud. Han sporger drengen: "Er kammerråden hjemme?" "Ja han er, men han er lynendes gal i dag." "A, Fanden med det, tal til ham, a bruger ham, som han er." Det ord...
Nar hovfolkene fra Eriknavr, Hatting, Oense og de byer der omkring skulde ud og grave torv, la de der nede i mosen en hel uge og havde musikanter og mad med. De kunde godt grave torvene i to dage, men hele ugen skulde jo gå, og de dandsede og morede dem resten af tiden. Peder Svane, Hornum.
Der boede en mand i Nørhule, han lied Lavst Knudsen og var torvefolkenes vært, så ham kjendte de allesammen. Når nu torvene skulde kjøres hjem til gården (Bygholm), og kuskene lige kom forbi hans vinduer, så traf det sig stadig, at torvehækken (o: bagsmækken i vognen) skred ud der, og de tabte en god slant torv. Det gik i en ruf med at få dem af vejen,...
Når bønderne kjørte gjødning ud på Bygholm, sa de efter at finde et højt muldskud at sætte rogen på, eller også skrabte de noget jord sammen, at den kunde syne godt. Det gjaldt jo om at få mange roger og små læs. Når de såede, så de efter at give deres heste det meste de kunde af såkornet for at blive fri for at så og så siden at hoste det. Peder Svane,...
Det var, mens herremanden Bjørn boede på Bask, da var der en gammel mand oppe i Hornum hede i noget, de kalder Kokborg, og han havde stedet til fæste fra Rask og skulde svare landgilde, og dertil hørte også otte pund smør om aret. Men det var nu bar sandjord, og Per Kokborg havde vel ikke over et par koer, så fattig han var. Så kommer han nu ned til den...
Segsmændene var nogle af de bedste og pæneste karle, der skulde være deres egen værge og kunne gå deres skår. De gik det første skår tværs over den store eng ved Bygholm ind til Horsens. Når de havde gået det skår, var de fri, men det skulde have en vis bredde, og så måtte der ikke være et hak i det. Siden skulde de opvarte de andre hovfolk med øl og...
En knægt kom ridende og sagde dem til, når de skulde til hove. Det var ladefogden, der sagde til. Så havde de brændevin med til ham, for at han skulde se gjennern fingre med dem. De blev da gjærne forfaldne. Nar han hen på dagen blev svirende, så gik det, som det kunde, og de snød ham. Ellers var de jo rædde for ham. da han havde meget at sige ved...
Da der var kvægpest her i egnen, havde de hytter og jordhuller ude i skoven til de friske kreaturer, og bar fodring langvejs fra derud, for at de ikke skulde blive smittede. De måtte gå hele fjerdingervej for at fodre deres kræ. Peder Svane, Hornum.
De har her fra gammel tid haft bytyr og har endnu. Hver mand giver årlig 1 fjerdingkar byg for hver ko. Det er for den ene som for den anden. Tyren skifter plads hvert ar. Nar a nu har den i ar, far a af enhver ko, mændene i byen har i klove, et fjerdingkar byg. Det skal betales hver hellig-tre-kongers dag, og da holdes der tyregilde. Hver mand moder med...
Hornum har haft segs tvillinggårde, der var altså tolv mænd, og de var inddelte i tre lav, fire af hvert: Skomagerlavet, hatsværterlavet og knapstøberlavet. Når de kom så til hove, blev der f. ex. råbt: Hatswatterlavet frem! Det kommer af og til endnu. Sådan siger de: Det er nede i æ skomagerende! når der er passeret noget nederst i byen, for der var...
