På Havredal hede boede en Kartoffeltysker, som havde anlagt en kålhave. Nu traf det sig, at hans nabo havde et svin, som af og til besøgte haven. Manden lod svinets ejer vide, at når det kom der igjen, jog han hans hund efter det. Der skete nu intet værre, end at grisen kom igjen, hunden løb efter den og bed dens hale af. Ejeren vilde ikke lade det gå...
De ær en fåle firken: stor travlhed. Ådum.
da.etk.JAT_06_0_00992
Di fuldes ær: fulgtes ad; di kjowwer: kjørte. Rødding, Salliug.
da.etk.JAT_06_0_00975
Venner æ ronn æ røi, så ær æ mærressøwn øi.
da.etk.JAT_01_0_01624
Hær ær æ joinfru-dolld. no ær æ vinter hænn mæ ælld. Siges om vipstjærten. P. K. M.
da.etk.JAT_01_0_01523
"Vil I mæ no a I il bj ær re driww. så skal I mæ aldrig a Søbårre sø driww." I den so er der eu sten, som er større end et hus, og under den siger de, at skatten skal være. t. Kr. Kr.
I Vodder siges: Æ løs å mi læks, æ ko bæs, Gram: Æ løjs å mi læjs, æ ko bæjs, æ smør ær dyyr. ø.-Lindet: æ smør ær dywwr. M. J. Skov, Øster-Åbølling.
De ær dær et måen om: det kan nytte : do æ dæ inden om: det nytter ikke noget, er uigjennemførligt; spræg: fremtrædende. Ty,
Bojler å gilder de ær de helst a vild', harre å plåww kommer alder i mi håww, Sffeeb å tæmm vel a så gjår fåglæmm. C. Sch.
Saww å graww ær en hoer plaww, moog å tææsk ær de allevæst, men te kåst å te gild war de hællest a willd. J. A. Jørgensen, Stenbj. Agel.
Brænder en pige hul på en karls klædningsstykke, vil hendes ære gå tabt ved ham. P. K. M.
da.etk.JAT_03_0_00680
A kommer ind ad jer dår I har wal sjæt mæ får, har I falat jer vree a vænd jer om te jer hønsree? så gier I mæ wal nok en par pooskæk. tSomm' haller mæ æ vinter, fa æ nat ær sæ lang; men a haller mæ æ sommer få den dæjle fowlsang. Somrn' haller mæ æ pigger, få di æ som en rues; men a haller mæ æ kwånner få di gie mæ nåwed i mi pues. Brugtes af tiggerne,...
da.etk.JAH_04_0_00446
Den skov, som en gang stod ved Rok/ær i Søndbjærg sogn, skal have været en egeskov, og de træstammer, som opgraves der, er også eg. h. a. b.
Der er en ær på Varnæs kirkegård snært på kirken inde i et hjørne, og der står altid vand i et gab ind i stammen en 2 1/2 alen fra jorden.
Molboerne di tænker endt, di teenker. 1 Nørre herred siges: Høwden, på Mols: BiT'stæen; Nørre h.: Hållemlåend, Mols: Forager; Nørre h.: den er møj gamtøer, de ær ino gatøer.
Håhåhå! sagde han Morten Grimskjæg, han sad bag æ dør. Dette mundheld, som man har i Lemvig-Egnen, stammer fra, at en mand en aften som sædvanlig gik ud for at skade sin dør, og da han var i lag med det, sagde han: No skal di vær uur, dær ær uur, å ennd, der ær ennd. Men Morten sad rolig bag døren og sagde: Håhåhå! J. G. Pinholt.
I 1848 sagde soldalerne: De ær nit so gut får en jæunle kåel, dat is fiel bæsser, wenn vi twe ist. Peder A. Bjerregård, Brandstnip.
da.etk.JAH_05_0_00253
Nikolaj Rasmussen var en Gang nede hos Søren Sillesthoved med en syg. Da han vilde kjore ham hjem igjen, sagde Søren: »Do æ wol wond le å køjer å do æ wol en trowend Mennisk.« »Ja,« siger Nikolaj. »Ja, de æ gåt nok,« siger Søren, »men swåer mæ åpregtig åsse æ de siisl. a spuur dæ omm.« »Ja, åsse de ær a,« siger Nikolaj. »Ja, køjer kons så.« siger...
Ovre i Tøsby var de ved at grave en Skat op; og de kom også til en Hund, der lå på en stor Kiste med Penge i. De tog den nu lettelig af og lagde den på en sin Frakke. Så var der en der sagde: »Hååd vi endda håed dæm Pænng, dær ær i dænd Kjeest!« for nu kunde de jo se Pengene. Men så i det samme forsvandt det hele, og de fik ingen af dem. De snakkede...
